”Den perfekte sygdom opstod for at bekræfte dine fordomme!”
Det råber den unge Jill ude af sig selv til en konservativ, tilknappet kvinde, da Jills ven dør af aids.
Raseriet koger over i en verden, der bekræfter sit had til homoseksuelle. Og hadet fører til skam i homomiljøet, hvor unge mænd søger bekræftelse igennem sex.
En smittekæde opstår og truer med at stoppe festen i det ellers hedonistiske London.
It’s a Sin – som også er Pet Shop Boys’ satiriske hymne om skamfølelsen i homomiljøet – følger Ritchie og Jill og deres slæng op igennem 1980’erne. Til at starte med er alt fryd og gammen som i enhver serie, der følger unge, sexlystne mennesker i storbyen.
Men en sen aften sidder Ritchie til bords hos en kvinde med vildt sort hår og kraftig sminke. Kvinden fortæller om mystisk, dødbringende sygdom i San Francisco.
”Nej, det ville have været overalt i nyhederne,” afviser Ritchie. Men snart ser vi avisoverskrifter og nyhedsindslag fyldt med rygter om sygdommen, der tilsyneladende kun rammer unge mænd.
På homobarerne hviskes der i krogene om, hvem er blevet smittet.
Olly Alexander (kendt fra pop-trioen Years & Years) er uimodståelig som seriens charmerende Ritchie. Vi møder ham som attenårig tilflytter i London med drenget smil, tilknappet skjorte og en kuffert fyldt med en smule tøj og en kæmpe stak bøsseporno, han havde skjult på barndomsværelset.
Grædende banker Ritchie på hos Jill (Lydia West), fordi hans seksuelle debut med en mand var forfærdelig. Men snart blomstrer han. Med bølget hår og et uartigt glimt i øjet bliver han mere og mere selvsikker, når han hiver flotte fyre med sig hjem.
En vane, der får ham smidt ud af sin lejlighed. Men han er ligeglad og finder snart en større lejlighed, hvor han danner et homo-kollektiv med jævnaldrende mænd.
Sexscenerne tilfører serien en utæmmet skønhed. De ruller over skærmen som en sanselig soldetur og er sigende for det miljø, hovedpersonen færdes i.
Efterhånden går der længere tid mellem drengestregerne. Kondomer bliver en fast ingrediens i sengen, og til sidst nøjes Ritchie med at kigge på mænds bagdele.
Erotik er blevet dødelig, og Ritchie er rædselsslagen for selv at tage en aids-test.
Jill derimod bliver aktivist, da hun ser sine venner dø som fluer. Hun arbejder for en aids-linje, og hjerteskærende samtaler med smittede sammenklippes med hendes optræden i Charles Dickens’ To byer – om den franske revolution.
I miljøet ulmer et folkeligt oprør, der slukkes igen, i takt med at revolutionære svækkes og dør.
It’s a Sin har fingeren på pulsen efter eskapistisk 80’er-nostalgi med Black Mirror-afsnittet San Junipero og Stranger Things. Den er tydeligvis skabt i en tid, hvor der i medierne er et stigende fokus på aids-forebyggende tilbud, samtidig med at corona-pandemien hærger.
Ikke desto mindre byder serien på dansevenlig synth-pop og glade dage i røgfyldte beværtninger. Homoseksuelle koryfæer som Neil Patrick Harris og Stephen Fry har mindre roller.
På den måde bliver aids-krisens ramte, der længe har været tragiske skæbner, hvis familie slog hånden af dem, til virkelige mennesker.
”Jeg er ikke en luder,” hulker gruppens festlige medlem Gregory (David Carlyle), der mærker, hvordan sygdommen stigmatiserer ham, når han fortæller, at han også er smittet.
Snart henter familien den døende mand hjem og bandlyser hans venner fra den syndige hovedstad. Efter begravelsen holder forældrene noget, der minder om en hekseafbrænding i haven.
I bålet ser vi Gregorys bamser, tøj og uåbnede breve. Selv familiens barndomsbilleder af ham ryger med.
”Min søn er ikke en beskidt bøsse,” råber forældre med harme til sygeplejere på de ensomme hospitalsgange, hvor flere af seriens hovedpersoner udånder.
It’s a Sin kan ses som en fuckfinger til samfundet, der svigtede en hel generation af homoseksuelle. Den er på linje med det mageløse, franske aids-drama 120 slag i minuttet, men rækker hånden forsonende ud til et bredere publikum, der også vil vrikke hofterne til nostalgisk synth-pop.
Kommentarer