Har du i de fem år, siden terroren for alvor viste sit grimme ansigt på dansk jord med angrebet på Krudttønden, følt dig mere bange? Utryg i store mængder eller nervøs ved offentlige forsamlinger?
Hvis svaret er ja, skal du måske holde dig fra DR’s nye søndagsserie Når støvet har lagt sig.
Den starter lige på og hårdt med et angreb, der er skildret så koldt og kynisk, at blodet fryser til is. Kameraet driver roligt rundt mellem bordene og opfanger samtaler om dette og hint, små hverdagsbemærkninger og store fremtidsplaner.
Pludselig lyder et pistolskud. En maskeret mand er trådt ind i restauranten og likviderer gæsterne på en så afslappet facon, at man som seer nærmest går i panik over søndagskaffen. Hård kost i bedste sendetid, men faktisk er dramaserien netop lavet til dem, der frygter det ukendte.
Efter den brutale start spoler historien tilbage og viser livet for nogle af de involverede i dagene op til angrebet.
Multiplotfortællingen drejer om otte personer, der for de flestes vedkommende er frygtsomme mennesker.
Karen-Lise Mynster som den borgerlige og lesbiske justitsminister Elisabeth er bange for, at hendes lovforslag om øget frihed til beboerne i et flygtningecenter kommer i problemer, da der bliver fundet en taske med våben lige i nærheden af det.
Afmægtigheden lyser ud af øjnene på Jacob Lohmann som familiefaren Morten, der ikke har nogen anelse om, hvordan han skal stoppe teenagesønnens deroute med sprut og stoffer.
Den tur har den unge og hjemløse kvinde Ginger (Katinka Lærke Petersen) allerede været igennem, og nu kan hun ikke søge tilgivelse hos søsteren af frygt for at skuffe både hende og sig selv.
Imens har Jamal (Arian Kashef) allerede skuffet sin dansk-palæstinensiske familie ved ikke at kunne være en god forsørger. For at beskytte sig selv bevæger han sig ud på farlig grund i det kriminelle miljø.
Seriens budskab er klart og låner både fra den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og den danske filosof K.E. Løgstrup: Det mest uhyggelige i verden er selve frygten, og vi er alle ansvarlige for vores medmennesker.
I de storladne tanker veksler dialogen af serieskaberne Dorte Warnøe Høgh og Ida Maria Rydén mellem det naturalistiske og det højtsvungne, når de forskellige personer går gennem verden med følelserne forrest.
Det føles forkert, når Mortens kone Camilla (Julie Agnete Vang) forklarer Jamal, at de to kender hinanden, fordi hun var klasselærer for ham i flere år. Det ved de i sagens natur godt begge to, og det er ikke den mest elegante måde at lade publikum være med på baghistorien.
Til gengæld er det rørende at se næstekærligheden blomstre blandt narkomaner på Halmtorvet i København, hvor Gingers ven Elliot er kærligheden selv, mens han er helt blæst på stoffer.
I de scener er serien rå og beskidt, mens der i historien om sangeren Lisa (Malin Crépin) er smuk lyssætning og æteriske billeder. Det giver æstetikken en bred spændvidde, som hele tiden holder én orienteret i handlingen.
Efter tre afsnit – som denne anmeldelse er baseret på – er Når støvet har lagt sig med sin springende struktur på en gang fascinerende og frustrerende. Det er meget at involvere sig i otte forskellige skæbner, også selv om de hver især er tegnet op med en præcision, så man interesser sig for dem alle.
Når man af og til bliver en smule træt af det bastante hverdagsdrama, banker virkeligheden dog på for fuld hammer med et flash-forward til den frygtelige hændelse, som serieskaberne i et interview i det nye nummer af Ekko godt tør afsløre kommer i femte afsnit.
Den spændstige dynamik holder konstant blus i dramagryden, så man også bliver nødt til at se, hvad der sker for seriens mennesker, når deres liv bliver forandret og forbundet for evigt.
Der er stadig et stykke vej til den store, samlende Danmarks-fortælling anno 2020, men det kan sagtens komme, når først støvet har lagt sig.
facebook
twitter
Kommentarer