Serieanmeldelse
23. apr. 2020 | 20:41

The Midnight Gospel

Foto | Netflix
En lilla og menneskelignende skabning ved navn Clancy (med stemme af serieskaber Duncan Trussell) rejser universet tyndt for at snakke med folk i sin spacecast.

Skaberen af kultserien Adventure Time har lagt penselstrøg til animationsserie baseret på frihedsideologisk podcast, som er perfekt til bevidsthedsudvidende stonere.

Af David Madsen

Hvilke brancher triumferer i en karantænetid uden fortilfælde, som den vi er midt i? Pornoindustrien, streamingtjenester som Netflix og – må man gå ud fra – de lokale hashpushere.

For når vores fælles mareridtsagtige virkelighed og den nødvendige, ensomme isolation bliver for meget, higer vi efter eskapismens søde nektar.

Netflix-animationsserien The Midnight Gospel er et sammensurium af to af de førnævnte virkemidler: euforiske rusmidler og letfordøjelig underholdning i tossekassen.

Serien er hjertebarn af Pendleton Ward, manden bag kultanimationsserien Adventure Time, og Duncan Trussell, vært på selvhjælps- og underholdningspodcasten Duncan Trussells Family Hour.

Hvert afsnit fører den lilla, men ellers ret menneskelignende skabning Clancy til forskellige versioner af Jorden for at interviewe de lokale til hans spacecast. I første afsnit ramler han ind i præsidenten, der argumenterer for legaliseringen af pot, mens han kæmper i en zombie-dystopi.

I en anden virkelighed møder Clancy selveste Døden, som forklarer om det dødsindustrielle kompleks, hvor mellemmænd som bedemænd og balsameringsfolk profiterer på et arbejde, der sagtens kunne udføres af de pårørende.

Samtalerne er lydklip fra episoder af Trussells podcastserie, hvor den raspende komiker har en sludder for en sladder med skuespillere, influencere, undervisere og kendisser omkring alt fra meditation og hjemløsekrisen til død og reinkarnation.

Ud fra disse lydklip har Pendleton Ward og hans hold af animationsfolk lagt pen til fascinerende og psykedeliske karakterer og universer, som kun kan komme fra hjernen bag den ultimative børneanimationsserie for stonere.

Som i Adventure Time passer de bedårende figurer, den grove tone og pangfarvede baggrunde som fod i hose med et påvirket sind, der er let modtagelig for det outrerede input. Og effekten af de ofte overfladiske talestrømme om fænomenologiske og spirituelle emner styrkes blot af de finurlige personer, som konstant distraheres af zombie-angreb, udlever et Groundhog Day-lignende fængselsudbrud eller snubler over egne fødder.

Men uden hjælp fra bevidsthedsudvidende præparater falder The Midnight Gospel på en noget beklagelig akilleshæl. Forgængeren Duncan Trussells Family Hour er en ulidelig smøre af luddoven libertarianisme, som stadig fastholder illusionen om et frimarked af idéer.

Den føromtalte præsident fra første afsnit er spillet af Dr. Drew, en kontroversiel radio- og tv-læge. Han har et sympatisk udgangspunkt, når han taler for retten til fri marihuana, men hans argumenter er komplet vrøvlende idioti, da han begynder en svada om, hvordan stoffer kun er farlige i bestemte kontekster, og at individet er bedst udstyret til at tage de beslutninger ud fra en given situation.

Duncan Trussell forholder sig aldrig kritisk til sine gæsters standpunkter, men spiller lalleglad med, mens hans primære bidrag er små anekdoter eller sammenligninger med Power Rangers og World of Warcraft.

Duncan Trussels Family Hour er naturligvis ikke en journalistisk podcast, hvor der kræves en kritisk distance til gæsterne. Det er tydeligvis ment som et stykke triviel eskapisme, og trods den ideologiske dårskab er der intet diabolsk over samtalerne.

At Ward Pendleton har formået at give samtalerne liv med hans visuelle kreationer er så meget desto mere imponerende.

Og det er på ingen måde nødvendigt at kende til podcasten for at nyde The Midnight Gospel. Serien sætter sig dog mellem to stole, da den samtidig smider om sig med referencer til podcasten – såsom at karakterer ofte vil kalde Clancy for Duncan.

Derfor rammer serien temmelig langt fra de emotionelle dybder og tematiske højder som Adventure Time, men det er også for meget forlangt af de fleste serier.

Trailer: The Midnight Gospel

Kommentarer

Titel:
The Midnight Gospel

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Pendleton Ward, Duncan Trussell

Medvirkende:
Phil Hendrie, Duncan Trussell, Joey Diaz

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
20. april på Netflix

© Filmmagasinet Ekko