Native Son

Filmatiseringen af Richard Wrights roman Native Son fra 1940 er et absurd miks af socialrealistisk racedrama, gotisk horror og storby-western a la Taxi Driver tilsat et enkelt snert af A Clockwork Orange. 

Bigger Thomas (Ashton Sanders) fører sig frem som en punket storbypoet – med grønt hår, briller og læderjakke beklædt med badges og stofmærker. Citater fra romanen, der læses op, bruges som Biggers indre monolog. Det er hans indsigtsfulde refleksioner over verdens tilstand.

I sin fritid lytter han til engelsk 70’er-punk. 

Havde han ikke været sort, ville han fremstå som en blanding af en Sid Vicious-fan og Dan Turèll-klon. 

Bigger bor sammen med sin mor i storbyjunglens snuskede beboelsesejendomme. En dag tilbyder morens nye kæreste ham et arbejde som chauffør for den rige advokat Mr. Dalton (Bill Camp). 

Bigger siger modvilligt ja. 

Det er den bedste ud af tre jobmuligheder, han er blevet tilbudt den dag. De to andre har været at sælge narko og hjælpe en ven med at begå butiksindbrud. 

Men da han ankommer til Mr. Daltons palæ, begynder tingene at tage en drejning. Familien er som sat tilbage i victoriansk tid, komplet med husholderske, trappe til tjenestefolkene og et skummelt, gammel kulfyr, som Bigger skal fylde kul på hver aften, før han går til ro i sit chaufførgemak. 

Mr. Daltons kone er blind, og hans politisk bevidste datter Mary (Margaret Qualley) flirter med Bigger og leder ham i unoder sammen med sin kæreste Jan (Nick Robinson). 

Romanen Native Son handler om raceforhold i USA af den type, som studerende troskyldigt tygger sig igennem i gymnasiet. Og forholdet mellem hvide og sorte ligger da også i front i Rashid Johnsons filmatisering. 

Filmens plot lægger sig overraskende tæt op ad bogforlæggets. De uundgåelige anakronismer, der opstår i opdateringen af et 79 år gammelt værk, indflettes i filmen. Den er en smeltedigel af victoriansk uhygge, kolonitidens herre-slave forhold, 1970’ernes ungdomsoprør, Occupy Wall Street-bevægelsen og bandekriminalitet i det moderne USA. 

Resultatet er en særegen størrelse, der trækker tråde igennem USA’s racehistorie og behandler den hvide mands herreforhold til den sorte mand. 

Det slipper filmen for størstedelen overraskende godt af sted med. 

Mr. Dalton er en flink mand, der opfører sig pænt over for Bigger. Men det victorianske præg understreger det ulige magtforhold imellem de to mænd. Bigger vil ikke være kriminel, men han kan ikke flygte fra det miljø, han er vokset op i. 

Mary og Jan er socialt bevidste. De går til møder og taler dundertaler om at udjævne forholdet mellem rig og fattig, men uden at det fører til nogen egentlig forandring. 

Det kunne alt sammen let være endt som en gang højpandet miskmask, mangt en gymnasieelev kan bruge mange timer på at analysere. Men et skarptskåret manuskript og et stærkt visuel udtryk holder sammen på trådene. 

Native Son er Rashid Johnsons første gang i instruktørstolen. Den 42-årige amerikaner har skabt et navn som kunstner af videoinstallationer og skulpturer, der fokuserer på sorte amerikaneres historie. 

Filmen tenderer til tider til at blive et kunstprojekt, især i karaktererne, der virker lige lovligt skrevne. Man fornemmer, at det er figurer i en bog af den type, hvor alle har en symbolsk funktion og værdi i forhold til den forkromede, moralske læresætning. 

En undtagelse er Ashton Sanders (kendt fra Moonlight), som spiller Bigger med en melankolsk tilbageholdenhed, der ville gøre sig godt i en storbygangsterfilm. Hans karisma gør karakteren levende og interessant, selv om vi aldrig rigtigt finder helt ud af, hvem han er som person.