Lille Allan – den menneskelige antenne

Lille Allan skulle egentlig ligge i sin seng og sove, da han overhører sine forældre have et skænderi.

Han lister sig uset ind på dem, og som mange ved af bitter erfaring, så overhører man ofte ting, man ville ønske, man ikke havde.

I Lille Allans tilfælde, at hans forældre skal skilles, og at hans mor ikke kan overskue ham for tiden.

Så Lille Allan flytter med sin far til en etageejendom i funkisstil i Tårnby, hvor døren ind til hans nye værelse dårligt nok kan åbnes helt op, fordi den støder mod sengen.

Hans far er deprimeret og bruger sin tid på at se Søren Ryge-programmer på sin tablet, mens Lille Allan udadtil er en ukuelig optimist, der håber på at få nogle nye venner.

Men der er ingen børn i nærheden.

Gyngen i gården falder fra hinanden, da Lille Allan bruger den, og folk i området er sære og gamle. Navnlig underboen, der holder øje med ham gennem brevsprækken.

Han viser sig at hedde Helge, og han er næstformand i den lokale UFO-klub. Ad omveje får han overtalt drengen til at blive hejst op i et vakkelvornt tårn på taget, viklet ind i omtrent alle staniolrullerne fra Aldi, for så vil rumvæsner angiveligt endelig give sig til kende!

Gamle Helge falder dog i søvn og går dermed glip af, at et usynligt rumskib redder Lille Allan fra at falde i døden.

Rumskibets fører er en pige med tre ben og grøn hud. Hun hedder Maiken, elsker Jorden og er ved at lave en rapport, som hun skal fremlægge i skolen.

Hun er ikke så forskellig fra mennesker, bortset fra at hun kan læse tanker, og det undrer hun sig meget over, at mennesker ikke kan.

Men det skal selvfølgelig ikke være så nemt, for den skræmmende og excentriske Gale Samler er på spil. Hver aften hygger han sig med at udstoppe egern i en grum maskine, og hans hedeste drøm er at udstoppe et rumvæsen. Derfor bliver han salig, da hans bror, der er varmemester i Lille Allans ejendom, finder rumskibet.

Og så går jagten ellers ind.

Historien er bygget på bogen af samme navn, skrevet af Line Knutzon og Peter Frödin – sidstnævnte lægger stemme til flere af figurerne i filmen – så det er ikke nogen overraske, at den er gakket og pudseløjerlig.

Instruktør Amalie Næsby Fick har tidligere lavet den sprælske kortfilm Ztriwer, som der er en visuel hyldest til i Den Gale Samlers safari-udstilling og i øvrigt kan ses på Ekko Shortlist, samt den vidunderlige Den utrolige historie om den kæmpestore pære.

Med Lille Allan – den menneskelige antenne har hun lavet en sjov, stramt fortalt og samtidig vedkommende film i børnehøjde.

Den byder også på utallige popkulturelle referencer og visuelle godbidder, som de voksne vil blive underholdt af. Næppe særlig mange børn ved, at masken, Maiken tager på, da hun først bliver opdaget, er Freddie Mercury fra Queen.

Amalie Næsby Fick står da også bag de stærke ungdoms- og voksenserier Sex og Skruk, og hun har imponerende sikkert tag på alle aldersgrupper.

Samtidig er filmen ikke bare ufarlig underholdning. Ud over at det er ret skræmmende med en udstoppermaskine, der nærmest spiser levende væsner, findes der så noget mere uhyggeligt end forældre, der skal skilles? Hvor man som barn skal være den stærke, så forældrene ikke bliver mere kede af det?

Filmen er tematisk beslægtet med den rørende Pixar-film Inderst inde, hvor hovedpersonen lærer at håndtere sine vildtvoksende følelser. I Ficks film handler det om, at Maiken lærer Lille Allan, at man godt må sige højt, hvordan man har det. Man behøver ikke gå og skjule det.

Et rørende budskab at tage med sig fra en film så rablende og kulørt et persongalleri.

Det er virkelig en skam, at netop denne film med flot, farvestrålende og levende animation bliver svanesangen for Wil Film-studiet, der i maj måtte melde ud, at de lukker. Et stort tab for dansk film.

Lille Allan – den menneskelige antenne er et bittersødt plaster på såret.