Intet

Hvide skyer er det eneste, der bryder den sensommerblå himmel, da en ung kvindestemme spørger: ”Hvad tror du egentlig betyder noget?”

Der spilles med åbne kort i den eksistentialistiske ungdomsfilm Intet. Instruktørduoen Trine Piil og amerikanske Seamus McNally undersøger det helt centrale tema: Hvad er meningen med livet?

Skoleeleven Pierre Anthon erklærer midt under en diskussion i sin 8. klasse, at intet betyder noget, hvorefter han stormer ud og klatrer op i et blommetræ. Når intet har mening eller værdi, er der ingen grund til at være en del af fællesskabet, mener han.

Filmens hovedperson Agnes og veninden Sofie forsøger sammen med resten af klassekammeraterne at tale ham ned fra træet, men den unge nihilist lader sig ikke sådan overtale.

”Vi er kloner af kloner,” siger Pierre Anthon.

For at overbevise ham om, at der er noget i livet, som giver mening, beslutter hans klassekammerater sig for at lave en dynge af genstande, som har personlig betydning for dem hver især.

Intet er baseret på Janne Tellers bestsellerroman fra 2000. Den er oversat til 27 sprog og opsat både som teater og opera, men er også en kontroversiel bog.

Den blev skrevet på bestilling fra Dansklærerforeningen, men da forfatteren forelagde dem resultatet, var de skeptiske. Viborg Amt nægtede at bestille den hjem til deres skoler, nogle boghandler ville ikke sælge den, og Intet blev decideret forbudt i Vestnorge.

Den er også hård kost. Sex, afhuggede lemmer og død er ikke hverdagskost i ungdomsfortællinger.

Men det mest urovækkende ved historien er den smålige flokmentalitet, der sniger sig ind hos de unge. For efter at hver har bidraget til bunken af betydningsfulde sager, udbreder der sig hurtigt en konsensus om, at det hele er upersonligt bras uden værdi.

Klassekammeraten Gerda konfronterer Agnes med, at hun ikke har smidt sine elskede grønne sandaler i stakken. Fotografen Bo Bilstrups sanselige linse viser, hvordan hun værner om dem og smiler, hver gang hun får en kompliment for dem.

Frustrationen over at blive tvunget af med en kær ejendel frembringer hævntørst i Agnes, der med en teenagers impulsivitet går på jagt efter noget, som har værdi for Gerda. Gruppen har nu vedtaget, at man skal bestemme for andre, én ad gangen.

Gengældslavinen ruller. Spændingen stiger, men man kunne ønske, at Trine Piils manuskript havde dvælet mere ved konsekvenserne af de eskalerende hævnakter. Ungerne slipper utroværdigt let af sted med afstumpet vold, uden at de voksne aner uråd.

Elevernes gnavne lærer Eskildsen – en veloplagt vrissen Peter Gantzler – er symptomatisk for alle voksne i filmen. Han indbyder ikke ligefrem til, at de unge skal betro sig til ham. Det er kæft, trit og retning, så de unge kan blive gode borgere i det store fællesskab.

Overladt til sig selv bliver meningsdannelsen en brutal spejling af teenagernes interne misundelse, begær og vrede. Hvis du klipper håret af mig, så tager jeg dit bedetæppe. Og hvis du elsker noget højt, så smadrer jeg det.

De unge skuespillere gør det alle godt. Maya Louise Skipper Gonzalez bør særligt fremhæves. Med skarp repliklevering og flot fysisk skuespil skaber hun i rollen som Agnes’ ven Sofie fokus og fremdrift i den filosofiske historie. Hun giver associationer til tidligere stjernefrø som Frederikke Dahl Hansen og Julie Brochorst Andersen.

Komponist Johan Carøes hypnotiske musik fører publikum ind i et fascinerende ungdomsdrama, hvor det ikke bare er teenagelivets stordramatik, men selve samfundets moralske støttepiller, der er til forhandling.

Det grumme skoledrama sætter spørgsmålstegn ved, om vores samfund stadig kan enes om, hvad der er meningsfuldt. Og bliver siddende i kroppen.