Biografanmeldelse
30. jan. 2013 | 20:01

Lincoln

Foto | Kelly Smith
Janusz Kaminskis fantastiske fotografering af Lincolns kamp for forsoning under den amerikanske borgerkrig er noget af det, der gør Spielbergs film værd at se.

Daniel Day-Lewis’ berømte metodeskuespil truer næsten med at bryde illusionen i Spielbergs smukke snakkefilm Lincoln.

Af Flemming Kaspersen

Du godeste, hvor de snakker i Lincoln! Steven Spielberg har altid været en mester i billede, lyd og bevægelse, men hans film om Abraham Lincoln handler om ord, ord, ord. Et bevidst valg af instruktøren og hans manuskriptforfatter Tony Kushner (der også skrev skuespillet Angels in America og Spielbergs München), men et valg, der passer ret skidt til Spielbergs styrker.

Lincoln er en film, der virker hæmmet af sin respekt for sin hovedperson og hans verbale slagkraft.

Filmens præsentation af Abraham Lincoln (Daniel Day-Lewis) er ellers fortræffelig. I et øjebliks stilhed i de blodige kampe – året er 1865, og den amerikanske borgerkrig raser på fjerde år – ser vi ham først bagfra, siddende i halvmørket i samtale med nogle af sine soldater.

Det første indtryk, vi får af ham, er stemmen – blød, venlig og lidt hviskende. Det er det stof, man laver film af: kontrasten mellem den stærke, nærmest alfaderlige leder og hans fysisk uimponerende fremtoning. Spielbergs Lincoln er en ranglet, lidt krumbøjet mand med det karakteristiske uglede hår og strittende skæg – og så denne tynde stemme. Men han er samtidig en figur af mytologiske dimensioner.

Lincoln er som en filmisk version af den berømte statue i Washington: et larger-than-life portræt af en gigant i amerikansk historie – præsidenten, der afskaffede slaveriet i USA og samlede nationen efter fire års borgerkrig.

Spielberg holder sig fra den klassiske biopic-skabelon, hvor et liv fortælles i bidder fra fødsel til død, og koncentrerer sig udelukkende om Lincolns sidste få måneder. Filmen er først og fremmest et politisk drama. Alle ønsker at afslutte borgerkrigen, men Lincoln har en dristig plan, hvor han vil forsøge at få gennemført et tillæg til den amerikanske forfatning, som kan afslutte slaveriet. Sideløbende står han splittet mellem sin voksne søns (Joseph Gordon-Levitt) ønske om at melde sig til hæren og sin kones (Sally Field) angst for at miste endnu et barn – de har mange år tidligere måttet begrave en søn.

Det er klassiske temaer: politik og moral, krig og fred, familien over for arbejdets pligt, sort over for hvid. Og Spielberg har valgt en respektfuld, nærmest museal stil med replikkerne i centrum. Filmen er givetvis researchet ned til mindste detalje, og med Daniel Day-Lewis i titelrollen er det formentlig som at være i stue med den rigtige Abraham Lincoln.

Men Day-Lewis’ vidt omtalte method acting – angivelig sms’ede han sågar som Lincoln under optagelserne – får den modsatte effekt. Vi ved, at vi iagttager en fremragende præstation, og det truer konstant med at bryde illusionen. Når Day-Lewis for 117. gang tager hul på en formfuldendt Lincoln-monolog, er det svært ikke at tænke på Robert Downey Jr.’s metodeskuespiller i den bidske Hollywood-satire Tropic Thunder. Og filmen er da ikke mere realistisk, end at John Williams’ strygere og blæsere hele tiden ligger på lur, klar til at svulme hver gang vi skal være ekstra bevægede.

Det er nydeligt og respektabelt, men også lidt kedsommeligt i længden. Filmen er dog stadig rig på fornøjelser, de ligger bare andre steder. Blandt andet i filmens fornemme design og kostumer og i de mange fine skuespillere, der dukker op i udkanten af det store persongalleri.

Men først og fremmest bør filmen ses for Janusz Kaminskis fantastiske fotografering. Som Spielbergs faste fotograf siden Schindlers liste (1993) har han været med til at udvikle instruktøren til den tekniske mester, han er. Og Lincoln er fuld af nærmest overnaturligt smukke billeder: åbningen, hvor kameraet langsomt cirkler omkring Lincoln, inden vi ser hans ansigt; Lincoln i hestevogn gennem en by, hvor baggrunden er et udvasket mirakel af lys og røg; den perfekte framing af Ulysses S. Grants hat, da han tager den af for en slagen sydstatsgeneral …

Spielberg er en gudbenådet underholder, men politisk drama er ikke hans styrke. Og det er i billederne, at Lincolns virkelige kunst ligger. Ikke i de mange ord.

Trailer til Lincoln

Kommentarer

Land:
USA

År:
2012 

Instruktør:
Steven Spielberg

Manuskript:
Tony Kushner

Medvirkende:
Daniel Day-Lewis, Sally Field, David Strathairn, Joseph Gordon-Levitt

Spilletid:
150 min.

Premiere:
31. januar 2013

© Filmmagasinet Ekko