”Jeg vil gerne have klarhed over, hvad der skete dengang. Så jeg kan, ja, tilgive ham, for det han førte både min mor og mig ind i,” siger den ældre dame beslutsomt. Hendes ansigt trækker i en grimasse og afslører en brøkdel af de ubehagelige minder, der findes i hendes hoved.
Hun var fars pige.
DR’s nye dramadokumentar-serie – skabt af det nye selskab Tiki Media – sætter fokus på, hvordan familien blev påvirket af farens aktiviteter. Faren og moren Asta bliver anholdt i 1944 og afhørt af en af de mest notoriske torturbødler, Ib Birkedal Hansen.
Serien er skabt af Martin Sundstrøm efter forlæg af Røssells egen bog Jeg brød et løfte og Peter Øvig Knudsens Birkedal.
I nutiden går den 86-årige kvinde som en anden Miss Marple ivrigt til sagen. Dorthe prøver gennem arkiveret materiale og samtaler at få opklaret, hvad der dengang skete med hendes i dag afdøde far. Han overlevede fangenskabet, men led efter krigen af posttraumatisk stress.
”Jeg har haft – og har stadig – mareridt om natten om de ting, der skete dengang. Og fra at være en meget munter og glad mand, blev han meget mere stille, indesluttet og lidt sky,” forklarer Dorthe Røssell.
På den måde kan Georg vække mindelser om Terrence Malicks østrigske martyr i A Hidden Life, som under Anden Verdenskrig er parat til at ofre sin familielykke og gå i døden for en højere sags tjeneste.
Serien har dog også et andet spor, nemlig Ib Birkedal Hansen, den højst placeret dansker i Gestapo. Det hører til sjældenhederne, at danskere på nazisternes side under krigen er i fokus. Oftest bliver det i fiktionsfilm til et vrantent ”Skrub af” eller ”Du er anholdt!” – bøhmænd i den danske nationalhistories fortælling.
Ole Christian Madsen havde tidligere købt filmrettighederne til Birkedal, men projektet blev ikke til noget.
Og det er en skam, for det er den del, der er mest interessant ved Min fars kamp. At vi har at gøre med et dumt svin af ypperste rang, bliver slået fast inden for de første par minutter af serien.
Vi ser i dramatiserede sekvenser, hvordan Dorthes forældre bliver anholdt af tyskerne, og da de bliver ført væk, spørger Dorthe lederen om, hvornår hendes far kommer tilbage. Hun får dette isende svar:
”Hvis ikke han er tilbage inden en time, så har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham,” siger Birkedal og sender den lille pige et sygt smil.
Nicolai Dahl Hamilton gør det fremragende som Ib Birkedal Hansen, og vi får tilstrækkeligt at vide om Gestapo-mandens fortid og privatliv til, at han bliver mere end en ren nazi-karikatur (som serien også byder på).
Til gengæld virker det underligt, at vi skal se en dramatisering af Hitler, for det har egentlig ingen direkte relevans for de historier, vi følger. Og så blegner alle udgaver af Føreren uvægerligt i sammenligning med Bruno Ganz’ tour de force-præstation i Der Untergang.
Den danske dæmon er da også rigeligt interessant i sig selv og en mere konkret skræmmende modstander for Dorthe og familien. Det er ham, der har Georgs liv mellem sine hænder, når han dagligt tæsker ham til blods.
Pigens fortælling er mindst lige så imponerende, og man er ved at miste kæben, da faren lærer hende at skyde med en tysk pistol og lettere henkastet fortæller, hvordan de har gemt ”ananasserne” i kælderen under tøjbunken.
Og nej, her tales ikke om den velsmagende frugt, men om håndgranater, som pigen hjalp med at skjule.
Der er nærmest et ocean af historier i seriens to spor, og tre afsnit kan ikke rumme det alt sammen. Men der er rigeligt med stof til eftertanke om, hvor langt et menneske er parat til at gå for de ting, vedkommende tror på.
facebook
twitter
Kommentarer