Micheline Roquebrune er 39 år og ulykkeligt fanget i sit andet ægteskab, da hun til en golfturnering i Marokko ser en mand med ryggen vendt til.
Han er høj og stærk.
Om natten drømmer hun, at hun læner sig ind mod hans bryst og tænker: ”Endelig, fred.” Dagen efter mødes deres blikke, og han præsenterer sig: ”Sean Connery.”
Sådan starter den franske dokumentar Madame Sean Connery om James Bond-skuespillerens anden og sidste hustru. Filmen er instrueret af hendes barnebarn, journalisten og tv-værten Stéphanie Renouvin.
Dokumentaren er bygget op omkring interviews med den nu 93-årige Micheline og en lille håndfuld venner og familiemedlemmer. Private filmoptagelser og produktionsmæssigt skrabede genindspilninger af nogle af nøglescenerne bærer billedsiden.
Men det er karismatiske Micheline, der er det absolutte hovednummer. For hvem er denne kvinde, som Sean Connery blev så fascineret af, og som forblev hans hustru de næste 45 år, indtil hans død i 2020?
Micheline bliver født i en borgerlig fransk familie i Tunesien i 1929. Barndommen tilbringer hun på en kostskole for nonner. Det er år, der ødelægger hende, fortæller hun. Her bliver mennesket betragtet som urent og skyldigt.
Det bliver ikke bedre af, at hun som syvårig er udsat for et seksuelt overgreb, hvor hun får en orgasme. Skammen er total.
Da hun som tyveårig artigt gifter sig med en otte år ældre ingeniør, ved hun allerede inden brylluppet, at hun ikke elsker ham.
”Jeg går igennem livet som på automatpilot,” siger hun til den psykiater, hun seks år senere opsøger. Han giver hende en sprøjte, der dengang blev brugt som sandhedsserum til krigsfanger. Micheline taler for første gang.
Meldingen fra psykiateren er klar: Bliv skilt eller få dig en elsker! Hun vælger det sidste og vender tilbage til livet.
Da hun møder den mest fantastiske elsker, hun nogensinde har haft, forlader hun sin mand. Ikke uden en pris. Ægtemanden forsøger at få hende indlagt på en psykiatrisk klinik og nægter hende at se børnene.
Først efter otte år bliver hun genforenet med dem.
Med sin nye mand oplever Micheline en frihed og lidenskab, hun ikke før har kendt. Hun bliver en af landets dygtigste kvindelige golfspillere, og sammen bliver de et kendt society-par.
Men med hendes frihed vokser hans jalousi. Da Micheline efter ti års ægteskab møder Sean Connery og tilbringer en nat med ham, gennembanker eksmanden hende.
Prøvelserne er ikke forbi.
Hun er blevet vanvittigt forelsket, men Connery vil ikke forlade sin kone. ”Du skal aldrig ringe til mig igen,” er hendes svar til ham. Hun skal ikke ligge under for en ny mands luner.
Tre måneder senere ringer Sean. Han elsker hende og vil skilles.
Så starter en kamp, der er en Bond-film værdig.
Micheline vil også skilles og opdager, at hendes mand i årevis har haft en affære med hendes veninde. Hun tømmer konti, hus og bankboks for værdier, men bliver stoppet i lufthavnen af mandens magtfulde forbindelser. Og hun får først sit pas tilbage efter flere måneder, da hun kontakter den magtfulde marokkanske konge Hassan 2., som hun kender fra selskabslivet.
Micheline finder hos Sean Connery ikke bare sit livs kærlighed, hun genvinder også kontrollen over sit eget liv.
Hun vil skabe et kærligt hjem og være en støtte for den mand, hun elsker. Det er udelukkende hendes fortjeneste, at han ikke mister stort set hele sin formue på nogle hasarderede investeringer, og det er også hendes fortjeneste, at han siger ja til rollen i De uovervindelige – en rolle, der giver Connery hans eneste Oscar.
Portrættets styrke er, at det forbliver tro mod Micheline Roquebrunes kamp for overlevelse, hvor anger ikke leder nogle vegne hen. Hendes søn var kun to år, da hans mor forlod ham til fordel for en elsker. Han medvirker ikke i dokumentaren.
”Det var grimt, hvad jeg gjorde,” siger Micheline stille. Mere bliver der ikke gravet i det. Sean Connerys utroskab, hans machopersonlighed og manglende evne til at udtrykke sine følelser bliver nævnt, men heller ikke boret i.
”I livet må man vælge sine prioriteter. Sean var min,” konstaterer hun, og amerikanske Melody Gardots mesterlige, Bond-inspirerede sang You Never Ask – der er skrevet specifikt til filmen – sætter melankolsk trumf på.
Kommentarer