Biografanmeldelse
27. juli 2016 | 16:39

Miles Ahead

Foto | Brian Douglas
Don Cheadle spiller den legendariske jazz-trompetist Miles Davis i dramaet Miles Ahead, som han også har instrueret.

Don Cheadles biopic om Miles Davis er forfriskende anderledes, men yder ikke det musikalske geni retfærdighed.

Af Samina Jakobsen

Det er lidt af en kliché at skrive. Men man kan ikke komme udenom, at Don Cheadle er Miles Davis i Cheadles biopic Miles Ahead.

Makeupafdelingen og kostumedesigner Gersha Phillips har gjort et eminent stykke arbejde. Der er ingen tvivl om, at vi er i slutningen af 1970’erne, hvor Davis var iført store statement-solbriller og farverige gevandter, guldkæder og guldringe. Men hele iscenesættelsen ville naturligvis være faldet til jorden, hvis ikke Don Cheadle var i stand til at levere attituden.

Det er han heldigvis og mere til.

Cheadle er ligesom Miles en utilregnelig cool cat, der spinder og smyger sig op ad damerne, men også pludselig kan hvæsse kløerne og lange poten ud. Hver eneste bevægelse, hvert eneste hæse ord og skulende blik er studeret ned til mindste detalje og gengives til punkt og prikke.

Miles Ahead er Cheadles kærlighedsbarn, og han har brugt enorme ressourcer på at få den realiseret. Don Cheadle har selv produceret, instrueret, skrevet manuskriptet og spiller selv hovedrollen. Otte år tog det at lave filmen, men Cheadle gav aldrig op. Han ville lave en biopic, hvor Miles Davis’ tilgang til kreativitet blev overført til lærredet, som Cheadle beskriver i et interview til Ekko (Ekko #71).

Det er tydeligt i introsekvensen, hvor håndholdt kamera og abrupt klipning forsøger at gengive jazzens sitrende toner i billeder. Selvom det virker fortænkt, er det også forfriskende i forhold til den gængse biopic.

Miles Ahead foregår i slutningen af 70’erne, hvor Davis var inde i en mørk periode. Han levede af forskud fra pladeselskabet Columbia, drak og tog stoffer, døjede med hofteproblemer og havde problemer med at finde på nye musikalske genialiteter.

Men i stedet for at dykke ned i perioden opfinder Cheadle et fiktivt scenarie: Davis bliver kontaktet af en lidt for ivrig journalist, Dave fra magasinet Rolling Stone (spillet af Ewan McGregor), der jagter det største scoop i musikhistorien: fortællingen om Miles Davis’ comeback. Da ihærdige Dave ved, hvor man kan købe god coke, accepterer Davis den øretæveindbydende journalist som et sidekick, og da en spole med Davis’ seneste indspilninger bliver stjålet, forvandler Miles Ahead sig til en regulær buddy-komedie.

Det er til tider en ganske underholdende buddy-komedie, men også alt for fjollet og ligegyldig. Det er, som om Cheadle er bange for at kede tilskueren og derfor tilsætter en portion gakkede, fiktive elementer til forestillingen, som er helt unødvendige. Man bliver ikke meget klogere på manden og legenden Miles Davis, og det burde vel være en biopics fornemste opgave.

Vi kommer dog momentvis tættere på i den underliggende fortælling om det smertelige forhold til danseren Frances Davis (Emayatzy Corinealdi), der er fortalt i flashbacks med visuelt betagende overgange.

Her leverer Miles Ahead en helt anderledes intensitet, som i den grad mangler i den overordnede rammefortælling. Scener fra tætpakkede indspilningssessioner, hvor Miles svinger taktstokken, og musikaliteten er i fokus, fungerer også godt.

Men straks er vi tilbage til den fjollede buddy-komedie med 70’er-biljagt og hele svineriet.

Selvom Cheadle utvivlsomt nærer en dyb kærlighed til Miles Davies, kan man ikke lade være med at tænke på, at det musikalske geni, der gang på gang revolutionerede jazzmusikken, havde fortjent en bedre film. Måske en mere biografisk film, som tør bevæge sig dybere ned i de mange lag af legenden og have mere fokus på at vise, hvorfor Miles Davis hyldes som den mest indflydelsesrige musiker i det tyvende århundrede.

Miles Ahead jazzer rundt på overfladen og balancerer faretruende tæt på kanten af en karikatur. En sjov karakter, men hvis man ikke er opflasket med jazzens perlende dråber, er det svært at få øje på genialiteterne.

Trailer: Miles Ahead

Kommentarer

Titel:
Miles Ahead

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Don Cheadle

Manuskript:
Don Cheadle, Steven Baigelman

Medvirkende:
Don Cheadle, Ewan McGregor, Michael Stuhlbarg, Emayatzy Corinealdi

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
28. juli

© Filmmagasinet Ekko