Lady Dynamite

Når man ser alt for mange serier, skal man nogle gange overveje, om noget faktisk er godt eller bare nyt.

I jagten på det næste hit kan man nemlig hurtigt forveksle originalitet med genialitet, og derfor var jeg nødt til at se samtlige tolv afsnit af Lady Dynamite og lade den simre lidt inden dommen. Men langt om længe er konklusionen nu klar: Den er både original og genial.

Lady Dynamite ligner ellers i udgangspunktet en million andre serier, som især Louis C.K.’s selvbiografiske komedieserie Louie har udløst en lavine af. Den handler om den semi-kendte komiker Maria Bamford, som i seriens første minutter bliver mindet om, at hun har sin egen Netflix-serie, og så er meta-laget ellers ridset op fra start.

I de første par afsnit virker grebet en smule anstrengt og klichéfyldt, når kollegaen Patton Oswalt i rollen som politimand bryder den fjerde væg og fortæller Maria, at hun ikke skal have standup-komik med i serien, fordi Louie allerede har gjort det. Man frygter, at handlingen vil fortabe sig i obskure meta-referencer. 

Men efterhånden tegner den frenetiske blanding af virkelighed og fiktion – der også tæller en forvirrende tidsplan delt op i nutid, nær fortid og fjernere fortid – et billede af Marias mentale tilstand. 

Hun er nemlig både i virkeligheden og i serien diagnosticeret med bipolar lidelse, og kæmper i Lady Dynamite med en nyligt overstået depression. Den sendte hende selvmorderisk til tælling hjemme hos de medfølende, men uforstående forældre i den lille by Duluth, som vi oplever i triste, blågrå flashbacks. De maniske perioder rundt om depressionen er til gengæld lagt i blomstrende pangfarver, hvor Maria farer skrigende rundt eller synger en guitarduet med sin hund Bert.

Det tinter hele serien med en skæv, surrealistisk stemning ikke ulig netop Louie, der på samme måde er så dybt personlig, at man til tider næsten bliver flov af at kigge med. Serien tilbyder et blik direkte ind i et andet menneskes inderste, og den løfter historien til det universelle ved at tage sin fjollede hovedperson alvorligt, mens hun selv er urkomisk skør på en dybt menneskelig måde.

Oven på sin depression, udløst af lige dele medfødt social angst og arbejdspres, forsøger Maria langsomt at komme tilbage til underholdningsbranchen med hjælp fra manageren Bruce Ben-Bacharach. 

Det indebærer at lave hæslige reklamer for en stor indkøbsforretning modelleret over virkelige virksomheder som Walmart og Target. Der ligger en art forbrugssatire og lurer under overfladen, men heldigvis stiller Lady Dynamite sig tilfreds med at være en skildring af en fascinerende splittet person, for det gør den bedre end snart sagt nogen anden film og serie.

At den vitterligt præsenterer et helt igennem subjektivt verdensbillede, vises i det faktum, at stort set hver eneste indstilling har Maria Bamfords præstation i centrum. Hvad enten hun snakker med veninderne Larissa (Lennon Parham) og Dagmar (Bridget Everett) eller mødes med den håndfuld mænd, hun ser i løbet af sæsonen, er det hele tiden med hendes psykiske helbred i fokus.

Det er især symboliseret ved tilstedeværelsen af hele tre personer med navnet Karen Grisham, der kan ses som forskellige manifestationer af hendes egen ustabilitet. Marias succesfulde agent (Ana Gasteyer) leverer bandeord fuldt på højde med Veep, mens ejendomsmægleren (June Diane Raphael) og den såkaldte life coach (Jenny Slate) også gør, hvad de kan for at trække hende yderligere ned i sølet. 

Hvert afsnit har sin egen distinkte historie, men samtidig bliver der bygget på de forskellige flashbacks hen over sæsonen, så man til sidst forstår små detaljer, der kan øge fornøjelsen ved gensyn.

En af skaberne af Lady Dynamite er Mitchell Hurwitz, som har lavet den fremragende komedieserie, Arrested Development, og inspirationen er til at se, både i direkte referencer og det tårnhøje vittighedstempo, hvor nogle første gang uundgåeligt ryger hen over hovedet på én. 

Den hjernevridende kreativitet blandet med den dystre historie om mental sygdom gør, at Lady Dynamite bestemt ikke er easy watching. Men tager man udfordringen op, bliver man belønnet med en serie, der ikke bare er et originalt formeksperiment, men også en genial historie om psykens krinkelkroge.