Memories of Murder

Det siger en del om politi-etatens tilstand af kaos i 1980’ernes Sydkorea, at man ikke kunne løse landets mest mediedækkede seriemordergåde, selv om historiske mængder af politi og militær blev kaldt på arbejde, og selv om mordene havde klare signaturer og fortsatte i en fem år lang periode i et ret lille område. 

Det siger også en del om Bong Joon-ho – jep, det er ham med Parasite – at han med gennembruds-krimien Memories of Murder i 2003 leverede en perfekt analyse af, hvorfor efterforskningen gik skævt. 

Det skal ikke afsløres her, hvordan eller hvornår virkelighedens morder blev fanget, men det er tankevækkende at høre hans første offentlige ytring om sagen for blot et halvt år siden: 

”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg ikke var mistænkt. Der skete forbrydelser omkring mig, og jeg prøvede ikke for alvor at skjule noget, så jeg troede, jeg let blev fanget. Der var i hundredvis af politifolk. Jeg stødte på kriminalbetjente hele tiden, men de spurgte mig altid til folk omkring mig.” 

Morderen nævner, at han endda bar et af sine ofres ure, da han blev afhørt af politiet, mens efterforskningen var på sit højeste. Det eneste, betjentene var optaget af, var, hvorfor han ikke havde et id-kort på sig – og lod ham gå! 

Alt det sætter i relief, at den satiriske brod, som en del anmeldere har sporet i Memories of Murder, i realiteten snarere er en meget præcis analyse. Og det er bare en af mange grunde til, at filmen rangerer blandt de skarpeste og mest raffinerede krimier, jeg kan mindes at have set. Uhyggen sætter sig bare et andet sted end i de fleste seriemorderfilm. 

Vi er i det sydlige Korea, i Hwaseong-provinsen. En for en bliver bagbundne, voldtagne og myrdede kvinder fundet af stenbrudsarbejdere eller møgunger på mudrede marker. 

Dannelsesniveauet er ikke imponerende – heller ikke på den ramponerede politistation. 

Den ledende efterforsker Park (spillet af den kødfulde Song Kang-ho fra Parasite) har hjertet nogenlunde på rette sted, men lider af tv-skabte stjernedrømme og storhedsvanvid. Og hans højre hånd, Cho (Kim Roe-ha), tager rutinemæssigt en stofpose på skoen inden afhøringer – så han ikke afsætter ansigtsmærker. 

Flyvesparkene og barturene sidder løst og ligner mere tumult end wuxia-elegance. 

Da en ung, intelligent kriminalbetjent flyves ind fra Seoul, vækkes vores genrebevidsthed: et umage par – altid godt drama. Men inden for kort tid har de to været oppe at slås. Den nye fyr erkender sin utilstrækkelighed og begynder at indgå i de samme korrupte rutiner. 

Chefen er over dem som en høg, når han ikke lige brækker sig til firmasammenkomster eller fører an i amatøristiske mediestunts. 

I denne marsk af uformåen er det symptomatisk nok de kvindelige bifigurer, der lyser op. Parks kæreste samler rygter op i nabolaget, det samme gør to skolepiger, og en kvindelig betjent på stationen finder ledetråde via radioen – og bliver så bedt om at fylde kaffekopper i en fart. 

Selv om Memories of Murder i sin struktur er klassisk, overrasker den konstant i kraft med bisterhed, machokulturkritik, en overraskende rollefordeling og hypersanselige rammer. Samt ikke mindst den sikre vekslen mellem showtime og alvor, komik og gru, som vi siden er begyndt at betragte som et sydkoreansk varemærke. 

Der er slet ikke plads til her at udfolde to andre, komplekse og vigtige lag: angsten og militariseringen forårsaget af tidens kolde krig med Nordkorea og mindreværdskomplekset over for Vesten, særligt USA. 

Et mindreværdskompleks, som Bong Joon-ho om nogen kan tage æren af at have gjort til fortid med sin Oscar-succes. 

Det er en gave til filmelskere, at filmen med atten års forsinkelse endelig får dansk biografpremiere. På den lille skærm har den for længst fået kultstatus. Men i stort format omsluttes man af det nattemørke monsun-favntag, når morderen spejder efter ofre, og filmens scenografi bliver en gavebutik af medfortællende skrammel, som fortjener ens opmærksomhed. 

Memories of Murder hører til oppe på samme hylde som M, Ridderfalken, Politiets blinde øje, Skjulte øjne, Ondskabens øjne og Se7en. I mesterværker, der ikke forherliger politiarbejde og derfor hører hjemme i de kyniske udødeligheders pantheon. 

Hermed skulle alle generationer have fanget anbefalingen.