Biografanmeldelse
04. maj 2022 | 14:30 - Opdateret 04. maj 2022 | 18:37

Lev, elsk, Paris

Foto | Shanna Besson
Nora (Noémie Merlant) og Camille (Makita Samba) kaster sig ud i lidenskabelig lagengymnastik, men der er mange kærlighedsforviklinger i de unge menneskers liv.

Fransk kærlighedsdrama indfanger svimlende forelskelse og livets smertelige erfaringer, men man forlader biografen med et kæmpestort smil på læben.

Af Pernille Bergendorff

Émilie forelsker sig i fyren Camille, der måske også er forelsket i Émilie. Men så møder han Nora, som han bliver forelsket i. Og Nora? Hun er forelsket i Camille … indtil hun møder en anden.

Det lyder som plottet til en klassisk romantisk komedie. Hvilket det på sin vis også er.

Den franske Guldpalmevinder Jacques Audiard, der står bag fængselsfilmen Profeten, kærlighedsfablen Smagen af rust og ben og flygtningedramaet Dheepan, betræder nyt terræn.

Han har en særlig evne til at skabe potente dramaer, men i Lev, elsk, Paris – løst baseret på to tegneserier af amerikanske Adrian Tomine – går elegance og eksistentialisme op i en højere enhed.

De betagende sort-hvide billeder fra det parisiske kvarter Les Olympiades er en ren nydelse, og de unges charmerende skuespil og nøgne kroppe i de mange sexscener er sjældent naturtro og smukke på samme tid.

Musikken af den franske electromusiker Rone er mesterlig. Den løfter filmen op på et højere æstetisk plan og lader samtidig publikum mærke og genkende hver en følelse i kroppen.

Verden bliver til en svimlende dans, når man er forelsket, og til et klaustrofobisk sort hul, når man rammes af skam.

Det kan lyde simpelt, men er livets store drama i virkeligheden ikke bare en række af små hændelser, vi både er underlagt og selv er herre over?

Émilies kærestesorg bliver behandlet på samme måde, som når Nora skamfuldt må stoppe sine jurastudier på universitetet, da vedholdende rygter forveksler hende med pornomodellen Amber Sweet.

Begge unge kvinder reagerer på deres ulykkelige situation ved at trække sig uden nærmere forklaring. Og først da de tør acceptere deres smerte, kan de komme videre i livet.

Det er helt rigtigt set af Audiard. For nok er alvoren vidt forskellig, men Nora og Émilies følelser fylder lige meget og bliver derfor lige vigtige for dem. De står også over for det samme: At skulle tage kontrollen over deres eget liv tilbage.

Selv om personerne tilsyneladende forveksler sex og ego med kærlighed og hengivenhed, viser instruktøren på smukkeste vis, at de godt er klar over, at der er ting, de ikke bare kan få til at forsvinde ved at gå videre til den næste ledige krop.

For under filmens lethed løber et andet spor af livets alvor. Incest, misbrug og død dukker undervejs op i fortællingen. Amber Sweets baggrund, Noras incestuøse forhold til sin onkel samt Émilie og Camilles fremmedgjorte forhold til henholdsvis deres kinesiske og fransk-afrikanske familie.

Det berøres kun i glimt, som om Audiard vil vise, at alt det, vi ikke kan løbe fra, og som former os for altid, er et grundvilkår for alle mennesker.

Émilie forsøger bogstaveligt at flygte fra sin mormors virkelighed på plejehjemmet. Først da hun accepterer realiteten og sin egen sorg, kan hun nærme sig kærligheden på en helt ny måde.

Også Camille må tage et opgør med sit forhold til sin egen familie foranlediget af morens nylige død. Han må acceptere, at han hverken kan eller skal kontrollere sin familie.

Da hans stammende lillesøster viser sig at have talent for standup-komik, lægger han ikke skjul på, at det er en genre, han hader – måske især fordi det betyder, at en anden end ham løber med opmærksomheden. Det er en af filmens mange sjove scener, der tjener til at punktere personernes oppustede ego og misforståede kontrol.

Man forlader filmen med et kæmpestort smil på læben, men også med en fornemmelse af, at livet kommer til at byde på flere krumspring i fremtiden. Men gør det noget, så længe vi bliver ved med at insistere på kærligheden?

Det synes at være filmens egentlige budskab. Livet er smukt, også selv om det er en dans mellem mennesker fulde af lyster, selvoptagethed og hvide løgne.

Tilværelsens ulidelige lethed og tyngde er slet ikke så let at fange. Men Jacques Audiard gør det med skønhed og humor – og understreger, at han er en af Europas store nulevende instruktører.

Trailer: Lev, elsk, Paris

Kommentarer

Titel:
Lev, elsk, Paris

Originaltitel:
Les Olympiades, Paris 13e

Land:
Frankrig

År:
2021

Instruktør:
Jacques Audiard

Manuskript:
Jacques Audiard, Léa Mysius, Céline Sciamma

Medvirkende:
Lucie Zhang, Makita Samba, Noémie Merlant

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. maj

© Filmmagasinet Ekko