Bryan Fogels Sundance-vindende dokumentar Ikaros starter egentlig som en doping-udgave af Super Size Me – bare med præstationsfremmende stoffer.
I begyndelsen afprøver Fogel nemlig doping på egen krop for at undersøge, om det kan lade sig gøre at snyde sig til topresultater og skjule de ulovlige stoffer for myndighederne, der holder opsyn med atleterne.
Det har vi jo set utallige eksempler på i sportshistorien.
Men cirka halvvejs inde skifter filmen radikalt karakter. Fra at være tilforladelig dokumentar-underholdning udvikler Ikaros sig pludselig til at ligne en spionthriller med snørklede konspirationer, paranoia og skjulte agendaer.
Uforvarende står Bryan Fogel nemlig midt i den skandale, der rystede atletikverdenen kort tid før OL i Rio sidste år. Her kom det frem, at flere russiske olympiske atleter var en del af et statsstøttet, russisk dopingprogram. Deraf titlen: Ligesom den græske sagnhelt fløj russerne for tæt på solen og faldt ned.
Under arbejdet med dokumentaren får Fogel hjælp af Grigory Rodchenkov, der leder det russiske antidoping-center og derfor er en af hovedpersonerne i den russiske dopingskandale. De to arbejder professionelt sammen, men bliver også personlige venner.
Mens Fogel arbejder på filmen, eskalerer dopingskandalen og skaber overskrifter verden over. Opportunistisk udnytter han derfor sit venskab med Rodchenkov, så Ikaros cirka halvvejs inde kommer til at handle mere om den fascinerende Rodchenkov og omfattende snyd i russisk atletik.
Ikaros knækker over på midten og deler sig reelt i to forskellige film. Det smitter af på helhedsindtrykket.
I første halvdel følger man Bryan Fogels træning og dopingindtag i forberedelserne til et stort anlagt amatørcykelløb, der bliver kaldt ”et mini-Tour de France for vanvittige mennesker”. Det er inden dopingskandalen når offentlighedens søgelys.
Allerede her får Fogel kontakt til den farverige og interessante dopingekspert Grigory Rodchenkov, der derfor danner en slags bindeled mellem første og anden del af filmen.
Rodchenkov er filmens helt store åbenbaring.
Han er fabulerende snaksalig med herlig russisk accent, skeløjet og tøffer ofte rundt i bar mave. Og nåh ja, så er han er et geni inden for doping.
Han hjælper Fogel med at planlægge dopingprogrammet, så det ikke kan spores. I starten er det fedt at se ham udfolde sig og vide præcis, hvornår Fogel skal sprøjte præstationsfremmende stoffer ind i ballen, men da dopingskandalen begynder at rulle, får man en dårlig smag i munden.
Måske er der en grund til, at Rodchenkov er så god til at skjule dopingindtag.
Da Rodchenkov vil gå til bekendelse og vidne for de internationale anti-doping-myndigheder, får han Putins regering på nakken. Russerne afviser naturligvis beskyldningerne, mens indblandede i sagen bliver fyret eller dør på mystisk vis. Rodchenkov ser sig selv som en whistleblower og flygter til USA, hvor Bryan Fogel hjælper ham.
Her ynder Fogel at filme russeren, mens hans læser 1984 og flittigt citerer fra Orwell. ”I en tid med universelt bedrag er det en revolutionær bedrift at fortælle sandheden,” lyder det for eksempel. Så er paranoiaen og konspirationstonen slået an.
Putin kendte til den systematiske snyd, lyder en af filmens rystende afsløringer. Desværre undlader Fogel at gå fuldt ud kritisk til Rodchenkov, der er kronvidnet. Hans egen rolle i den store svindelsag burde have været afdækket.
Ikaros er klart bedst i sidste halvdel, hvor instruktøren konkret demonstrerer, hvordan man snyder dopingkontrollen med Olsen banden-lignende metoder.
Kommentarer