Zaki Youssef er en ny stjerne i det danske filmlandskab.
Han spillede formidabelt som undercover-PET-agent i Ulaa Salims debutfilm Danmarks sønner, og snart kan vi se ham i rollen som Assad over for Ulrich Thomsens Carl Mørck i den nye omgang af Afdeling Q-film.
Med Junglen står Zaki Youssef nu bag sin egen serie, som han også selv spiller hovedrollen i, og hvor han bliver dygtigt instrueret af Nitesh Anjaan (Dreaming Murakami), der med serien tager springet ind i fiktionens verden.
I serien følger vi musikeren Saba (Zaki Youssef), der ikke har udgivet ny musik i ti år.
Trods det faktum, at ingen længere kan huske hverken ham eller hans musik, er han stadig af den overbevisning, at han er noget af det vildeste, der er sket i den danske musikbranche.
Men bag den lettere nedladende facade gemmer sig usikkerhed og mindreværdskomplekser.
Han bor i hjertet af København med sine to bedste venner, Tykke (Wahid Sui) og Bash (Besir Zeciri), i en lejlighed, som de har prydet med kæmpeplanter og navngivet Junglen.
Til sin fødselsdagsfest får han pludselig uventet besøg af faren, som han ikke har set i femten år. Samtidig støder han ind i sangtalentet Sassy (Josephine Abeba), der til Sabas store overraskelse er en af de få, der faktisk kender hans musik.
Hun bliver et bekendtskab, som giver ham ny, musikalsk inspiration og prøver at få ham til at turde åbne sig.
Zaki Youssef gør det godt i rollen som Saba, der er bedre end nogen anden til at beskrive sig selv: Et galopperende storhedsvanvid kombineret med lav selvtillid.
Saba opfører sig ofte som en kæmpe klaphat, når han render rundt i sin silkemorgenkåbe og prætentiøst taler om, at han vil lave kunst og rykke verden og forsøger at undgå alt det kommercielle. Og han går selvfølgelig ikke op i at blive ugens uundgåelige på P3.
Samtidig formår Zaki Youssef at vise smerten, som ligger under overfladen, og vi får som seere ondt i hjertet, når alle folk griner bag Sabas ryg, eller når han kaster sig ud i den ene pinagtige situation efter den anden i mangel på selverkendelse og i et forsøg på at opnå omverdenens anerkendelse.
Saba proklamerer over for sin manager, at han er klar til at blive booket til koncerter igen. Roskilde, Grøn, Smukfest. De kan bare komme an.
I stedet rammer han bunden, da han til en firmafest kun er blevet hyret til at hoppe op af en kage og synge fødselsdagssang, mens vennerne desperat forsøger at få folk til at stoppe med at filme ham, da det kan ødelægge hans image.
Det er tåkrummende pinligt.
Der er en stærk kemi mellem de tre venner. Wahid Sui og Besir Zeciri er begge yderst charmerende som de to trofaste følgesvende Tykke og Bash.
Bash, der på humoristisk vis er Sabas største fan, støtter og bakker op om alle hans idéer, hvilket til tider kan være lidt af en bjørnetjeneste. Mens Tykke får én til at trække på smilebåndet, når han med en stille facon er mere fornuftig og skeptisk over for Sabas påfund.
Han laver mad, gør rent, husker Saba på at spise, roser dem, når de husker at bruge bordskåner, er kritisk over for Sabas sange og opfordrer vennerne til at være sig selv.
Men lige lidt lytter de til ham.
Serien er fyldt med sjove detaljer. Der sendes en kommentar til de stereotype indvandrerroller, som folk af anden etnisk baggrund gang på gang må forholde sig til.
Til casting på en film foreslår Bash, at de laver optagelserne foran nogle idylliske træer, der blafrer, men casteren vil hellere gøre det ”ægte” og have betonblokken i baggrunden. Hun opfordrer Bash til at dykke ned i sin egen rygsæk, som selvfølgelig må være fyldt med ghetto, kriminalitet, ballade og problemer i skolen.
Med emner som familie, venskab, stræben efter anerkendelse og modet til at åbne op og være sig selv uanset, hvad omverdenen mener, viser serien en dybde. Dette kombineret med skuespillernes gode energi og selskab gør Junglen til en sand fornøjelse.
Kommentarer