Netflix’ første islandsk producerede serie er opkaldt efter vulkanen Katla.
En flot og ildevarslende titel, særligt fordi Katla også var navnet på dragen i Astrid Lindgrens dødsfabel Brødrene Løvehjerte.
Selv om der ikke er nogen drage med i Katla, er det en serie om mørke, død og onde varsler. Den foregår i den lille islandske by Vik, som ligger i skyggen af Katla.
Da historien starter, har vulkanen været i udbrud i et helt år. Byen er dækket af aske, og de fleste mennesker er væk.
En af de få, der stadig er tilbage, er unge Grima (spillet af sangeren Guðrún Ýr Eyfjörð). Hun har mistet både sin mor, der begik selvmord, og sin søster Ása, der forsvandt, da vulkanen gik i udbrud. Grima holder sin depression nede med medicin. Forholdet til kæresten Kjartan er træt og anstrengt.
Persongalleriet i den affolkede by tæller også den midaldrende politimand Gisli, der passer sin kræftsyge kone, forskeren Darri, som kæmper med tabet af sin søn nogle år forinden. Og så er der Grimas far, Tor.
Der sker mystiske ting i Vik.
På Grimas gård dør en ravn for kort efter at komme til live igen. Og der begynder at dukke forkomne og askedækkede mennesker op. Først en svensk kvinde, som den lokale hotelejer genkender fra gamle dage.
Hvorfor er hun ikke blevet ældre? Så kommer Darris søn, derefter Grimas søster, og det stopper ikke der. Er der tale om dobbeltgængere? Tidsrejsende? Dæmoner?
Serien prøver at balancere hverdagsdrama, nordic noir og overnaturlig horror, men det lykkes ikke helt.
Enkelte scener fungerer efter hensigten. En sekvens, hvor Gisli pludselig ser konens dobbeltgænger i køkkenet, rask og smuk, er god.
Vi ser den døende kones stumme rædsel og Gislis vaklen: Skal han hellere vælge den nye kvinde og genopleve sit lykkelige ægteskab før kræften? Det er et stærkt møde mellem realisme og effektiv horror.
Andre steder – og det er mere reglen end undtagelsen – kan man godt se, hvad serien vil, men udførelsen er flad.
Darris tilbagevendte søn er tydeligvis ond. Han har kolde øjne og en stor hobbykniv i lommen. Det dæmoniske barn er et klassisk gyser-motiv, men her føles det hverken rigtig uhyggeligt eller tragisk. Drengen spiller ikke godt, og forældrene er ikke særligt interessante.
Tragedien i at have mistet en søn er ikke nok til at gøre dem spændende, men det synes serien at tro.
Grima er en hovedperson uden meget andet at byde på end mut depression. Og når selv karismatiske Ingvar Sigurdsson, der var fremragende i Hlynur Pálmasons En hvid, hvid dag, ikke brænder igennem som hendes far, må man lægge ansvaret på seriens instruktør og skaber Baltasar Kormákur.
Han fortæller i nuancer af grå – fra det grumsede vand i hanerne og asken, der dækker alting, til de små, matte mennesker og deres traumer og tab.
I momenter zoomer han ud og laver Ridley Scott-smukke, stålgrå billeder af den vilde natur og den ulmende vulkan. Men grundtonen forbliver mørk og indadvendt.
”Naturen minder os hele tiden om, hvor små vi er,” siger en af personerne på et tidspunkt.
Desværre udnytter serien kun sporadisk sine fantastiske omgivelser. Der var en grund til, at Jules Verne placerede indgangen til Jordens indre i en vulkan på Island. Og til, at Ridley Scott brugte Island som markant science fiction-location i Prometheus.
At en indfødt filmmager ikke formår at udnytte det bedre, er lidt af en falliterklæring.
Men det centrale mysterium er spændende, og serien har tilstrækkeligt med cliffhangers til, at man får lyst til at se videre. Den minder en hel del om den franske serie Les revenants og tyske Dark, der havde en lignende grundpræmis og tone.
Desværre er sammenligningerne ikke til Katlas fordel.
Kommentarer