Binge-watching er en doven beskæftigelse.
Derfor er det en god idé, når C Mores nye crime-serie i ti afsnit vil aktivere de sofasløve seere og gøre dem til detektiver.
Udgangspunktet er en mystisk mordsag, hvor syttenårige Eric Fisher fra Los Angeles bliver arresteret og senere dømt for mordet på sin mor.
Serien er baseret på virkelig sag fra 1983, hvor den dømte hedder Bruce Liske. Trods dommen er der den dag i dag flere løse ender.
Det er dem, seeren nu skal binde sammen. Efter første afsnit, vælger du nemlig selv, i hvilken rækkefølge du ønsker at se afsnit 2-9, før det hele rundes af med afsnit ti.
Ligesom når en rigtig detektiv genåbner en kriminalsag, er forløbet ikke kronologisk, men dikteret af, hvilke beviser man vælger at forfølge. Dog kan der kun stå én sandhed tilbage til sidst.
4320 forskellige kombinationer og blik på det samme forløb gør CBS All Access-serien til en aktiv og personlig oplevelse. Men selvom idéen er pragtfuld, kommer det aldrig helt til at føles som at lege efterforsker.
Det hele starter på dagen for mordet, hvor den forurettede Eric Fisher (Kyle Gallner) netop er blevet arresteret med sin mors blod på hænderne.
Sagens urokkelige detektiv David Russell (Peter Sarsgaard) vil nemlig ikke lade ham vaske det af.
Erics side af historien fremlægges, ligesom Sarsgaards prædeterminerede tvivl. Men når pilotafsnittet er slut, og valget står mellem episodetitler som ”I.A. Sgt. Ian Lynch vs Eric Fisher 2003” og ”Det. Dave Russell vs Kim Decker 1982”, har man ikke meget at gå efter.
Man kan således ikke følge beviserne, som hvert afsnits sluttekster begejstret beder én om. For man aner ikke, hvilke beviser de respektive afsnit repræsenterer.
Derfor bliver valgene noget arbitrere, og man føler sig mindre som Sherlock Holmes end som én, der har brug for at forstå, hvad sagen overhovedet går ud på.
Hvorfor blev Eric dømt? Hvorfor betvivles dommen? Ordinære spørgsmål, som med fordel kunne have været besvaret i piloten, kommer til at motivere valgene.
Det er ærgerligt, fordi især de centrale skuespilpræstationer er lige i øjet.
Kyle Gallner giver den hele armen som den rasende junkie-teenager Eric Fisher, og på trods af store aldersforskelle er han troværdig som både overfølsom dreng og eftertænksom voksen.
Hans skræmmende temperament og følelsen af afmagt gør det nemt at forstå, hvordan den unge mand har været svær at aflæse for betjente og dommere.
På samme måde holder Peter Sarsgaard med sit smågrinende underspil detektiven David Russell svævende et sted mellem no bullshit-macho og selvfed idiot.
De nøje tilrettelagte skuespilpræstationer fylder hovedkaraktererne med substans, men gør det samtidig muligt for seeren selv at bedømme dem, og det passer perfekt ind i seriens mission.
På sin vis er det også en mere etisk måde at engagere seeren med true crime end at manipulere med et nøje udtænkt plot.
Afsnit for afsnit udspiller sagens nøglebegivenheder sig i dramatiseret, men relativt steril form. Der er rigeligt med brugbare informationer, men det er op til én selv at vælge og vrage imellem det.
Derfor bliver Interrogation trods sine svagheder et originalt bud på en udvikling af true crime-genren.
Kommentarer