The Lost City

At The Lost City er en løssluppen affære med et kækt glimt i øjet, bliver slået fast fra start af.

Forfatteren Loretta Sage (Sandra Bullock) sidder og arbejder på sin nyeste eventyr-romance-roman. Hun forestiller sig selv som heltinden, arkæologen Angela Langmore, der ligger bagbundet sammen med flødebollehelten Dash.

De ligger på gulvet i et gammelt tempel med masser af slanger omkring sig, mens skurken står og griner af dem.

Det er et anerkendende drilleri i forhold til Indiana Jones-filmen Jagten på den forsvundne skat. Heltene spørger, hvorfor alle de slanger er samlet et sted, hvor der ikke er noget mad til dem. For hvordan har de kunne overleve på det svært fremkommelige sted?

Så er filmen i gang!

Men hun bliver kidnappet af en excentrisk milliardær, Abigail Fairfax (Daniel Radcliffe). Loretta har nemlig i bogen brugt nogle fraser fra et gammelt sprog, der er knyttet til en sagnomspunden skat på en ø ude i Atlanterhavet.

Fairfax vil have hende til at finde frem til den præcise placering, så skatten kan blive hans. Tilbage i USA beslutter hendes publicist Beth (Da’Vine Joy Randolph) og covermodellen fra bøgerne Alan (Channing Tatum) at få stablet en redningsaktion på benene.

Alan – der er hemmeligt forelsket i Loretta – melder sig frivilligt til at akkompagnere legemliggørelsen af en actionman, Jack Trainer (Brad Pitt), på missionen.

Det går dog hverken værre eller bedre end, at Loretta og Alan pludselig befinder sig alene midt ud i junglen og nu må forsøge at komme i sikkerhed – fra Fairfax og hans håndlangere, men også vildnissets fare.

Ikke nogen nem opgave, når den ene person er iklædt en hot pink pailletdragt, og den anden får udslet af vand.

The Lost City hører til den genre af film, der har det mundrette navn ”action-adventure-romance”. Udgangspunktet er altid det samme: En umage duo skal igennem en masse strabadser for at nå frem til en skat eller anden form for MacGuffin, og på vejen forelsker de sig i hinanden.

Mest perfekte eksempel og uden tvivl den film, som der er hentet mest inspiration fra, er Robert Zemeckis’ Nu går den vilde skattejagt (1984) med Michael Douglas og Kathleen Turner i hovedrollerne.

Også her drejer det sig om en forfatter af eventyr-romance-romaner, der bliver viklet ind i hæsblæsende eskapader a la hendes bøger.

Mest markante forskel mellem de to er – ud over de mange små referencer og meta-laget i The Lost City – den mandlige hovedrolle.

Hvor han i den gamle film er en actionmand, der kan klare alt, lider Alan af en hudlidelse og føler ikke, at han er god nok til en kvinde som Loretta.

Det er et fint twist på den ellers klassiske machomand, og den charmerende muskelbøf Channing Tatum er et fortræffeligt valg til den rolle. Udseendet kan give illusionen af, at han bare er en dum fyr, men han har tidligere vist sin evne til at spille sårbare såvel som sjove roller.

Sammenspillet med Sandra Bullock er virkelig godt. De små skænderier har et til tider improviseret skær, så naturligt føles det. Bullock har haft talrige roller i forskellige former for romantiske komedier, og Loretta fremstår som en hyldest til den del af karrieren.

Og de tre skønne biroller – Pitt, Radcliffe og Randolph – bidrager til den skønne sommerflirt-følelse, man sidder tilbage med, når filmen er slut.

Man har smilet smørret undervejs og husker kun de gode stunder.