Made in Oslo

To svedglinsende kroppe vrider sig om hinanden i et halvdunkelt rum. Det er hverken første eller sidste gang, at en serie lægger ud med en hed elskovsscene.

Alligevel skiller den her sig ud.

Ikke bare er mandens ansigt realistisk forvredet og grimt, når han nærmer sig klimaks, men hans smilende kæreste rækker ham en beholder, han kan sperme ned i!

Den skal de have med på fertilitetsklinikken i Oslo, hvor hun arbejder, og de begge er i gang med et forløb, så de kan blive forældre.

I næste nu forvrænges lyden, filmen knækker, og i stedet ses fragmenterede scener af et skænderi, nærbilleder af en negativ graviditetstest og kvinden, der grædende fræser afsted i bilen.

Den norske serie Made in Oslo følger primært fertilitetslægen Elin, der brændende ønsker sig et barn. Selv om hun gør en indsats for at være en god stedmor for mandens datter Stella, vil hun ikke erstatte pigens rigtige mor, der stadig er i billedet.

Flere skuffende forsøg på at blive gravid har slået revner i ægteskabet til Bjørn, men de vælger alligevel at prøve adoption. Hendes desperation efter moderskabet vokser sig imidlertid større og afsporer deres tilværelse.

Serien giver plads til etiske diskussioner om barnløshed. På den ene side er fertilitetsbehandling en tiltrængt hjælp til dem, der ikke kan blive gravide på egen hånd. På den anden side fungerer det som ethvert andet privat erhverv og gør forskel på folk baseret på baggrund og indtægt.

Selv når bølgerne går højt til middag hos en af Elin kolleger, er der så meget kemi mellem Pia Tjeltas skrukke Elin og Jakob Cedergrens smaskforelskede Bjørn. Scenens inderlighed gør det blot mere smertefuldt, når lidenskaben undervejs forvandles til skænderier.

Det er et interessant valg, at Elin mister sine hæmninger og træffer beslutninger, der er på kant med loven og sund fornuft.

Nærmest som i en af Dostojevskijs romaner stiller serien sig i den desperate, destruktive hovedpersons sted. Som tilskuer forstår og misbilliger man på samme tid hendes beslutninger.

Elin sætter alt på spil for at blive mor, og hendes løgne vokser sig større og stadigt mere pinlige, når de bliver afsløret. Imens spiller en melankolsk harmonika, der afspejler hendes dystre tilstand.

Får Elin ikke sin vilje, uddeler hun verbale og fysiske tæsk. Når der ikke er nogen i nærheden at lade vreden gå ud over, dulmer hun smerten med vin.

Jakob Cedergren er udmærket som den rolige ægtemand Bjørn, der aldrig kommer op i det røde felt som hans temperamentsfulde hustru. Han er yin til hendes yang.

Præstationen er underspillet, men intens, så den gør indtryk uden at overgå hovedpersonens voldsomme optræden.

Flashbacks til et tilsyneladende skæbnesvangert skænderi fortæller, at det ikke er første gang forholdet kører af sporet. Der klippes også ofte til sanselige, drømmende sekvenser, som ikke nødvendigvis har noget med fortællingen at gøre, men er med til at sætte stemningen.

”Skal du have hash?” spørger veninden Maiken (Ane Skumsvoll) leende, når Elin efter en dårlig dag siger, at hun trænger til noget lindrende med dokumenteret virkning.

På den måde gør serieskaber Katherine Valen Zeiner plads til munter afveksling i den ellers dramatiske fortælling.

Med lige dele humor og omsorg stilles der skarpt på den oplevelse, desperate, barnløse par har, når de kommer på klinikken. Som når en kvinde skælder sin nervøse kæreste ud, fordi han ikke kan få rejsning, når han skal aflevere sædprøven.

Det er dog besynderligt, at seriens øvrige persongalleri ikke forsøger at hjælpe eller reagerer på Elins tydeligvis maniske adfærd. En enkelt kollega siger fra, men hendes indvendinger bliver øjeblikkeligt tiet ihjel.

Made in Oslo har et forklaringsproblem, når de medvirkende vender det blinde øje. Ikke desto mindre er det en medrivende serie båret af overbevisende præstationer, der udstiller etiske dilemmaer, vi kun sjældent taler om.