Lys, der pludselig går ud. Knirkende gulvbrædder. Døre, der blæser op af sig selv, så gardinerne blafrer.
James Wan kender alle tricks i bogen.
Det har instruktøren for længst bevist med Saw, Insidious og The Conjuring – gyserfilm, som blev biografhit og siden franchises. Wan er med andre ord på hjemmebane efter fem års digression med actionfilm som Aquaman og den eksplosive F7 med Vin Diesel.
I Malignant gemmer sig en gyserfilm, vi har set før. Anslaget foregår i 1993 på et gigantisk, psykiatrisk hospital ved en klippeskrænt. Et morderisk udyr med spinkle kløer forsøger at bryde løs af sin spændetrøje, mens det hvæser dødstrusler over en radio med telepati.
Historien haster frem til nutiden, hvor højgravide Madison bor i en stor, uhyggelig villa. Hun har et sammenstød med sin kæreste, da hun slukker for hans wrestling-kamp i tv’et. Han kvitterer med at banke hendes hoved ind i en væg.
Madison bløder fra sit baghoved, og ud af hændelsen fødes et uhyre, således at den psykiske terror også bliver et fysisk gys.
Der gemmer sig altså flere gyserfilm i én!
Længe går der ikke, før de to tråde skal kobles sammen, og jeg vover at sige, at ingen seer har en jordisk chance for at gætte hvordan. Manuskriptet er i det hele taget spækket med de mest utrolige og tåbelige kovendinger.
Heltinden Madison udsættes i de to underholdende timer for usigelige pinsler. I en slags søvnparalyse bliver hun ufrivilligt vidne til bestialske mord begået af noget fra hendes fortid.
Det er medrivende at se hende halse gennem det knudrede plot fyldt med udpenslende dialog, som forklarer ledetrådene for selv den mest tungnemme.
Madison spilles af Annabelle Wallis, bedst kendt for sin rolle som spionen Grace i Peaky Blinders. Madison får assistance af sin søster og to betjente, der kører en klassisk good cop/bad cop-attitude over for hende.
Den rapkæftede kvindelige betjent tager konstant fejl, mens den mandlige betjent retskaffent tager affære og omsværmes af filmens kvinder.
Møderne mellem Madison, søsteren og politimakkerne står for hovedparten af de tåkrummende øjeblikke.
Umiddelbart savner instruktøren den jordnære, overbevisende skuespilpræstation fra sin faste samarbejdspartner Patrick Wilson. Ingen af karaktererne er troværdige.
Derimod brillerer James Wan på andre punkter. Han er kulissens mester.
Med en udsøgt sans for lys og skygge får han Madisons hjem med vidtåbne stuer, falmet tapet og store vinduespartier til at føles som en menneskefælde.
Han vinder på ækle læderhandsker og forgyldte mordvåben, der afhugger hoveder. Det minder dog mere om den italienske giallo-mester Dario Argento end om Wans egen særskilte stil.
Der bruges tåge, rødt lysindfald, hestevogne og forstyrrende lyde uden for billedet til nøje at opbygge spændingen før et forløsende jump scare. Og det bliver så grusomt, at man vrider sig i sædet.
Så kan man leve med, at filmens skurk ligner én, der spiller trommer i metalbandet Slipknot.
Det filmtekniske overskud holder, så længe uhyggen er en trussel, der lurer i mørket. Svagere bliver det, når Malignant tyer til massiv brug af CGI og splat, som kun gør den uhyggelige stemning en bjørnetjeneste.
Og indimellem forvandler filmen sig til noget, der ligner et computerspil.
Det er til at blive rundtosset af. Vil Malignant være en thriller om en grusom opklaring, et overnaturligt actionbrag eller en rørende søskendefortælling?
Det er svært at vurdere, om James Wan forstår, at fortællingen er helt ude i hampen, når han samtidig forsøger at røre sit publikum. Det lykkes da heller ikke.
Inde i dramaet befinder sig en kærlighedshistorie, men den er lige så dyb som en vandpyt.
Kan man leve med en absurd konstrueret handling og årets dummeste plottwist, er Malignant aldrig mindre end underholdende.
Kommentarer