Ivalu

Sommetider behøver en film ikke så meget plads for at være en stor oplevelse. Det er Ivalu et eminent og rystende smukt eksempel på.

Fra første øjeblik – hvor en gruppe konfirmander får taget billeder i folkedragter, og en barnestemme begynder at messe på grønlandsk om en forsvinden – ved man, hvor det ender.

Det er virkelighedens skrækkelige selvmordsstatistikker kun et alt for håndfast bevis på. Hvert tiende dødsfald i Grønland sker på den måde. Især de yngre generationer er hårdt plaget.

Det er med denne forfærdelige hverdagstendens i baghovedet, at unge Pipaluk indleder en soloeftersøgning af sin storesøster. Ivalu er lige blevet konfirmeret og har fremtiden for sig. Nu er hun løbet hjemmefra. Lillesøster Pipaluk leder de steder, hvor kun hun og søsteren er kommet.

I fjeldenes grotter, på skrå bjergsider i den høje sol, helt ude ved det store hav. På en måde ved Pipaluk allerede, hvad hendes søgen munder ud i, men som i enhver god blækregning fra en skoleelevs hånd er det mellemregningerne, som tæller mere end resultatet.

Sådan er det også med Ivalu, der er nomineret til en Oscar for bedste fiktionskortfilm i år.

Filmfotograf Rasmus Heises knitrende billeder lægger sig om den grønlandske lillesøsters søgen. Pipaluk følger en ravn og forestiller sig, at den kan vise hende hen til Ivalu. Over indlandsisen går det.

Det er skælvende smukt uden at blive rørstrømsk. Små glimt af filmglæde midt i al den indre uro og sociale armod, Pipaluk taler om i sin voice-over.

Jo længere den unge hovedperson bevæger sig frem mod sin søster, jo mere begsort bliver billedernes essens. Der er så megen nerve, at vi tydeligt fornemmer, hvordan barndommen snart ender brat. Virkeligheden vil aldrig nogensinde længere være en leg.

Instruktør Anders Walter har efterhånden specialiseret sig i at tale om store emner i børnehøjde. De fleste kender nok hans Oscar-vindende kortfilm Helium, hvor en lille dreng fantaserer sig væk fra patientdagligdagen på et hospital. Drømmesekvenser og dødelig sygdom går på barsk vis hånd i hånd.

Inden da berettede Walter i kortfilmen 9 meter – som pt. indtager en imponerede sekstendeplads blandt over 1400 film på Ekko Shortlist – om en teenager, der bliver besat af længdespring. Han forestiller sig, at det kan redde hans mor fra den koma, hun ligger i.

Den barnlige fantasi er også i fokus i instruktørens spillefilmdebut. I engelsksprogede I Kill Giants værner den unge hovedperson om sin lille fantasiverden, mens hun venter på, at kæmperne kommer til den lokale kystby.

Anders Walter formår at forene det varme, hårde og nærværende, og med Ivalu løfter den danske instruktør sig op i en ny liga.

Der er ikke en eneste fortænkt tone i de seksten velkomponerede kortfilm-minutter, som fortjent er blevet Oscar-nomineret.

Fortællingen er lige så stringent, som følelserne er mangefacetterede. Det opleves, som om vi er en del af Pipaluks registrerende blik, men alligevel er alt filmet udefra.

Rørende og foruroligende.

Verden er så stor i den halvtomme bygd, men hvad hjælper det, når ens søster er løbet hjemmefra, og alle godt ved, hvad det reelt betyder?

Sammen med sin co-instruktør Pipaluk Kreutzmann Jørgensen tager Anders Walter et skridt længere ind i børnesindet, end han har været før. Ivalu er så stærk i sin grundidé, at virkemidlerne ikke må blive for tydelige. Kun i få øjeblikke forklarer kortfilmen mere, end den behøver.

For vi forstår det hele på forhånd. Vi er med fra første scene, hvor kameraet badet i solskin panorerer hen over de smilende konfirmander i grønlandske folkedragter. Og vi sidder tilbage med tårer i øjnene, da ravnen til slut svæver ud over et isbjerg i det mørke hav.

Alt herimellem er kunstneriske mellemregninger, der ikke ender ud i et egentligt facit. Nærmere i antydninger af et ungt menneskes tilværelse, som for altid vil være forandret.