Plata o plomo. Sølv eller bly.
Det var den strategi, der gav verdens største kokainbagmand, Pablo Escobar, magt over det meste af Colombia i 1970’erne og 80’erne. Politi, politikere og militær kunne enten tage imod bestikkelse eller risikere likvidering hver gang, de trådte ud af en dør.
Escobars berygtede kokainimperium, og den nærmest umulige kamp for at komme det til livs, er omdrejningspunktet i Netflix’ nye serie Narcos.
Skaberne Chris Brancato, Carlo Bernard og Doug Miro har valgt at skildre war on drugs på en encyklopædisk facon, der med grundighed og enorm detaljerigdom præsenterer kokainens skæbnesvangre indtog i Sydamerika.
Vi starter i Pinochets Chile i 70’erne, hvor narkoproducenter er jaget vildt. Som et skadedyr rejser det hvide pulver op langs den sydamerikanske østkyst, indtil den colombianske hælerkonge Pablo Escobar hører om dets økonomiske potentiale.
Escobar kan lide sex, stoffer og mariachi-musik. En aften på en bar mødes han med kumpaner for at diskutere fremtiden for kokainhandlen. Han foreslår, at de begynder at smugle til Miami. Musikken stopper, og folk på baren klapper, men det ville de næppe have gjort, hvis de havde hørt forslaget, der ændrer Colombias historie.
Escobar er nemlig lige kommet med en krigserklæring mod hele det officielle Colombia. Og mod USA.
Narkobaronen portrætteres af brasilianske Wagner Moura, der har lært spansk til opgaven. Han har en undseelig fremtoning, der ikke umiddelbart får én til at tænke på en brutal morder. Han kunne ligne en fætter til Super Mario-brødrene med sit sorte, krusede hår og det markante moustache. Skjorterne er pastelfarvede med striber og enorme kraver. I løbet af seriens ti afsnit udvider den lille topmave sig gradvist.
Men han er en galsindet morder, der slår ihjel, hvis det er bedst for forretningens bundlinje. Eller hvis nogen ikke møder ham med den respekt, han forventer.
Amerikanske Steve Murphy (Boyd Holbrook fra Kvinden der forsvandt) og mexicanske Javier Peña (Pedro Pascal fra Game of Thrones) er de uopslidelige narkobetjente, der forsøger at få Escobar bag tremmer.
Murphy er en betjent, der muligvis har set for mange westerns. Han har en forestilling om, at han bare kan rejse til Colombia som den retfærdige amerikaner og rydde op i det hele. Men han fanges i et korruptionssystem, som han ikke forstår. Det hjælper ikke, at han kun kan få ord på spansk.
Narcos er et stort edderkoppespind af narkobagmænd, dobbeltagenter, politikere og smuglere. For at holde styr på alle trådene gør serien brug af en voiceover. Det er Murphy, der fra et punkt i fremtiden beretter om alle hændelserne og karakterernes relation til hinanden.
Den retskafne amerikaner er blevet desillusioneret. Han taler i samme dystre tone, hvad enten han omtaler fantasifulde mord eller konen Connie. Murphys beretninger synes nødvendig for at skabe sammenhæng i det kolossale persongalleri.
Serien vil fortælle alle detaljer om Pablo Escobar og hans ugerninger. Det er elementært spændende, for manden var både en visionær forretningsmand og en lystmorder. På et tidspunkt illustreres Escobars kreativitet, da kokainen skal smugles til Miami. Det kan gemmes i reservedæk, blazere, døde fisk og gravide kvinder.
Men vi kommer aldrig tæt på, hvad der driver Pablo.
I Breaking Bad opstår et komplekst forhold til narkogeniet Walter White. Han får konstateret kræft og gennemgår kemobehandling, samtidig med at han producerer stoffer.
Narcos handler i langt højere grad om det historiske udgangspunkt illustreret gennem en række arkivklip. Der er konstant en stor distance til Escobar, og han er aldrig glad i sine palæer med elskerinder. Serien insisterer på kun at fremstille narkoverdenen fra den mest forsmædelige side.
Derfor når Narcos heller ikke samme højder som serier, hvor ens egen moral testes, fordi vi kommer tæt på momentvis sympatiske storforbrydere som Walter White og Tony Soprano.
Heldigvis for Netflix-serien er historien om Escobars eskapader dog interessant nok i sig selv, og narkoens skændige kultur afføder utrolige billeder i Colombias æstetisk overlegne bjerglandskab. Som når der skyder kokainkøkkener op i den uberørte jungle.
Kommentarer