Biografanmeldelse
01. maj 2022 | 16:29

Medina

Foto | Good Company Pictures
Medina har i den grad mærket bagsiden af berømmelsen med stalkere og kulørte medier, der har boret i hendes privatliv og haft travlt med at kommentere på udseendet.

Flotte koncertoptagelser og pumpende beats giver én lyst til at opleve Medina live, mens historien om mediernes behandling af popdronningen fremstår mere uforløst.

Af Sidsel Minuva

Popsangeren Medina har et tilbagevendende mareridt. 

Hun besøger det amerikanske akvarie SeaWorld og får øjenkontakt med en af de legendariske spækhuggere. Det majestætiske dyr springer op af sit bassin for at være sammen med hende. 

En af akvarieteknikerne pisker spækhuggeren og beordrer den til at optræde. Det vil den ikke, så den lægger sig til at dø. 

Medinas mareridt sætter rammen for fortællingen i instruktør Kaspar Astrup Schröders dokumentar om 00’ernes popdronning. 

I arkivmateriale, hverdagsoptagelser og interviews med venner og familie følger man hendes udvikling fra ukendt kunstner, der lavede hjemmebryggede sange og brændte cd’er, til en international superstjerne, hvis singler toppede de amerikanske hitlister. 

Der er kræset for lyden, så hendes tunge beats og lyse stemme strømmer så stærkt ud af biografens højtalere, at man kan mærke det i hjertet. De mange koncertbilleder og backstageoptagelser giver én lyst til straks at anskaffe sig en koncertbillet! 

Men Medina kredser ikke om den titulære sangers stjernefærd. Dokumentaren handler om bagsiden af de mange priser og statuetter. Den udpensler det stressede liv, kritikken og sammenbruddene. 

En stor del af filmen skildrer, hvordan den danske presse malede et billede af Medina som en ”billig tøjte”, der ”kvajer sig”, skifter kærester ”med rekordfart” og konstant enten er for tynd eller for tyk. 

I både den plyssede interviewstol og hos psykologen forklarer Medina, hvordan sladderpressen stadigvæk kan få hendes blod i kog. I 2013 blev presseforfølgelsen så voldsom, at hun i lufthavnen angreb en journalist. Medina hev hende i håret og erklærede til de andre kamerafolk, at denne journalist har ødelagt hendes liv. 

Medina fortryder intet. Ifølge hende var det den eneste udvej, hun kunne se. Hun forsvarede sig som en vildkat trængt op i et hjørne af gøende hunde. 

Problemet er, at Medina ikke går i detaljer med, hvad pressen faktisk har gjort, sagt eller vist. Ingen af de kritiserede journalister ville medvirke i filmen, hvilket på en måde taler for sig selv. Men når dokumentaren ikke viser andet end bladenes overskrifter, er det svært at forholde sig til, hvorvidt sangerindens handlinger er retfærdige, eller om pressen er gået for vidt. 

Bedre fungerer det, når filmen faktisk går i detaljer med, hvad der skete, da Medina to gange blev forfulgt af stalkere. 

I 2015 var en fan så besat af hende, at han brændte hendes ekskærestes bil af. Flere gange om måneden ringede han på hendes dør i flere timer ad gangen midt om natten. Mens han fik et polititilhold, fik Medina senere en kvindelig stalker, som kom endnu tættere på stjernen. 

Sammen med manden Malo fandt Medina stalkeren en aften i parrets seng. Hun var iført Medinas tøj. I interviews mærker man både Medina og Malos ubehag og utryghed i lange, dvælende indstillinger. Konsekvensen var tragisk nok, at Medina ufrivilligt aborterede. 

Disse detaljer og Medinas følelsesladede ansigtsudtryk får det til at løbe koldt ned ad ryggen på seeren og skaber dyb sympati for Medina og hendes situation. 

På denne måde svinger Medina mellem at skrabe overfladen og give publikum et indblik i popsangerens følelsesliv og historie. Det skaber desværre en vis distance mellem publikum og sangeren. 

Den 5. maj udkommer serien Medina – Hele min historie på Discovery+. Serien blev lavet samtidig med dokumentarfilmen, som har biografpremiere et par dage før. De to et halvt år, Kaspar Astrup Schröder har brugt på at følge Medina, kommer forhåbentlig mere til deres ret i serien, som er opdelt i otte afsnit og en time længere.

Trailer: Medina

Kommentarer

Titel:
Medina

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Kaspar Astrup Schröder

Medvirkende:
Medina, Julie Zangenberg, Helle Thorning-Schmidt

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
3. marts

© Filmmagasinet Ekko