I’ll Be Gone in the Dark

120 indbrud, 50 voldtægter og 13 mord.

På trods af det frastødende cv havde de færreste hørt om forbryderen, før true crime-skribenten Michelle McNamara fik færten af ham i 2013 og senere gav ham navnet Golden State Killer.

Sammen med et gigantisk netværk af amatørdetektiver og professionelle efterforskere fik hun spredt opmærksomhed om den glemte sag, og i 2018 bar både hendes og efterforskernes arbejde frugt, da politiet fandt frem til gerningsmanden.

HBO-serien I’ll Be Gone in the Dark – baseret på McNamaras bog af samme navn – er på mange måder en sejrshistorie. Den viser true crime-genrens magt og hylder kvinden, der tilbragte de sidste år af sit liv på jagt efter en ukendt fjende.

En klump i halsen bliver større og større, efterhånden som listen af voldtægts- og mordofre vokser, og vi oplever det ene interview efter det andet med mennesker, der for 40 år siden fik smadret deres liv.

Derfor er forløsningen også enorm, da den skyldige endelig bliver fundet.

Men ligesom bogen stiller dokumentarserien I’ll Be Gone in the Dark sig ikke tilfreds med at fortælle den blodige og uhyggelige historie om overfaldene fra 1974 til 1986. Den dykker mindst lige så langt ned i McNamaras egen historie.

Og hendes skæbne er næsten lige så trist som den kriminalsag, hun viede de sidste år af sit liv til.

Bogen måtte færdiggøres af andre, da McNamara døde af en ubevidst medicinaloverdosis i 2016. Hun nåede derfor aldrig at se resultaterne af den intensive jagt, der delvist blev årsagen til hendes død i en alder af 46 år.

Serien benytter gemte sms-beskeder mellem McNamara og hendes mand, komikeren Patton Oswalt, som også er producer på serien. Det er hjerteskærende, når McNamara i beskederne beskriver sit stigende indtag af stressdæmpende medicin, og vi kun alt for godt ved, hvordan det vil ende.

Særligt trist bliver det, da vi ser en korrespondance, hvor McNamara foreslår sin mand, at de får et barn mere, fordi hun frygter at have brugt for lidt tid på familien.

Men Oswalt afslår, og kort tid efter afspilles hans skæbnesvangre 911-opkald.

Vi kommer tæt på den lille, traumatiserede familie, men aldrig på en smagløs måde. Det virker som i McNamaras ånd, at vi på samme måde lader os opsluge af hendes historie som af gerningsmandens ofre og deres pårørende.

Hun sidder på sin datters børneværelse hele natten for at læse sagsrapporter og spise vingummibamser, og det er netop den dedikation, der sætter hende i stand til at holde fast i kriminalsagen.

Det er en politimand, som har efterforsket sagen siden 1994 – og altså ikke Michelle McNamara – som ender med at finde gerningsmanden via dna-teknologi.

Men politimanden fremhæver selv McNamaras betydning, og i mange interviews med ofre og pårørende er der ingen tvivl om, at McNamara ved at inddrage dem i sit arbejde har fået dem til at føle sig mindre alene med traumet.

De seks afsnit rummer alle tænkelige vinkler, som vi kender fra true crime-genren: efterforskningen, ofrenes traumer og sorgbearbejdelse samt den mangel på seriøsitet, voldtægtsofrene mødes med i 1970’ernes USA.

Det sjette afsnit trænger ned i gerningsmandens liv og psyke via interviews med hans fortvivlede familiemedlemmer, der meget atypisk og klædeligt får mulighed for at dele deres sorg på lige fod med ofrene.

Men morderen bliver aldrig hovedperson. Den afslutningsvise udforskning af hans historie tjener et ganske andet formål, nemlig at tage magten fra ham.

Serien illustrerer den usynlige morders magt ved flere gange at klippe til en scene fra Uhyret fra den sorte lagune, hvor uhyret svømmer skjult under sit offer, inden han slår til.

Ligesom med alle andre mordere på fri fod ligger magten i hemmeligheden, så da billedet af en 74-årig, svagelig mand ved navn Joseph DeAngelo endelig kan tone frem, forsvinder frygten.

I’ll Be Gone in the Dark er en sjældent vellykket true crime-serie. Hvor ofrene har måttet frygte monstret i mørket hver for sig, bliver mørket destrueret af en lyskegle, der bæres af ofrene i fællesskab.