The Irishman

Martin Scorseses The Irishman får premiere, samtidig som han fylder 77 år, men den ligner en film, der er lavet af en halvt så gammel instruktør.

Mens andre filmskabere fra hans generation er blevet selvoptagede, selvhøjtidelige eller ganske enkelt dovne, har Scorsese bevaret sin legesyge og fantasi. Han morer sig endda over titlen, som officielt er The Irishman, men instruktøren smider selv titlen I Heard You Paint Houses på lærredet to gange.

Det er også titlen på bogen, som filmen er baseret på, og det er en meget bedre og mere beskrivende titel. Hovedpersonen maler nemlig huse med hjernemasse og blod fra de mænd, han slår ihjel.

Trods filmens ungdommelige energi kunne de færreste instruktører under 40 år have lavet en film så dyster som denne. I sine velmagtsdage sluttede Scorseses gangsterfilm, når antihelten slap ud af den kriminelle verden. I denne omgang bliver der dvælet ved, hvad der sker efter det.

Den irske mand er Frank Sheeran (Robert De Niro), der i den stolte tradition af gangster-kælenavne ikke er rigtig irer, da kun hans far kommer fra Irland. Sheeran er på plejehjem, da vi første gang møder ham, og Scorsese fører kameraet langsomt hen til ham gennem de sterile rum i dødens venteværelse.

Det leder straks tankerne hen på den berømte scene i natklubben fra Goodfellas.

Sheeran snakker med en gæst, hvis identitet vi først finder ud af til sidst, selv om det ikke er noget twist. De mellemliggende over tre timer viser, hvordan en lastbilchauffør fra Philadelphia blev involveret i den mest berygtede amerikanske krimisag fra 1970’erne: fagforeningslederen Jimmy Hoffas mystiske forsvinding.

Der er blevet talt en masse om filmens voldsomme spilletid, men den føles kun en smule lang i de første 40 minutter. Steven Zailians ellers forrygende manuskript kommer lidt sløvt i gang, fordi det skal etablere en ambitiøs struktur med to tidsforløb.

I det ene husker Sheeran tilbage, mens han fortæller om sin overgang fra kødleverandør til gangster efter et tilfældigt møde i 50’erne med den lokale mafiaboss Russell Bufalino (Joe Pesci).

Det andet viser en køretur, som Sheeran i 1975 tog med Bufalino og deres to koner. Det virker først som en humoristisk modvægt til drabeligheden i Sheerans medvirken i organiseret kriminalitet – mere Green Book end Mean Streets – indtil Bufalino afslører grunden til den lille rejse.

Den indtil da roligt opbyggede film får sat strøm til sig, da Al Pacino gør sin entré som Jimmy Hoffa. Han er omtrent lige så afdæmpet som en hvid James Brown-imitator. Hoffa er stor, pågående og larmende, men det går perfekt i spænd med De Niros rolighed.

I det meste af spilletiden er The Irishman en gribende film om et venskab mellem Sheeran og Hoffa, der hele tiden danser på afgrunden.

Som regel spiller Joe Pesci stenen i skoen i Scorseses film – tænk bare på Tommy DeVito i Goodfellas og Nicky Santoro i Casino. Men denne gang er han en ældre dukkefører, som sætter scenen for en dødbringende kamp, hvor Sheeran er splittet mellem mentoren og sin nye ven.

Frank Sheeran blev født i 1920 og levede i hele 83 år – modsat mange af hans ligesindede, hvis utidige og voldsomme dødsfald bliver vist i muntre tekster, der springer op på lærredet som en tv-quiz.

Dermed har filmen også en masse at afdække. Scorseses faste klipper Thelma Schoonmaker – som bliver 80 til næste år – får det hele til at glide smukt, og hvis årstallet på et tidspunkt virker uklart, dukker der hurtigt noget op til at slå det fast.

50’ernes doo-wop-musik spiller på lydsiden i filmens start, Walter Cronkite fortæller på tv’et om mordet på John F. Kennedy i 1963, og Scorsese sender små hyldester til yndlingsfilm som Nicholas Rays Party Girl og Don Siegels The Shootist ved at have titlerne stående på biografernes facader.

Men de forskellige tidsperioder er også åbenlyse i filmens omfattende brug af CGI, der gør hovedpersonerne 30-40 år yngre. Det er noget distraherende i begyndelsen, hvor De Niros øjne mister fokus på grund af en blålig farve. Det er også skidt for Pesci, hvis yngre udgave af og til ligner en ufærdig figur fra Jim Henson’s Creature Shop.

Det hjælper heller ikke, at yngre medvirkende som Bobby Cannavale, Ray Romano og Stephen Graham halvvejs i filmen pludselig skal se ældre ud, så man må ty til parykker og proteser.

Men det, der står tilbage, er eksemplariske præstationer og fantastisk dialog – ikke mindst i en elegant scene, hvor ellers tavse Bufalino fortæller Sheeran, at Hoffa er blevet dødsmærket.

”Det er, som det er. Det er, hvad det er blevet til,” siger han tonløst.

Men det er måske også Scorseses mest tydeligt politiske film nogensinde. Efter The Wolf Of Wall Street fortæller The Irishman en historie om, hvordan regeringer og gangstere er viklet fuldstændigt sammen. For eksempel bliver det taget for givet, at mafiaen dræbte JFK som hævn for hans fars brudte løfter. Men mere interessant er filmens antydning af, at mafiaens lejemordere var hærdet efter år i militæret.

Det er ret uundgåeligt, at filmen har fået kritik for skildringen af kvinder. Det gælder især Sheerans datter Peggy (Anna Paquin), som kun har seks replikker. Men Peggy er med for andet og mere end bare at snakke.

Trods suspense, latter, kaos og mord er denne mesterlige film i virkeligheden historien om en mand, der ikke vidste, han var en skurk, før han så væmmelsen i sin datters øjne.