Gertrude ”Ma” Rainey, der levede fra 1886 til 1939, er en af de første og største bluessangere i den afroamerikanske musikhistorie.
”The Mother of Blues,” blev hun kaldt. Hun tog aldrig kroningen helhjertet til sig, selv om hun blev forbillede for senere sangere som Bessie Smith og Billie Holiday.
Raineys sange blev mest kaldt for ”jug band songs”, rustikke drikkeviser tintet både af tristesse, blues og et seksuelt frisprog. Hun var utroligt populær i sydstaterne som en live-musiker, hvis uslebne sange udtrykte den farvede befolknings angstfulde og pauvre liv i hverdagen.
Men efter Første Verdenskrig rykkede meget af den tidlige jazzmusik nordpå sammen med de arbejdssøgende sorte. Særligt til New York og midtamerikanske Chicago, hvor Ma Rainey’s Black Bottom udspiller sig i 1920’erne. Her begyndte musikerne at indspille deres social-etniske musik på den hvide mands lakplader – det nye medie og middel til penge, udbredelse og berømmelse.
Ma Rainey’s Black Bottom er ogsåtitlen på sangerens mest berømte sang. Den handler om hendes sorte bagdel og en dans af samme navn. Titlen blev i 1982 brugt til et skuespil af den afroamerikanske dramatiker og Pulitzer-prismodtager August Wilson, hvis stykke danner grundlag for den nye film.
Det er et minidrama, som foregår over et par timer i et pladestudie i Chicago i 1927. Divaen Rainey arriverer alene, mens hendes akkompagnerende musikere ankommer til den hvide mands studie ad bagdøren.
Bandet tæller den fandenivoldske og rapkæftede trompetspiller Levee, løst gestaltet over virkelighedens guddommelige jazzmusiker Louis Armstrong. Indspilningens drama kredser om Levees kritik af Raineys traditionelt bundne blues, der efter hans opfattelse fastholder farvede i klagesang.
Den særegne musik med rødder i Syden var i 1920’erne ved at blive til de hvides swingmusik i hele USA. Løssluppen og synkoperet dansemusik, ikke længere knyttet til livsvilkår for en mishandlet minoritet.
Den udvikling er interessant, men bliver i filmen kun antydet og aldrig perspektiveret. Det havde været fascinerende med et dyk ned i en kunstarts løsrivelse fra sine egentlige etniske rødder for at blive omkalfatret til noget andet.
Dette tema drukner diffust i den dramatiske opsætning til fordel for en mere banal blotlæggelse af tidens strukturelle racisme. Levee har mere med i sin personlige bagage end en trompet og glæden ved gule sko.
Hvad der først ligner en kontrovers om jazzens udvikling, ender som en absurd tragedie.
Oscar-vinderen Viola Davis, der på seks år er blevet verdensberømt som den entreprenante og enerverende juraprofessor i tv-serien How to Get Away with Murder, er formidabel som Ma Rainey.
Hun er større end livet, uforsonligt vred og frustreret over, at hendes musik snart er en svanesang.
Chadwick Boseman, der både kunne spille superhelte-titelrollen i Black Panther og musikfænomenet James Brown, leverer en sublim præstation. Det er tragisk, at Boseman døde af kræft lige før, filmen blev færdig.
Han er overbevisende som den desperate trompetist Levee, hvis traumatiske barndom er større end hans musikalske talent. Davis og Bosemans musikalske sammenstød er det bedste ved filmen.
Rainey står stolt på sit folks smertelige tradition med ubøjelighedens trods, mens Levee gerne vil spille efter den hvide mands moderne toner – men med sin stolthed i behold.
Filmen ender med et hvidt big band og har svært ved at slippe de teatralske rammer. Forgæves forsøger den at blive til levende billeder. Men meget er stivnet teater med en højstemt hensigt, som især til sidst afslører sine dramaturgiske svagheder.
Chadwick Boseman havde fortjent en bedre sortie.
Kommentarer