Siden 2018 har Mike Flanagan årligt leveret en af de mest omtalte gyserfortællinger.
Det internationale gennembrud kom i 2018 med Netflix’ spøgelsesfamiliedramaet The Haunting of Hill House, og året efter fulgte Doctor Sleep, omdiskuteret efterfølger til Kubricks klassiker The Shining.
Sidste år vendte han tilbage til streaminggiganten og kritikerlovprisninger med endnu en rørende spøgelsesfortælling i The Haunting of Bly Manor.
Med sit nye værk, Midnight Mass, har han skabt sit magnum opus.
Igennem seriens syv afsnit dissekerer instruktøren, hvordan det lille øsamfund på Crockett Island en uge før den kristne fastetid askeonsdag og frem til den følgende påske oplever den ene mere mystiske og spektakulære begivenhed efter den anden.
Katte ligger efter en storm døde i strandkanten med hul i struben, mens den lamme pige Leeza (Annarah Cymone) får følelsen tilbage i benene og begynder at gå.
Hændelserne falder sammen med ankomsten af Fader Paul (Hamish Linklater), der skal afløse øens sædvanlige præst, som er blevet syg efter en tur til Israel.
Samtidig er Riley Flynn (Zach Gilford), der har tilbragt fire år i fængsel, kommet tilbage til Crockett Island. Det lille samfunds fortabte søn har i beruset tilstand dræbt en ung kvinde i et bilsammenstød.
Midnight Mass begynder med en tur til netop ulykkesstedet. Midt i kaosset sidder Riley og beder en bøn, der afbrydes af en redder.
”Nu du er i gang, så spørg, hvorfor Han altid tager børnene, mens fulderikkerne slipper med skrammer,” siger redderen med slet skjult foragt i stemmen til den brødebetyngede drukbillist.
Det er den slags spørgsmål – om alkoholisme, tro og eksistentialisme – der fylder mest i serien. Det forstår man godt, når man ved, at den 43-årige instruktør selv har været tørlagt i nu tre år og tidligere var katolsk alterdreng.
Midnight Mass er et unikum inden for horrorgenren i forhold til sin italesættelse af tro og eksistens. Men det er også en meget personlig fortælling.
Mike Flanagans kone Kate Siegel spiller sågar en af hovedrollerne som øens lærer Erin, der også for nyligt er vendt tilbage til Crockett Island – gravid og uden mand.
I den forstand minder Midnight Mass mere om et rørende drama end decideret horror. Mike Flanagan arbejder ud fra devisen om, at karaktererne skal være velskrevne og nuancerede, før uhyggelige elementer bliver tilføjet til historien.
At hvert afsnit har navn efter skrifter i biblen, giver et vink om, hvor fortællingen med tunge apokalyptiske skridt bevæger sig hen. Det er en langsom opbygning, der kan trække veksler på tålmodigheden, hvis man forventer mange skrækindjagende øjeblikke, som det var tilfældet med Flanagans forrige serier.
Riley ser ganske vist offeret for ulykken konstant. Hendes ansigt er fyldt med glasstumper og er et ganske makabert syn. Men efter det første chok bliver disse øjeblikke mest en reminder om, at Riley stadig er i dyb sorg over sine handlinger.
Flanagan giver god tid til, at personerne kan levere monologer om deres indre tanker. Resultatet er en lind strøm af hjerteskærende øjeblikke, der bliver siddende lang tid i kroppen efter de syv afsnit er slugt.
Hamish Linklater er fænomenal som den karismatiske præst, der taler med en nærmest engleblid stemme og alligevel har et skær af farlighed, uden at man rigtig kan sætte fingeren på, hvad det er. Hans scener med Zach Gilford, hvor de diskuterer tro og alkoholmisbrug, besidder en herlig kombination af varme og sørgmodighed.
Den helt store oplevelse er Kate Siegel. Hendes udvikling går direkte i hjertekulen som dragende slow television.
Gyset lader vente på sig, men når det for alvor tager fat fra afsnit tre, stiger serien i intensitet, indtil det dystre afslutningskapitel med titlen Åbenbaring.
Midnight Mass er ikke alene Mike Flanagans bedste, men også en af årets stærkeste serier.
Kommentarer