Det er i sig selv et lille mirakel, hver gang en dansk film kommer til verden.
Mængden af knofedt og hjerteblod er altid kolossal, men det gælder særligt for de passionsdrevne projekter, der imod alle odds bliver skabt uden støtte fra Det Danske Filminstitut.
Den psykologiske gyser Mulm er en af dem, og det er i hver eneste scene helt tydeligt, at folkene bag bare ikke kunne lade være med at lave filmen. Man mærker et engagement og en fortællelyst, som smitter positivt af på oplevelsen.
Historien er ganske klassisk i al sin enkelthed.
En familie bestående af far, mor og deres lille søn er flyttet ind i et hus, hvor ondskaben også har taget ophold. Moren Maja er blevet presset ud til kanten af sindet og indlægges med symptomer på en svær depression. Derfor må den fraværende og fortravlede far Jacob tage ansvaret for drengen Johannes, der måske taler lidt rigeligt med sin nye, usynlige ven.
Det eskalerer langsomt over i overnaturlighedens overdrev, og selv ikke de velmenende ord fra Jacobs rationelle psykolog kan forhindre opgøret med det ondes udsending.
Som selverklæret bangebuks er jeg et nådigt publikum til den slags film. Det kan godt være, at Mulm ikke opfinder den dybe tallerken og på mange måder læner sig op ad hjemsøgte-bygninger-klassikere som The Shining. Men filmen lykkes med den simple opgave at skrue op for uhyggen og jage en frygt i livet på tilskueren.
Hvor komediegenren bakser med at være særdeles specifik, fordi det er så forskelligt, hvad vi mennesker finder sjovt, har horrorgenren den indbyggede udfordring at være enormt banal. På tværs af tidsperioder og kulturer er det i udgangspunktet meget det samme, der skræmmer os.
Det er en styrke på den måde, at filmskabere nemt kan tale ind i et universelt sprog af indre frygt. Men det gør det også til et vanskeligt lærred at male originalt på.
Sammen med sin bror Michael Vrede Nielsen har instruktør og manuskriptforfatter Martin Vrede Nielsen lavet en stribe film i den på dansk jord ellers temmelig forkætrede horrorgenre.
På Ekko Shortlist kan man se tre af brødrenes kortfilm, der dykker ned i barske emner som sorg og sindets skrøbelighed. Men i år var de et af trækplastrene på genrefestivalen Blodig Weekend med debutspillefilmen Mulm, der er baseret på en roman af forfatteren Teddy Vork.
Martin Vrede Nielsen bruger i Mulm oldnordisk mytologi til at give filmen sin egen stemning. Johannes lukker sig inde i sig selv og bygger på foranledning af sin usynlige ven hele tiden stendysser, som jo er et nationalt symbol, vi mest forbinder med gravhøje.
Det er ildevarslende effektivt, og endnu mere kuldegysende er det, at barneskuespilleren Louis Trinskjær leverer en så indlevende præstation.
Jens Sætter-Lassen besidder den samme evne som sin far, Søren Sætter-Lassen. Selv om Jacob øjensynligt er en sympatisk mand, der gør sit bedste for støtte hustruen, opdrage sønnen og passe sit arbejde, er der takket være skuespillerens tilknappede facon noget dystert over familiefaren. Han gemmer på et mørke og en tvivl, som efterhånden får frit løb.
Det er Jens Sætter-Lassens film, og der er ikke voldsomt meget tid til Julie Christiansen i rollen som ligeledes hårdtprøvede Maja. Hendes diagnose bliver ikke noget i egen ret, men fungerer som en katalysator for hans deroute ned i sindets tåger.
Der lurer spændende problemstillinger under overfladen, som man gerne havde set udfoldet mere, men på den anden side er meget af gyset jo også antydningens kunst.
Det balancerer filmskaberne flot, mens det er en for gennemtæsket kliché at give sine personer nogle karaktertræk blot ved at lade dem ryge smøger og drikke sprut, når tilværelsen viser sig fra sin grimme side. Det er rigtignok mange menneskers måde at tackle problemer på, men også set 500 gange før på film og bliver ligegyldigt fyld.
Alligevel ødelægger det ikke glæden ved at se en dansk horrorfilm, som trods små midler har store armbevægelser og tør kaste sig ud i uhygge af bibelske dimensioner.
Kommentarer