Hvad er en rimelig straf for krænkende adfærd? Er det nok med en politisk næse, eller er det kun rimeligt med en politisk død?
Disse spørgsmål stiller Håvard Bustnes i sin dokumentar Name of the Game, som følger den tidligere næstformand i det norske Arbeiderpartiet, Trond Giske.
Giske blev i december 2017 en af #MeToo-bølgens skurke efter, at adskillige kvinder i en anonym rapport anklagede ham for krænkende adfærd. Giske undskyldte på landsdækkende tv for ”at optræde på en måde, som nogen har oplevet som krænkende”.
Men han nægtede at lægge sig helt ned.
Name of the Game følger primært Giskes forsøg på at genoplive sit offentlige image. Han turnerer Nordnorge rundt for at snakke med de medlemmer af Arbeiderpartiet, som føler sig glemt og overset af det mere elitære politiske miljø i Oslo.
Giske forsøger dermed at reetablere sig som en folkets mand – et image, han fik i en ung alder, da han som formand for Arbeiderpartiets ungdomsafdeling var en af nøglefigurerne i kampagnen for at få nordmændene til at stemme nej til EU.
Håvard Bustnes havde i flere år forsøgt at få lov til at lave en dokumentar med Giske, fordi han var godt på vej til at blive statsminister. Efter skandalerne ringede Giske så til ham og tilbød instruktøren eksklusiv adgang til at følge ham.
Bustnes stiller naturligt spørgsmålstegn ved, om han bare bliver brugt i Giskes forsøg på at vende tilbage til politik.
Politikerens mission bliver udfordret af flere anklager og en video, hvor han dansende og beruset stiller op til et selfie sammen med en kvinde på en natklub.
Kvinden på videoen udtaler dog efterfølgende til medierne, at hun er blevet fejlciteret i Norges største avis VG. Hun oplevede ikke, at Giske var krænkende. Det stiller de medier, som har berettet om Giskes adfærd, i et kritisk lys. Er han i virkeligheden udsat for et politisk komplot?
Inden skandalen delte Giske næstformandsposten med den kvindelige politiker Hadia Tajik, og instruktøren er ikke i tvivl om, at hun pustede til flammerne. Hun var også den åbenlyse vinder af skandalen, da Giske få måneder efter anklagerne mistede sin plads som næstformand.
Filmen hæver dog også diskussionen højere op. Flere medlemmer af ungdomsafdelingen i Arbeiderpartiet ser Giske som et symbol på en usund kultur, der har afskrækket unge kvinder fra at blive i partiet. Ligesom vi har set det med Jes Dorph-sagen på TV 2, hvor en kultur med fester i en skæv magtbalance endte med at skade unge, kvindelige ansatte.
I det nye nummer af Ekko sætter vi fokus på cancel culture og kommer med argumenter både for og imod. Argumenterne for #MeToo og cancel culture mangler dog i Name of the Game.
Desværre for dokumentaren har Giske ingen intention om at gå ind i de specifikke sager. Det gør Bustnes selv opmærksom på, men det ændrer ikke på, at det er kritisabelt. I samme dur forklarer Bustnes, at Giskes modstandere ikke har ønsket at stille op.
Kvindernes forklaringer er med, men de er taget fra andre tv-udsendelser.
Dokumentaren bliver derfor et portræt, hvor anklagerne får lov at stå uanfægtet. Alligevel føles den ofte som propaganda for Giske. Bustnes forsøger kun et par gange at presse Giske, men ikke nok til at skære gennem politikersvarene.
Hvad er en rimelig konsekvens for følelsesmæssige krænkelser, som ikke er omfattet af straffeloven? Det spørgsmål har #MeToo-debatten stadig ikke givet klare svar på, og selv om Name of the Game forsøger at påpege problemerne, tager filmen ikke for alvor stilling til dem.
Kommentarer