Med sin første tonefilm, M fra 1931, skabte østrigske Fritz Lang den moderne storby-thriller.
Den tager afsæt i virkelighedens børnemorder i Düsseldorf og omegn, men trækker i høj grad på en ung skuespiller med fistelstemme, undselig figur og udstående øjne: Peter Lorre, der blev kendt for sin rolles ildevarslende fløjtestrofe.
Filmen har få scener med tale og slet ingen underlægningsmusik, men tonerne fra Edward Griegs I Dovregubbens hal lyder, hver gang morderen med slik og slesk tale lokker et barn i døden i Berlins gader.
M anses med rette for en milepæl i filmkunsten og for film noir-genren i særdeleshed. Storbyens asfaltjungle indfanget i suggestive sort-hvide billeder.
Den østrigske tv-serieM – En by jager en morder, der vises på DR i tre afsnit af halvanden times tid, har bibeholdt musikken som morderens uhyggelige ledemotiv.
30’ernes Berlin er udskiftet med nutidens Wien.
Serien gør god brug af både byens turistvenlige gamle centrum og dens mindre kendte dokker og pakhuse ned til Donau. I modsætning til Lang skal vi et godt stykke ind i historien, før vi får sat ansigt på morderen. Men ellers er strukturen og stilen den samme som hos mesteren.
Vi følger politiets rutiner med eftersøgninger i flere tempi parallelt med metropolens underverden, hvis forretning ødelægges af, at en seriemorder går myrdende løs.
Hvor filmen er på knap to timer, har serien små fem timer at gøre godt med. Derfor er mordhistorien udvidet betragteligt, og plottet forgrener sig ud i flere knopskud.
Vi følger et samspilsramt ægtepar, hvor faren boller ved siden af. En anden far bor sammen med sin døvstumme datter. En fordrukken, fraskilt politimand har det skidt med konens nye mand, som er hans kriminelle bror. En evigt spisende kvindelig strisser plages af en gammel sag.
Oven i det hele er der en demagogisk og populistisk indenrigsminister med overmennesketanker og kanslerdrømme. Han mimer retorisk den fascistoide nationalkonservatisme, som præger Centraleuropa netop nu og vil både holde indvandrere ude og indføre undtagelsestilstande for oprindelige indbyggere. Han er stærkt støttet af en islamofobisk avisredaktør og har i øvrigt en affære med en gift psykolog.
Endelig ledes den organiserede kriminalitet af en sadistisk kvinde, som grangiveligt ligner den onde heks fra vest fra Troldmanden fra Oz.
Der er mange jern i ilden.
Langt hen ad vejen holdes fortællingen i kog, og der lægges bestemt ikke fingre imellem, når børn skal myrdes. Det skildres i en fantasifuld iscenesættelse, som låner fra Langs filmiske ekspressionisme og hans dæmonisering af gader og gyder.
Nogle af den tysktalende verdens kendteste skuespillere besætter rollerne.
Altid seværdige Moritz Bleibtreu (Farvel til Tyskland) er den sleske redaktør. Lars Eidinger (Personal Shopper) er den utro far. Og minsandten om ikke Lars von Trier-skuespilleren Udo Kier med de glasblå øjne er mystisk mand i pels, som fotograferer det, vi ser, og navnlig ikke ser.
M – en by jager en morder er spændende med sin kritiske vinkel på et Østrig, som mentalt hverken har lagt Kejseren eller Hitler bag sig.
Men serien er for lang i spyttet. Det melodramatiske fyld går især i tredje afsnit grassat. Fritz Langs konklusion var klar: Politi og kriminelle er ét fedt, når det gælder om at udrydde morderiske børnelokkere.
I dag er det tilsyneladende langt sværere at finde en løsning, der både er human retfærdig, realistisk sandsynlig og samtidig mætter genrens krav om stigende crescendo og sluttende katarsis.
Kommentarer