TV 2 satser på den driftssikre folkelighed, nostalgisk kaffe i madame blå med morgenkåbe og andet matadormiks i moderkanalens Badehotellet eller leger politi og tyve, mens konen muligvis vil skilles fra Peter Mygind i blå jeep på TV 2 Charlies Sommerdahl.
Heroverfor skal DR roses for at gå mere dristige veje med sin tv-dramatik. Uden helt at forlade folkekomediens halmballer og høstbal, vover DR at dreje det træsko-rustikke lystspil i retning af det mere alvorlige, aktuelle og eksistentialistiske.
Når støvet har lagt er i hele sin intention sympatisk. Serien vil både fortælle om den forfærdelige nutid som krimi og i sidste ende lade håbet komme til orde i sammenholdets sikre havn. Uden at enden bliver for sentimental og sukkersød.
Historien om otte personers adskilte, små skæbner, som flettes ind i den store fortælling med et infamt terrorangreb, er umiddelbart fornuftig og fremragende med sine flertydige og alsidige aspekter af såkaldte almindelige danskeres almindelige liv.
De fire første afsnit kører derudad i et tempo, som mere er traktor end turbo, og hvor ladvognen er tv-seriens sædvanlige dramabagage.
Her er indvandrerproblematik med toner af intolerance, arvesag og familietrakasserier med slapsvanset far, enlig mor og hendes datter for lud og koldt vand og en restaurant, som skal bankes op. Øverst i samfundet finder vi justitsministeren med kæresten, som gerne vil have førstnævnte til at gå på pension, så de to kvinder kan leve i fryd og gammen i deres labre, stråtækte hus på landet.
Ikke at forglemme kærestens far, som er kommet på plejehjem. Han spilles af altid seværdige Henning Jensen, der næsten er hele serien værd som en let bitter, men liderlig gammelfar.
Seriens højdepunkt og vendepunkt kommer midtvejs i serien. Ti minutters realtid med nedskydning på restauranten. En grænseoverskridende massakre midt i bedste sendetid, hvor både voksne og børn får en realistisk blypille, så blodet flyder uhæmmet og uhyggeligt.
Men hvorfor denne rå realisme, når den bruges meget lidt konstruktivt ud over at være dramaets kreative katastrofe?
Jødisk æstetik forbyder at beskrive det ubeskrivelige såsom holocaust i detaljer. I DR-serien burde denne afholdenhed være overholdt.
Trods sin naturalisme føles terrorhandlingen som teatertorden og koldblodigt som et stykke med tatar og æggeblomme.
Når justitsministeren – en intens Karen-Lise Mynster – skal begræde sin kærestes død, kommer vi operaagtigt op på de højeste toner, hvor tåen krummes mere, end tårekanalen røres.
I det hele taget er antydningens noble kunst en by i Rusland. DR’s største dramaskavank er den overbelagte længde. Manuskriptforfatterne Ida Maria Rydén og Dorte Warnøe Høgh har ti timer til at fortælle om otte personers gøren og laden omkring skæbnens nedslag.
Men de kunne tage ved lære af de gamle tragiske grækere, der holdt sig til en tematisk enkelthed og i det hele taget fattede sig i korthed.
Vi får tænders gnidsel uden grænser. Humanisten ender med at torturere, ateisten bliver troende. De gode græder ikke længere, og de onde er gået i dialog. Mens slappe farmand – troværdige Jacob Lohmann – bliver god igen. Om ikke far til fire, så i hvert fald til to. Plus en fortabt indvandrerdreng.
Med folkekomediens uhæmmede hang til happy end føles de sidste afsnit faktisk mere ægte og ærlige end alle de foregående.
facebook
twitter
Kommentarer