Kastanjemanden

Forfatteren Søren Sveistrup, manden bag prisbelønnede serier som Nikolaj og Julie og Forbrydelsen, fik i 2018 et retfærdigt romangennembrud med krimien Kastanjemanden. Bogen blev hurtigt oversat til andre lande. 

Det er en Nordic Noir-fortælling på godt og ondt. Den reflekterer det moderne velfærdssamfund i facetter af kriminalitet med socialpsykologisk og samfundspolitisk accent. Men den er også makaber og kontant med mange udpenslede og bestialske mord på yngre kvinder. 

Det er en solid roman med alle opklaringsarbejdets rutiner: politiarbejde, forensisk videnskab og juridisk spilfægteri. 

Nu har forfatteren – på SAM Productions og med Netflix i ryggen – overført romanen til en fremragende seriefilmatisering. Den har internationalt format, men er dansk hele vejen igennem – fra instruktion og skuespillere til sprog og samfund. 

Ligesom romanen begynder Kastanjemanden brutalt. 

I 1987 kører en politimand ud til en gård, hvor han finder størstedelen af en familie myrdet med en økse samt en hylde fuld af kastanjemænd. 

Så springer vi frem til nutiden. 

Den unge politikvinde og enlige mor Naia Thulin søger bort fra sin afdeling for at sætte skub i karrieren bag et skrivebord. Inden da bliver hun sat på en sag, hvor en ung kvinde er fundet grusomt myrdet med den ene hånd skåret af og en kastanjemand som visitkort. 

Hun får følgeskab af den lettere udbrændte og halvautistiske strisser Mark Hess, der har en blakket fortid inden for europæisk politisamarbejde. Han påduttes Naia, i håbet om at han vil kvaje sig så meget, at han atter kan sendes til udlandet. 

Det bestialske mord fører til flere kvindelig med afskårne legemsdele og en uhyggelig kastanjemand efterladt på gerningsstederne. Alt tyder på, at en iskold og klogt hævnende seriemorder er løs ude i natten. 

Men sporet peger samtidig også på en minister, som for et år siden mistede sin datter på mystisk og modbydelig vis. Datterens fingeraftryk på de fundne kastanjer tyder på, at hun måske alligevel ikke er død. 

Kastanjemanden er mageløst godt forløst. Konstant knaldspændende, uforudsigelig og original for genren. Den er effektivt klippet og formår at flette samlivsproblemer godt ind i plottet, så vi både får noget om kæresteri og kriminalitet, arbejde og privatliv. Intimsfærens trakasserier er undervejs doseret med god føling for plottets flow. 

At det er så vellykket, kan man især tilskrive den skarpslebne, realistiske dialog. Søren Sveistrup er en af de få danske seriedramatikere, som kan skabe mundrette replikker i en målrettet historie. Og så skyldes det et produktionsniveau, som er exceptionelt i dansk sammenhæng. 

Til sammenligning med danske TV 2-produktioner som Hvide Sande og Sommerdahl har Kastanjemanden en bedre behersket og økonomisk brug af det regionale særpræg for handlingen. Her møder vi København og omegn helt uden tilsætning af turistbrochurebilleder med havblik og glitret lokalkolorit. 

Instruktionen har Kasper Barfoed og Mikkel Serup fermt stået for på et internationalt niveau i en stil, der kan ses fra Polen til USA. Billederne er flotte, særligt de mange helikopteroptagelser af kørende biler ad lige landeveje med rødbrune træer. 

Danica Curcic er intenst nærværende som den ærgerrige, frustrerede og energiske Naia. Hun er no-nonsense og siger sin mening. Mikkel Boe Følsgaard er atter suverænt spillende som den introverte strisser Hess, der er mere agtpågivende end sine kolleger, men som også har en umenneskelig tragedie med sig i rejsetasken. 

Lars Ranthe er ligeledes god, selv om han lovligt meget læner sig op ad genrens faste kliché om den brøsige politichef, der bjæffer af alt og alle. 

Serien lever op til Nordic Noirs globale ry som mere brutal og blodig end andre seriekrimier. Kastanjemanden er en af de bedste dansktalende krimiserier i meget lang tid.