Kalifat

”Hvordan er vi dog endt her?” græder Pervin frustreret. Året er 2015, og med sit spædbarn på armen bevæger hun sig rundt i den daværende Islamisk Stat-højborg Raqqa i Syrien.

”Fordi du var en idiot – ligesom jeg,” svarer veninden Tine.

Og det er netop det, som Wilhelm Behrmans svenske spændingsserie Kalifat kredser om. Hvordan borgere, som ellers er opvokset i det svenske velfærdssamfund, ender som en del af Islamisk Stat og deres kalifat, hvor eksplosioner, afskårne lemmer og sorte flag er hverdagskost.

Vi følger den unge, svenske kvinde Pervin (Gizem Erdogan), som sammen med sin mand Husam (Amed Bozan) og deres spædbarn er rejst til Syrien. Men landet er ikke, hvad de havde forestillet sig, og de lever en ulykkelig tilværelse fyldt med frygt og pinsler. Husam, som er IS-kæmper, er ødelagt psykisk af krigen og har mareridt om blod, helvedet og dræbte børn.

Den vestlige IS-brigade, som Husam er en del af, planlægger et stort terrorangreb i Sverige. Da Pervin via en hemmelig mobiltelefon får kontakt til den svenske efterforsker Fatima (Aliette Opheim), lover Pervin at hjælpe hende med at udspionere terrorgruppen, hvis Fatima til gengæld hjælper hende og datteren hjem til Sverige igen.

Fatima render i mellemtiden rundt som en svensk Carrie Mathison fra Homeland og er klar til at gå sine egne kontroversielle veje for at få de nødvendige oplysninger.

Samtidig følger vi de svenske teenagepiger Sulle og Kerima, som er betaget af lærervikaren Ibrahim, der i al hemmelighed prøver at radikalisere dem, samt brødrene Jakob og Emil, som også forbereder sig på det svenske terrorangreb.

Netop de flere forskellige historier gør serieformatet oplagt for fortællingen. Det giver plads til at udfolde karaktererne, og vi får lov til at se alle de forskellige led frem for blot selve terroraktionen.

Gennem karaktererne præsenteres vi for radikaliseringsmønstre og -strukturer, som sender tanker til virkelige, danske sager og Jakob Sheikhs helt eminente bog Danmarks børn i hellig krig.

Vi ser, hvordan Ibrahim charmerer sig ind hos rekrutteringsemnerne og er lige nøjagtigt det, som de unge leder efter og desperat har brug for.

Sulle er utilfreds med det svenske samfund. Hun går op i uretfærdigheder i Sverige, men også i Mellemøsten. En frustration, som Ibrahim imødekommer. Han sender propagandamateriale til hende, samtidig med at han gradvis fører hende i en mere radikal, religiøs retning.

Veninden Kerimas eneste familie er hendes tjetjenske far, som lider af krigstraume og er voldelig. Her giver Ibrahim den tryghed, som hun ikke kan få i sit hjem.

Nora Rios præstation som Sulle er fyldt med nuancer, når hun har et intenst opgør ved spisebordet, hvor hun med et indædt had i øjnene kalder sine forældre for vantro. På andre tidspunkter taler hun fjollet med Kerima om, hvilket One Direction-medlem er pænest.

Det viser graden af barndom og naivitet, som stadig er hos de unge piger.

Flere steder er Kalifat dog for hårdt optrukket. Vejen fra samfundskritisk teenager til IS-sympatisør er lovligt kort, og radikaliseringsprocessen virker speedet op, ligesom de unges naivitet er på grænsen til det troværdige.

Pervins spionage og overmod virker urealistisk og primært til for at skabe spænding.

Det kunne desuden have klædt serien, hvis den også havde vist muslimer, som er modstandere af den vanvittige og ekstremistiske islamfortolkning, som Islamisk Stat abonnerer på. Her er det eneste bud Sulles forældres spæde forsøg på at forklare deres børn, at Islamisk Stat-medlemmer ikke er muslimer.

Men den veldrejede spænding i særligt sidste del af sæsonen får én til at rykke frem til kanten af sædet, og ved seriens afslutning sidder man med en klump i halsen. Der er ingen ende på ondskaben i kalifatet.