Mad Men – sæson 7 anden del

En gudesmuk kvinde, tilsyneladende kun iført en pels, smiler til Don Draper (Jon Hamm). Han læner sig op ad vindueskarmen, rygende på en cigaret.

Samtalen forløber nogenlunde således:

”Jeg har aldrig før haft mink på.”
”Det er chinchilla. Og den koster 15.000 dollars. Hvordan får den dig til at føle?”
”Nervøs.”
”Du skal ikke tale. Bare vis mig, hvad du føler.”

Bedst som vi synes at have regnet situationen ud – den dameglade reklamemand Draper forkæler endnu en elskerinde med dyre gaver og venter nu blot på sin belønning – afsløres en sofa fyldt med mænd i jakkesæt med notesblokke i skødet. Kvinden er til casting på et reklamespot, og Draper instruerer hende i forskellige poseringer.

Blot få sekunder inde i sæsonens åbningsscene demonstrerer Mad Men sin overlegne evne til at føre publikum bag lyset for så legesygt at afsløre, hvad der i virkeligheden foregår. Med denne lille finesse fanger hovedforfatter Matthew Weiner os fra første minut, og vi opsluges velvilligt af det fascinerende univers.

Otte år er der gået, siden den nu ikoniske dramaserie om reklamebureauet på Madison Avenue i 1960’erne så dagens lys.

Det var en håbefuld afsked, da vi sidst sagde farvel og overgav os til det kvalfulde limbo, der er ventetiden mellem sæsonerne:

Efter en gedigen nedtur var Don Draper så småt på vej tilbage i sit gamle job, og reklamebureauet trak en stor kunde i land. Neil Armstrong tog menneskehedens første skridt på månen. Verden og dens Mad Men var med hastige skridt på vej ind i et nyt årti.

I det nye afsnit har tv’ets grynede billeder fået farver, og Nixon annoncerer tilbagetrækningen fra Vietnam.

Alfa-kvinderne Joan Harris (Christina Hendricks) og Peggy Olson (Elisabeth Moss) holder succesfulde kundemøder, og Roger Sterlings (John Slattery) kynisme når uanede højder. Pete Campbells (Vincent Kartheiser) temperament synes mere afbalanceret, og Ken Cosgrove (Aaron Staton) kæmper forgæves for lønforhøjelse og anerkendelse.

Hele flokkens garderobe er trådt ind i 1970’ernes brændte farver, vide bukser og brede slips. Velvoksne overskæg hviler som lodne skovsnegle på mændenes overlæber, og kvinderne bærer deres hår i luftigt bløde opsætninger.

Som altid er intet overladt til tilfældighederne i tidsbilledets sømløse konstruktion.

Selvom både optimisme og humor skærer gennem arbejdslivets daglige tumult, antydes et åg af utilfredshed, der især tynger kvinderne.

”Jeg har lyst til at brænde det her sted ned!” siger Joan efter et ubehageligt forretningsmøde med tre teenagehormonelle forretningsmænd, hvis lidet diskrete kommentarer om hendes bombastiske, kvindelige attributter flår sløret af tidens kønsdiskrimination.

Manden og myten, Don Draper, virker ved første øjekast uforandret og lader til at trives. Påfaldende muntert fortæller han en gruppe kvinder en sandfærdig barndomsanekdote. Men er han forløst?

Efter endnu en skilsmisse bor han alene i sin store lejlighed og vælter sig i kvinder og sprut.

Overraskende dukker en tidligere flamme, den jødiske forretningskvinde Rachel Katz (Maggie Siff), op på kontoret, og de tilbringer natten sammen. Eller gør de?

En mørkhåret servitrice på den lokale diner synes uhyggeligt bekendt. Men hvem er hun?

Vi er mindst lige så frydefuldt forvirrede som Draper selv, og Weiner brillerer som aldrig før i antydningens kunst. Don Draper er utvivlsomt Weiners hjertebarn og har gennem sæsonerne antaget status som ikonisk heltefigur, der trods sin oftest slette personlighed forgudes af publikum.

Og her er Draper endnu hverken forløst eller afklaret. Drøm og virkelighed flyder sammen i et næsten ædrueligt syretrip, mens fortiden indhenter hans plagede sind. Og hans tvetydige replikker runger som et vemodigt, men truende ekko fra underbevidstheden.

Der ligger en mørk og pirrende stemning af angst og utryghed over dette første afsnit, der uhøjtideligt leger med fantasi og realitet, liv og død i bedste nihilistiske Mad Men-stil.

”Is that all there is?” synger Peggy Lee i det velvalgte nummer, der indrammer denne mesterlige begyndelse på The End of an Era.