Biografanmeldelse
25. feb. 2022 | 13:34

Jackass Forever

Foto | Paramount
Jackass-folket er blevet ældre, og frontmanden Johnny Knoxville har fået gråt hår. Men der er stadig garanti for latter, når flokken kaster sig ud i vilde stunts.

Aldrig har jeg oplevet så vild latter i en biografsal, skriver Ekkos anmelder om det nostalgiske gensyn med de dødsforagtende drengerøve.

Af Nicki Bruun

På bagkant af en global pandemi og med en verdenskrig lurende i horisonten er en aften i selskab med Jackass-drengene lindring for sjælen.

Det omdiskuterede fænomen, hvor voksne mænd gør skade på sig selv og hinanden, startede på den forhenværende musikkanal MTV i 2000.

Med karismatiske Johnny Knoxville i front blev gruppen bestående af særlinge som Steve-O, Chris Pontius og væksthæmmede Wee Man et kulturelt fænomen, som stod for hedonistisk morskab.

Dybt inspireret gik undertegnede med sine kammerater i folkeskolens frikvarter ud for på samme måde at kaste sig ud i åndssvage situationer. Det var ikke specielt kløgtigt, men vi dannede et særligt bånd og havde det sjovt.

Dog ikke lige så sjovt som Knoxville og co., der tjente millioner og blev verdenskendte berømtheder.

Det har ikke givet dem stjernenykker. I biografaktuelle Jackass Forever er de præcis lige så charmerende idiotiske som altid, når de begiver sig ud i den ene halsbrækkende situation efter den anden.

Man morer sig med dem, fordi der bag de grænseoverskridende optrin spækket med nøgenhed og forslåede kroppe banker et enormt hjerte.

Selv når flokkens prygelknabe – med det skønne kælenavn Danger Ehren – bliver bokset i pikken af en kampsportsudøver eller sættes over for en bjørn med kroppen smurt ind i laks og honning, mærker man kærligheden i det maskuline fællesskab.

De griner og peger på hinanden, men man tror faktisk på, at de virkelig holder af hinanden. Filmen slutter med en dedikation til gruppens afdøde medlem Ryan Dunn – der mistede livet i en bilulykke i 2011 – og livsglæden stråler ud af de dødsforagtende stunts, som gutterne kaster sig ud i.

Tidens tand har naturligvis også haft bid i drengerøvene. Den tidligere gøgler Steve-O har brugt nogle af Jackass-pengene på at købe sig et funklende hvidt tandsæt, fordi en af hans egne tænder blev slået ud. Tandmæssigt får flere af de medvirkende hjælp af proteser.

Johnny Knoxville skifter undervejs i filmen hårfarve. I begyndelsen af produktionen farvede den i dag 50-årige daredevil sine lokker sorte, men undervejs gav han los og lod det grå hår overtage.

Noget af charmen ved filmen er, at man som seer er med under optagelserne, der virker totalt impulsive og lystbetonede.

I glimt kommer gæstestjerner som musikeren Tyler the Creator og skateboarderen Tony Hawk forbi for at medvirke i stunts. Og pludselig ser man succesinstruktøren Spike Jonze, der har lavet små perler som Hende og Being John Malkovich, men også skabte konceptet Jackass sammen med Knoxville og instruktøren Jeff Tremaine.

Det evigt roterende persongalleri betyder, at man selv kommer til at føle sig som en del af flokken.

Der er kommet nye medlemmer i gruppen. Blandt andet en ung fyr, der bliver kaldt Poopies, som har fulgt idolerne siden barnsben. Også kraftige Zack og afroamerikanske Jasper er nye, mens Rachel Wolfson er kommet til som eneste kvindelige medlem.

Jackass Forever bliver over de næste dage vist i udvalgte danske biografer ved såkaldte event-visninger, og jeg vil anbefale alle med behov for et godt grin at nå den i biografen.

Ikke så meget på grund af den tekniske del af biografoplevelsen, selv om filmskaberne med super-slowmotion og stort anlagte konstruktioner gør deres for at skabe en visuelt overrumplende film. Men jeg har aldrig oplevet lige så vild latter i en biografsal, og den forløsende glæde vil jeg unde alle og enhver.

Vi skal ikke glemme den grumme virkelighed omkring os, men i halvanden times tid er det en fornøjelse at fokusere på det morsomme og helt igennem idiotiske ved livet.

Trailer: Jackass Forever

Kommentarer

Titel:
Jackass Forever

Land:
USA

År:
2022

Instruktør:
Jeff Tremaine

Medvirkende:
Johnny Knoxville, Steve-O, Chris Pontius, Dave England, Ehren McGhehey

Spilletid:
96 minutter

Premiere:
24. februar

© Filmmagasinet Ekko