Biografanmeldelse
13. aug. 2023 | 15:42

Min enestående mor

Foto | Wildside

Luana Giuliani vækker mindelser om en helt ung Kristen Stewart i rollen som Andrea, mens moren spilles af altid fremragende Penélope Cruz.

Rørende selvbiografisk hyldest til en mor, der har modet til at stå ved sit tolvårige barn, der er født som pige, men føler sig som en dreng.

Af Jo-Ann Titmarsh

Man skulle tro, at spanske Penélope Cruz tager til Italien for at lide.

I Sergio Castellittos Don’t Move spiller hun en albansk servitrice, der udsættes for overgreb og voldtægt. Og i Twice Born, et melodrama om krigen i Bosnien af samme instruktør, martres hun i rollen som mor, der efter mange år vender hjem til Sarajevo.

I Emanuele Crialeses selvbiografiske Min enestående mor spiller hun Clara, en mor til tre, hvis koleriske mand (Vincenzo Amato) er utro. Hun føler, at hendes ægteskab er et fængsel, hun ikke kan flygte fra.

Men som titlen antyder, er det ikke hendes historie.

Historien tilhører instruktørens alter ego Adriana, en tolvårig pige på tærsklen til puberteten, som også føler sig fanget. Adriana føler sig nemlig som drengen Andrea, og filmen handler om hans svære transition i 1970’ernes Rom.

Med sin androgyne fremtoning – kort hår og læderjakke, fremskudt hage og akavet alvor – vækker ciskønnede Luana Giuliani mindelser om Kristen Stewarts tidlige roller.

Andrea føler sig som et rumvæsen, der er drattet ned i den mondæne familie, og i filmens åbningsscene står hun mellem fjernsynsantennerne på taget af den boligblok, hvor de bor, og kalder til himlen: ”Send mig et signal!”

Der lægges ikke fingre imellem.

Andrea har planeter på sit sengetøj, han vil være astronaut, og da han møder den søde pige Sara, er der stjerner på hendes balletdragt. I håbet om at blive ført bort fra sin voldelige far instruerer han sine yngre søskende om at holde skarpt øje med signaler fra verdensrummet.

Emanuele Crialese holder de to parallelhistorier i fin balance, og han lader børnene bruge meget af deres tid på at lege gemmeleg. Vi ser dem i skabe, under forældrenes seng, i buskadser, i en tunnel i kælderen på ferie med farens familie. Af og til får de selskab af Clara, som da hun klatrer under middagsbordet sammen med børnene og siger: ”Jeg vil også lege!”

Som spanier i Italien føler Clara sig isoleret, og hendes borgerlige svigerfamilie virker lige så fremmed for hende, som Andreas pigekrop er for ham. Det er kun i børnenes verden, at Clara rigtigt føler sig fri.

Det ser vi i en ekstatisk tidlig scene, hvor mor og børn danser lykkelige rundt i deres pyjamas og dækker bord, mens de synger den klassiske italienske sang Rumore.

Men glæden forsvinder som dug for solen, så snart faren kommer ind ad døren.

Musik spiller en vigtig rolle i filmen, både for at forankre den i Emanuele Crialeses barndom i 70’erne og som en måde for personerne at drømme sig væk. Flere gange ser vi Adriano Celentano og Raffaella Carrà, to italienske musikkoryfæer, synge og danse i fjernsynet, og i en mindeværdig scene forestiller Andrea sig, hvordan han kunne danse med sin mor i deres sted.

De mange referencer til 70’ernes Italien vil formentlig gå hen over hovedet på mange uden for landet, selv om dramaet er let at leve sig ind i.

Man kunne dog have ønsket, at manuskriptet dykkede dybere ned i Claras ensomhed, frustration og sårbarhed. Penélope Cruz er fremragende som altid, men i de fleste scener spiller hun enten legesyg eller på randen af tårer.

Men for en gangs skyld er det heller ikke hende, der er stjernen.

Min enestående mor er en dybt personlig historie, og Andreas umådelige ubehag står malet i Luana Giulianis unge ansigt – som i en scene, hvor familien tvinger ham til at tage en kjole på.

Andrea er en følsom dreng med lyst til livet, men han smiler så sjældent, at hele filmen føles varmere, da det endelig sker.

Af og til rammer instruktøren af kærlighed til sine karakterer en utroværdig tone, særligt i de overkoreograferede scener, hvor Clara finder et øjebliks frihed sammen med sine børn.

Men filmen lykkes som en rørende hyldest til en underkuet kvinde, der fandt modet til at stå ved sin søn, da han havde allermest brug for det.

Trailer: Min enestående mor

Kommentarer

Titel:
Min enestående mor

Originaltitel:
L’immensita

Land:
Italien, Frankrig

Årstal:
2022

Instruktør:
Emanuele Crialese

Manuskript:
Emanuele Crialese, Francesca Manieri, Vittorio Moroni

Medvirkende:
Penélope Cruz, Vincenzo Amato, Luana Giuliani

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
17. august

© Filmmagasinet Ekko