Joachim Trier har imponeret med sine personlige og rørende film Reprise og Oslo, 31. august. Nu har han så taget det typiske spring for en ung, succesfuld og ambitiøs skandinavisk filminstruktør og instrueret en amerikansk film.
Og lad det være sagt med det samme: Trier er stadigvæk en særegen art house-instruktør, men hans engelsksprogede debut er ikke på højde med de tidligere film.
Louder Than Bombs handler om en familie, der er ramt af efterdønningerne fra morens død. Hun (Isabelle Huppert) var verdensberømt krigsfotograf, som døde i en bilulykke tæt på hjemmet, kort efter hun havde indstillet karrieren i verdens farligste brændpunkter. Blandt de pårørende ved kun enkemanden (Gabriel Byrne), at der nok var tale om et selvmord.
Han bor sammen med sin usikre og følsomme teenagesøn, Conrad (Devin Druid), som først finder ud af sandheden om sin mors død, da han læser et essay i New York Times forfattet af en af morens kollegaer.
Den ældre, voksne bror (Jesse Eisenberg), som er professor på et universitet og har sine egne familieudfordringer som nybagt far, forsøger at holde sammen på den krakelerede familie, selvom han måske er den mest skrøbelige af dem alle.
Triers første engelsksprogede film byder på stærke og personlige auteur-kendetegn. Her er et glidende og skiftende fortællemæssigt fokus, en velkomponeret, rolig og ofte bælgmørk billedside, smagfuld klipning og lyddesign, en godgørende mangel på beskrivende replikker og en eksistentiel søgen og afsøgning som fortællingens grundidé.
Først i filmen tror vi således, at faren, der har en halvproblematisk affære med teenagesønnens skolelærer, er omdrejningspunktet. Så skifter det til, at vi tror, at det er den ældste søn, der er hovedpersonen, men igen skifter filmen fokus og lader sin sidste del gå tættest på teenagedrengen for på den måde at åbne hans karakter flot op og genfortælle flere af hændelserne fra hans synsvinkel.
Vi kommer dermed stille og roligt ind under huden på den lille familie og de dynamikker, der er på spil. Ikke kun i denne familie, men i alle helt almindelige og ualmindelige familier.
Skuespillet virker desværre bare aldrig så intenst som i Triers to første film. Om det skyldes, at det er første gang, instruktøren laver en spillefilm på engelsk, som jo af gode grunde ikke er hans modersmål, kan man kun gisne om. Men selve rollebesætningen kan man nu ikke rigtig sætte en finger på.
Især scenerne med tilbageblik på Hupperts flertydige moderfigur er gode. Men de tre mandlige hovedroller nærmer sig ikke hovedpersonerne i Triers to første film, når det gælder nærvær og autenticitet. Selvom filmens teenager spilles forbløffende ærligt og sårbart af Devin Druid.
Louder Than Bombs kredser om forskellige aspekter i familietematikken. For eksempel er der et spændende spor om morens tilsyneladende benhårde prioritering. Hendes fotografier og dét, de viser, er langt vigtigere for hende – og for verden – end noget så banalt som hendes mand og børn.
Der antydes en følelsesmæssig afstand imellem mor, far og unger, som er ætsende og relevant i portrættet af moren som kunstner med noget vigtigt på hjerte. Endelig behandles også modsætningsforholdet mellem fællesskabets tryghed og behovet for individuel udfoldelse i familieskildringens flakkende og skiftende fokuspunkter.
Joachim Trier er utvivlsomt et af de største skandinaviske instruktørtalenter, men i sin første amerikanske film viser han ikke helt det formmæssige mod og den fandenivoldskhed, som han med rette er blevet berømt for.
Alligevel er retningen nu god nok, og det skulle undre meget, om ikke hans næste film på den internationale scene bliver endnu bedre.
Kommentarer