Lorena

Sagen, som Amazons nye true crime-satsning Lorena drejer sig om, må være definitionen på det tragikomiske. 

Serien fortæller den forunderlige, groteske og bedrøvelige historie om titlens Lorena, der i 1993 blev verdenskendt i USA, da hun begik den slags forbrydelse, de fleste mænd nok frygter allermest. 

En sommernat i 1993 skar Lorena Bobbitt simpelthen sin mands penis af, mens han sov. 

Det lyder vanvittigt og gibber nok i mellemgulvet hos de fleste med ulige personnummer. Forståeligt nok fangede episoden de amerikanske tabloidmedier, der faldt i svime over den kulørte sag om ægteparret Bobbitt og det efterfølgende retssalsdrama. 

Men bag alle de platte vittigheder, som Lorenas drastiske gerning affødte, gemmer sig en mere kompleks fortælling om feministisk kønskamp, hustruvold og en krakeleret amerikansk drøm om det gode liv. 

Det er den historie, som instruktør Joshua Rofé med Lorena lykkes så godt med at blotlægge. 

Serien – medproduceret af den roste komiker og Get Out-instruktør Jordan Peele – gennemgår minutiøst sagen fra a til z over fire timelange afsnit. 

I starten virker det som lige lovlig meget at gøre ud af Lorena Bobbitts forbrydelse, og serien er da også noget tid om at finde sig til rette, men langsomt går det op for én, at sagen netop har brug for en grundig og nuanceret udlægning. 

Lorena Bobbitt er egentlig fra Ecuador, men flyttede til USA, hvor hun mødte den mand, som hun senere skulle kastrere. Ægtemanden er tidligere soldat, en flot fyr og optaget af den amerikansk myte om cowboyen. Derfor er det næsten også for godt til at være sandt, at han foruden efternavnet Bobbitt ved gud hedder også John Wayne. 

Da Lorena skærer John Wayne Bobbitts penis af, sætter hun gang i et større juridisk slagsmål, som amerikansk tv dækker flittigt. 

Lorena-episoden er stort set samtidig med retssagerne mod O.J. Simpson og skøjtestjernen Tonya Harding, så det er kronede dage for tabloidaviser og tv, der transmitterer direkte fra retssalene. 

Som serie lægger Lorena sig derfor solidt op ad true crime-genren med masser af interviews med politifolk og advokater, små rekonstruktioner og grynede 90’er-optagelser fra amerikanske retsbygninger. 

Men egentlig er dens største styrke udsynet og perspektiverne i sagen, som serien klogt og hurtigt får gjort til en gennemgående åre i stedet for et klejnt appendiks mod slutningen. 

Lorenas beslutning om at lemlæste sin mand kom nemlig ikke ud af det blå. 

I retssagen viser det sig, at John Wayne Bobbitt efter alt at dømme mishandlede og voldtog hende. Lorenas gerning skal derfor ses som en slags opsparet hævn mod en på mange måder forfærdelig ægtemand. 

Lorena handler ikke kun om titelpersonens tragedie, men sætter bredere fokus på alle de kvinder, der lever i voldelige forhold eller er blevet seksuelt krænket. En sag, der ikke kun var aktuel i 1990’erne, men stadig er relevant i dag. Tænk bare på #MeToo. 

Alligevel bliver Lorena aldrig for ensidig eller unuanceret i sin oprulning af sagen. Noget af det, der fungerer allerbedst i serien, er, at Lorena og John Wayne Bobbitt interviewes flittigt foruden et hav af andre kilder. 

Både Lorena og John Wayne har åbenlyse interesserer i at blive hørt, men det giver os seere rig mulighed for at danne vores egen mening om de triste skæbner. Serien gør især en del ud af at placere sine kilder i forskellige situationer og steder, der danner ramme for interviewene: i en bil, på en skydebane eller i gigantiske amerikanske læderliggestole. 

Det er detaljer, men på en subtil måde siger det en del af om de personer, der medvirker. 

”Det er den klassiske fortælling om boy meets girl. De bliver kærester, de bliver gift, og kvinden skærer hans penis af,” lyder det i seriens slutning med et glimt i øjet. 

Lorena er lige så usædvanlig, som den er relevant for mange mennesker.