Iron Fist

Med Marvels Daredevil, Jessica Jones og Luke Cage har vi set, at historier om superhelte passer rigtigt godt til tv-serieformatet.

De lange sæsoner åbner muligheden for roligt og detaljeret at fortælle heltenes oprindelseshistorier, og formatet med en times lange afsnit passer godt til korte og enkeltstående superheltehistorier, som man kender dem fra tegneserierne.

Men nu er luften gået af ballonen.

Iron Fist er klart den svageste i Marvels serierække, som introducerer heltene, der senere på bedste Avengers-stil slår sig sammen i tv-serien The Defenders.

Finn Jones gør helten Danny Rand meget naiv og vattet. Danny er arving til sine døde forældres kæmpe virksomhed, Rand Enterprises.

Han styrtede for mange år siden ned med et fly, og hans forældre blev dræbt i styrtet. Danny blev dog reddet af nogle mystiske munke, som siden har trænet ham i overmenneskelig kampsport, så han kan indtræde i rollen som kampsportshelten Iron Fist.

De styrer derfor hans fars firma, og da Danny i første afsnit kommer tilbage i bare tæer og joggingbukser, kan han slet ikke forstå, at de ikke tror på, at han er Danny Rand. Han fremstår nærmest som en idiot, da vi møder ham.

Seriens to første afsnit går derfor med en forudsigelig introduktionshistorie, hvor Danny skal overbevise søskendeparret Meachum om, at han altså er den ægte vare.

Og naturligvis får Danny dem overbevist. Så langt så skidt, for vejen dertil har været kedelig og fyldt med ensformige flashbacks, hvor Danny ser flystyrtet for sig.

Det er tydeligt at mærke, at serien ligesom mange andre Netflix-serier trækker i langdrag, fordi den skal overholde Netflix’ ideal om, at en sæson skal indeholde tretten afsnit. De to første afsnit kunne nemt være slået sammen til ét, og serien udnytter ikke dens lange forløb til noget brugbart.

Sammenlignet med Daredevil, som var lidt af en revolution i forhold til kvaliteten af kampsportsscener i tv-serier, er Iron Fist også en sølle kop te.

Koreografien, klipningen og stuntsene er meget langsommelige og ikke videre imponerende at se på.

De ligner noget fra en gammel James Bond-film, hvilket altså ikke imponerer nutidens tv-seer, som højst sandsynligt har set mindst én af Transporter- eller John Wick-filmene.

Endelig er det også tydeligt, at serien sparer på scenografien. I Iron Fist er Rand Enterprises tydeligvis et af byens største firmaer, men byen kommer aldrig for alvor med i historien. Vi befinder os primært inde i et par forskellige skyskrabere, hvis lokaler tydeligvis er bygget i filmstudier.

Filmens skurk og faren til Meachum-søskendeparret Harold (David Wenham) har godt nok sammenknebne øjne meget af tiden, og hans motivation kan beskrives med et ord: storhedsvanvid.

Den bedste skuespilpræstation kommer fra Tom Pelphrey, der faktisk gør det glimrende i rollen som den fortabte søn og narkovraget Ward.

Efter seks afsnit, som denne anmeldelse bygger på, skal der superheltekræfter til at ruske liv i Iron Fist.