In the Mood for Love

Aldrig i mit liv har farver været så mættede, teksturer så sanselige, varmefugt i luften så mærkbar.

Jeg husker simpelthen fysisk, dengang jeg første gang gled ind i Hongkongs gyder i hælene på Maggie Cheung og Tony Leung. Hun i halvlang kinesisk qipao-kjole, hvor silken helt omslutter den slanke hals. Han i ulasteligt jakkesæt som en smidig gangster.

Regnvåde dryp fra gadelygterne, generationers slid på murene i en lakune i en uendelig by, hvor alting nu står stille.

Tør de røre hinanden?

Det siger lidt om In the Mood for Love, at den følelse af sitrende nærvær består tyve år efter premieren. Og det er måske denne prægtige, uopslidelige kærlighedsfilm i en nøddeskal: Den skal sanses, ikke forklares!

Scenen udspiller sig i kronkolonien Hongkong i 1960’erne. Mange kinesere er flyttet hertil, siden deres privilegerede liv blev stoppet af kommunistpartiet i 1949.

Men det er hverken politisk fortid eller fremtid, der præger filmen. Det er derimod følelsen af limbo.

Her hersker en utilpashed, hvor gamle familiers fortolkninger af værdighed – sammen med mahjongbrikker og tunge træmøbler – er blevet trukket med i ind i et ufrivilligt eksil, der er ved at manifestere sig som permanent.

Alle forestillinger om Hongkong som hektisk og sporvognsmyldrende synes at forstumme bag de tykke tapeter. Det er her, drømme peger ind i gyderne.

Maggie Cheung spiller sekretæren Su Li-shen, der mest er defineret som smuk hustru til en fraværende forretningsmand. Tony Leung er journalisten Chow Mo-wan fra Shanghai med speciale i avisføljetoner. Også han er gift.

Parrene lejer hvert sit rum i en stor lejlighed bestyret af den årvågne bestyrerinde fru Suen. Livet udspiller sig på få kvadratmeter, og privatlivet er ensomt. Der er dørkarme i næsten hver en indstilling, og ofte glider kameraet ind gennem murværket.

Men Wong Kar-wai dyrker ikke følelsen af frustration. Han fremmaner den tavse accept, der måske ligger indlejret i tiden og i hvert fald i denne kinesiske diasporas kultur og klasse. Den accept bliver for alvor påfaldende, da det går op for Su og Chow, at hendes mand har en affære med hans kone.

På dette tidspunkt har de allerede nærmet sig hinanden, et årelangt tilløb til et nært venskab baseret på arbejdssamtaler og uudtalte drømme. Men da ægtefællernes svig giver dem moralsk frit lejde, går de sært i baglås.

Eller rettere: De begiver sig ud i en påfaldende tavs udforskning af, hvad deres relation kan strækkes til. En social dans, til tider intim, men hele tiden med en usynlig glasflade imellem to partnere, som er skabt for hinanden.

De vil kunne fuldende hinanden med blot et sekunds kys, det ved vi bare. Det er ikke til at bære, og sørgmodigheden får liv gennem Shigeru Umebayashis musikalske tema: en arpeggio-agtig valserytme og en soloviolins længselsfulde melodistemme.

Dans og ensomhed i ét.

Hvad der egentlig holder Su og Chow tilbage, er måske filmens centrale spørgsmål. Indlejrede adfærdskodekser? Frygten for ikke at slå til? Skæbnens lunefulde timing – som da Chow opdager hendes cigaretskod i sit askebæger efter en rejse?

Eller ligger der en intuitiv forståelse af, at deres kærlighed simpelthen ikke kan blive renere, deres begær ikke smukkere, end i denne pardans uden forløsning?

Jeg er tilbøjelig til at tro på det sidste. Det er i hvert fald uden for diskussion, at Wong Kar-wais hoffotograf Christopher Doyle har skabt en billedside så drivende af kærlighed til de skjulte blikke, til kindben, hofter og nakker set bagfra, hans tinding, hendes øreflip, fingre, der kærtegner alt det forkerte.

Qipao-kjolerne og jakkesættene skifter farve med settings og sindsstemninger, men de er aldrig mindre end en gave for øjet.

Filmen er netop blevet restaureret i 4K-kvalitet, men det er jo bare et navn for en masse nuller og ettaller i nogle digitale plader. Det ser flot ud, og biografen er naturligvisrummet for denne film.

Men selv ikke den sløveste vhs-afspiller kan tage fra Wong Kar-wai, at han kan noget enestående med filmmediet. Han kan få et rum til at vibrere af levet liv og smerte, når intet sker.

Taiwanesiske Hou Hsiao-hsien (The Assassin) og japanerne Yasujirô Ozu (Tokyo Story) og Hirokazu Kore-eda (de tidligere film som After Life) kan det samme: transplantere savn og sorg fra mennesker over i stillestående rum, flader af lys og skygge, så de fortæller udødelige historier.

Hvis In the Mood for Love ikke er et mesterværk, er der ikke mesterværker til.