Det er svært at overdrive, hvor meget Todd Phillips’ Joker ramte tidsånden, da den havde premiere i Venedig for fem år siden og sensationelt blev belønnet med Guldløven.
Filmen vender Batman-mytologien på hovedet ved at forestille sig den gnæggende superskurk som en forkuet stakkel med en neurologisk lidelse.
Den arme stakkel Arthur Fleck var en sammenskrivning af Travis Bickle fra Taxi Driver og Rupert Pupkin fra The King of Comedy, og han rasede mod eliten på en måde, der virkede skræmmende aktuel i årene efter Trump og Brexit.
Da han runder sit mordtogt af med at pløkke Robert De Niros talkshowvært for rullende kameraer, var det for nogle som at se Martin Scorsese bede publikum gribe til våben.
Filmen starter to år senere i det gråblå og trøstesløse Arkham Asylum, hvor Arthur afventer retssagen for de fem mord, som anklagerne kender til.
At han også kvalte sin mor, har ingen opdaget, men han hvisker det genert og lidt stolt til Lee (Lady Gaga), en anden patient, der opsøger ham til fængselskorsang.
”Det skulle jeg også have gjort,” flirter hun og bekender, at hun har set en tv-film om Arthurs forbrydelser mindst tyve gange.
Mens vagterne håner ham, anført af en jovialt brutal Brendan Gleeson, rumler en bevægelse af Joker-disciple med vold og terror uden for fængslets betonmure. Hans følgere er klovnesminket som den Guy Fawkes-maske, hackergruppen Anonymous via filmen V for Vendetta har gjort til et aktivistisk symbol. Men bøllemetoderne minder om militser a la nordamerikanske Proud Boys, der var med i stormen på Kongressen den 6. januar.
Om de hælder til højre eller venstre er ikke blot irrelevant, men en pointe i sig selv. For Jokerens fans er volden vigtigere end retningen, og som retssagen nærmer sig, er han selv splittet mellem at række verden en fandenivoldsk fuckfinger og at se sine forbrydelser i øjnene.
I en kæk manøvre indleder Todd Phillips sin film med en formfuldendt Looney Tunes-parodi, hvor Jokeren ender i slapstickkamp om rampelyset med sin egen skygge. Det er et varsel om den personlighedsspaltning, hans forsvarer (Catherine Keener) forsøger at pådutte ham til forsvar.
Men Arthurs alter ego holdes under lås og slå af medicin – og folder sig kun ud i de stort opsatte musicalnumre, han fantaserer sig til for at undslippe en trøstesløs tilværelse.
Joaquin Phoenix har atter sultet sig til skind og ben efter sin Oscar-vindende præstation i den første film, men Arthur er ikke længere den samme martrede svækling.
Dengang var hans uforglemmelige dans ned ad trapperne ren katarsis efter en ubønhørlig lidelseshistorie, men nu går der ikke længe, før han drømmer sig bort med velvalgte numre fra den store amerikanske sangskattekiste.
Phoenix’ skrøbelige vokal er perfekt matchet af Lady Gagas kraftfulde stemme og maniske intensitet som en Joker-fangirl uden øje for Arthur. Musicalelementerne er sat stort i scene og fungerer godt, selv om Lee ikke når at udvikle sig meget.
Joker: Folie à Deux er på flere parametre bedre end sin forgænger, også fordi den virker mindre bundet af det superhelteunivers, som den skildrer gennem et troldspejl.
Filmhåndværket er stadig i topklasse. Lawrence Shers stemningsfulde billeder tegner Gotham City som et storbyhelvede i bælgmørkt blåt med strejf af rødt og gult, mens islandske Hildur Guðnadóttirs faretruende dybe cello lægger samme melankolske grundklang, der indbragte hende en Oscar i sidste ombæring.
Der er skønhedspletter og skavanker. Retslokalet føles som en begrænset scene, hvor Arthur graver i sin samvittighed, og Lee opildner til revolution. Man når også at savne noget af originalens vildskab, som historien falder i hak.
Men det er samtidig en imponerende fortsættelse, der føles som et svar på kritikken og en eftertænksom afslutning af historien. Måske rammer den også tidsånden. Man har da lov at håbe.
Kommentarer