Når det bliver morgen

Japans største kvindelige filminstruktør, den 52-årige Cannes-darling Naomi Kawase, har i de senere år fundet en ny tone.

I film som Månen over kirsebærtræerne nærmer hun sig en blød mainstream-stil, der ligger langt fra hendes tidligere, stærkt poetiske naturalisme.

Men omdrejningspunktet for hendes film er stadig de nære familierelationer – særligt tabet af dem, som hun selv har oplevet og udforsket i karrierens dokumentarer.

Ni tsutsumarete handler om hendes søgen efter den far, der forlod hende i en ung alder. Mens Katatsumori, See Heaven og The Setting Sun skildrer hendes grandtante, som hun voksede op hos, da moren ikke kunne tage sig af hende. Senere overførte instruktøren de samme tematikker til sine fiktionsfilm, hvor båndet mellem barn og forældre ofte bliver udforsket.

Når det bliver morgen skildrer en adoption set fra både adoptivforældrenes og fødselsmorens perspektiv.

Satoko og Kiyokazu (veteranerne Hiromi Nagasaku og Arata Iura) er et velstillet par i den øvre middelklasse. De bor i en lækkert indrettet lejlighed på 30. etage i Tokyo og elsker at gå ud at spise og tage på weekendture. De har tilsyneladende det hele, men kan ikke få et biologisk barn.

Vi møder dem fem år efter adoptionen af Asato, hvor den lille purk gør sig klar til at komme i børnehave. Der børstes tænder i en rolig stund, mens den japanske morgendis løftes fra storbyen, og forældrenes kærlighed skinner lige så klart som den stigende sol.

I flashbacks føres vi tilbage til knap så lykkelige tider. Fra den første spæde tanke om at få et barn over de nedslående nyheder hos fertilitetslægen om Kiyokazus sædkvalitet til en planlagt operation, der aflyses.

Naomi Kawase tager sig god tid til at beskrive parrets kvaler med barnløshed, men det føles som netop en beskrivelse snarere end et levet liv.

Vi ser ikke meget til personernes følelsesmæssige op- og nedture, men følger slavisk med til lægen og overværer samtaler, hvor der bliver gjort en dyd ud af at forklare forløbet.

Japan har, ligesom Danmark, kæmpet i årevis med lave fødselstal.

Det skal ikke kunne siges, om tabuet er så meget større i Japan, at adoptionsdramaets overforklarende tilgang føles mere revolutionerende i hjemlandet. Men i Danmark, hvor man det seneste årti forgæves har forsøgt at få fødselstallet op med tåkrummende kampagner – som dengang kommunen pågående spurgte i en plakat på hvert et gadehjørne, om man ”havde talt sine æg i dag?” – er der intet nyt under solen.

Desværre går det meste af den første time af filmens 140 minutter med barnløshedstematikken, som ikke har nogen relevans for resten af dramaet.

Det starter først rigtigt halvvejs inde, da unge Haruki (Aju Makita, der er en af Hirokazu Kore-edas hofskuespillere) opsøger forældrene og kræver at få Asato tilbage.

Herefter klippes der til Harukis perspektiv. Hun bliver gravid som fjortenårig og tvinges til at bortadoptere af sine skamfulde forældre. De sender Haruki på ophold på institutionen Baby Baton, hvor hun skal forblive, indtil hun har født.

Naomi Kawases force ligger i de intime nærbilleder af unge piger, der danner venskaber på den lille ø uden for Hiroshimas kyst, hvor Baby Baton har til huse.

Naturen bliver en medspiller, som i mange af instruktørens film, og havets brusen og tågen over de grønne skove symboliserer de mange følelser, som Haruki gennemgår.

Vi følger også den unge pige, efter hun har bortadopteret sit nyfødte barn. Det går støt ned ad bakke, indtil hun til sidst står i en desperat situation.

Hun ender i parrets lejlighed, og sidste del af dramaet forløses på smuk vis. Det ændrer dog ikke ved, at vejen dertil ofte føles lidt lang.

Naomi Kawase er nok blevet mere lettilgængelig, men også en kende mere kedelig.