Cph:Dox 2021
23. apr. 2021 | 16:13

Lost Boys

Foto | First Hand Films
Helt væk på stoffer fornøjer den finske mand Jani sig med nattens kvinder i en dødsrus, der ender med at blive hans endeligt.

I et helvedeshul af sex og hårde stoffer i Sydøstasien udfolder dokumentar tre finske mænds deroute, der har samme fascinationskraft som et biluheld.

Af Nicki Bruun

Lost Boys er en forrygende film, hvis man har trang til at hive sit humør godt og grundigt ned i sølet.

Modsat mange af filmene på årets Cph:Dox handler den hverken om flygtningekrise, klimakatastrofe eller andre af tidens største problemer.

Til gengæld kommer man på en mareridtsrejse ned i menneskelig dårskab, når den er allergrimmest. Og det er et benhårdt dyk ned i et helvedeshul af armod.

Dokumentaren følger tre finske mænd: instruktøren Joonas Neuvonen bag kameraet og hans to venner, Jani og Antti, som er i tyverne. Efter at den ene er kommet ud af spjældet, rejser de sammen til Thailand, hvor den står på stoffer i lange baner og sex med prostituerede.

Vi er helt oppe i ansigtet på dem og nærmest inde i de smadrede kroppe, når de stikker sig med kanyler og bliver mere og mere ødelagte at se på. Undervejs er der nærbilleder af blowjob og doggystyle, mens et ubehageligt knitrende lydbillede skaber en stemning som i en gyserfilm.

Og det ender dokumentaren også med at blive.

Da gutterne tager videre til Cambodja, vælger Neuvonen at forlade dem og rejse hjem til Finland. Men da han mister kontakten til vennerne, tager han tilbage og går på jagt efter dem i noget, der udvikler sig til et mørkt mordmysterium.

Instruktøren hører, at Jani har taget livet af sig selv. Omstændighederne er dog mærkelige, og det lyder mere, som om han er blevet dræbt. Antti er svær at finde, og jo flere mennesker, Neuvonen taler med, jo mere fremstår den asiatiske underverden som helvede på jord.

Her er en drabelig thai-boksekamp mellem to børn underholdning.

Publikum bliver guidet gennem filmen med en uhyggelig fortællerstemme af den finske skuespiller Pekka Strang, kendt for titelrollen i Tom of Finland.

”Vi kom bare hertil for at feste,” siger han tidligt i filmen på vegne af de tre mænd, og så er den skræmmende tone sat. Den holder én fanget over filmens 98 minutter, hvor man kigger med samme fascination som ved et biluheld.

Som titlens dobbelttydighed understreger, er fyrene ikke bare forsvundne, men også fortabte. Hvordan det er gået så galt, fortaber sig også i tågerne. Man bliver ikke stort meget klogere af gamle optagelser fra Finland, hvor mændene som yngre allerede er ude på et sidespor.

Både i de scener og dem fra Sydøstasien sidder man og håber, at særligt de unge kvinder, som medvirker i filmen, gør det af egen fri vilje.

For det er ikke småting, som optages af videokameraet. Men de frivilligt eller ufrivilligt medvirkende er formentlig heller ikke alle lige uskyldige.

”Du kommer til nemt at kunne slå folk ihjel,” siger den prostituerede Lee Lee om de stoffer, som gruppen indtager. Jani har udset sig hende som sin kommende brud, men hun har måske en finger med i hans død.

Hvis Joonas Neuvonen – som selv har siddet i fængsel på grund af narkokriminalitet – og hans medinstruktør Sadri Cetinkaya har et større projekt med Lost Boys, skjuler de det godt.

En af de medvirkende – Jani Raappana – følger instruktørerne også i Reindeerspotting fra 2010 – Neuvonens eneste anden film ifølge IMDb.

På den måde kan man se Lost Boys som et nyt kapitel i fortællingen om, hvordan unge mænd fra et velfungerende samfund som det finske går til grunde.

Det perspektiv udfoldes imidlertid overhovedet ikke i dokumentaren, og man bliver aldrig klogere på, hvordan nogle af dem er endt i den forfærdelige løbebane med kriminalitet og misbrug.

Man kan godt forstå, at Joonas Neuvonen har haft behov for at lave de dramatiske begivenheder til en film. Men som tilskuer sidder man tilbage med følelsen af at have mistet mere, end man har fået.

Trailer: Lost Boys

Kommentarer

Titel:
Lost Boys

Land:
Finland

År:
2020

Instruktør:
Joonas Neuvonen, Sadri Cetinkaya

Medvirkende:
Joonas Neuvonen, Jani Raappana, Antti

Spilletid:
98 minutter

Premiere:
22. april på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko