Man kan mene meget om det mere eller mindre velovervejede købstilbud, som Donald Trump sidste år fyrede af sted mod Grønland. Men om ikke andet tvang det os danskere til at se vores forhold til landet med friske øjne.
Og det gav ikke mindst grønlænderne anledning til at udlægge deres syn på rigsfællesskabet og Danmark.
Lige netop det forhold skildrer Kampen om Grønland, der skulle have åbnet dette års corona-ramte Cph:Dox.
Dokumentaren viser gennem fire grønlændere fra den yngre generation, hvordan nationalfølelse, identitet, politik og oprør fortsat spiller en stor rolle i deres liv. Filmen, der er instrueret af Kenneth Sorento, er lige så enkel, som den er nuanceret. Og den tegner et kærkomment tidsbillede af livet på den gigantiske ø i den nordlige del af rigsfællesskabet.
Kampen om Grønland starter med de næsten obligatoriske totalbilleder af islandskabet. Iskappen brydes og deler sig, men for en gangs skyld er det ikke et billede på global opvarmning, men derimod en metafor for en nation, der deler sig i spørgsmålet om nationalitet og tilhørsforhold.
Og så springer vi ellers brat til en rapkoncert.
Josef er trods sin unge alder allerede et etableret navn i Grønland. Hans tekster er politiske og fuld af energisk vrede, indignation og passion. Da vi første gang møder ham, kommer han på scenen med en sønderlemmende kritik af det dansk-grønlandske forhold.
”Her byder vi danskerne velkommen, men i Danmark lader de os dø på gaden,” rapper han i bar mave foran et ekstatisk publikum.
Josef er sammen med sin kæreste, Paninnguaq, to af filmens i alt fire hovedpersoner. De udtrykker sig især kunstnerisk og aktivistisk.
Filmens to sidste hovedpersoner har valgt at kæmpe for deres sag mere partipolitisk.
Kaaleeraq er en ung og håbefuld Siumut-kandidat, som vi følger under Landstingsvalgkampen i 2018. På hans sympatiske, lavmælte og rolige facon har han skabt sig et navn som ung fortaler for selvstændighed.
Den dansksprogede grønlænder Tillie kæmper for det modsatte. Vi møder hende første gang, da hun sammen med en lille kreds af fortrolige stifter det nye parti, Samarbejdspartiet. Hun vil ikke løsrive sig fra Danmark, men arbejde sammen med resten af rigsfællesskabet for Grønlands bedste – en holdning, der ikke er populær uden for Nuuk.
Filmen styrke er, at man fatter sympati og forståelse for både Josef, Paninnguaq, Kaaleeraq og Tillies historier.
Undervejs opdager man, hvor meget sproget er en identitetsmarkør. Josef, Paninnguaq, Kaaleeraq taler helst grønlandsk, mens Tillie taler dansk. Og noget så uskyldigt som en skolemusical kan pludselig blive en kampplads: Skal man synge på dansk, grønlandsk eller engelsk?
Kampen om Grønland kommer også ind på selvmordsproblematikken, de store geopolitiske interesser i Grønland og Trumps opsigtsvækkende købstilbud, som de fleste møder med hovedrysten.
Det er samtidig tydeligt, at Kenneth Sorento også har mange års erfaring som fotograf. Kampen om Grønland er filmet i frostklare og fantastisk flotte billeder, som fornemt understøtter fortællingen om de unge grønlændere.
Sorento stiller sig ikke specielt kritisk over for sine hovedpersoner, men indtager i stedet en mere observerende stil. Lidt modspil og udfordring ville nok have pyntet. Til gengæld peger fortællingen frem mod forsoning og forståelse.
Og slutter med stilhed – den grønlandske naturs overvældende stilhed. Som Josef slår fast med et forsonende smil på læben: ”Kan man få det i Danmark? Nej, der er biler og larm.”
Kommentarer