New Danish Directors – Upcoming (I)

Hvad er der i vejen med de her kvinder?

Tre film af debuterende instruktører på festivalen Cph Pix handler om unge kvinder, der er uforklarligt i følelsernes vold. Psykiske lidelser er billigere end biluheld, og filmene er netop lavet for få midler og mange vennetjenester, mestendels uden om de store støtteordninger.

Festivalens sidste uge byder på en verdenspremiere om dagen, når talentmassens ildsjæle præsenterer deres film i serien New Danish Directors: Upcoming.

Det er stærke visitkort fra ambitiøse instruktører, der har besluttet sig for at gå en liga op og strække kortfilmpengene til spillefilmlængde. Det er et modigt sats, men de knebne budgetter udmønter sig også i snakkefilm, hvor det ikke altid er klart, hvad der er på spil.

Eller hvad filmene har på hjerte.

Men selv om de ikke imponerer som helhed, er der rigeligt med talent og kreativitet at finde blandt de håbefulde, der tripper på tærsklen til den etablerede branche. Efter at have set fire af seriens syv film er der især ét navn, der virker parat til at sparke døren ind.

Nina

To film i serien bruger graviditet som dramatisk gods. Ingen af dem er rigtigt vellykkede.

Nina lægger ellers ud med en mavepuster af et åbningsbillede, da vi ser Marie Tourell Søderbergs hovedperson stå i stavnen af en færge i en færøsk bygd, mens bilbommen langsomt løfter sig.

Vinden kaster hendes hår vildt omkring, kvinden står alene: sårbar, stærk og trodsig over for de bjergtagende klipper.

Billedet slår effektivt og gribende tonen og tematikken an, men det tager desværre ikke mange scener, før dramatikken er indskrænket til et retningsløst kammerspil om en kvinde, der mister jordforbindelsen.

Ninas mand er læge, og hun er selv forfatter, men først og fremmest en forsømt husmor, der slæber rundt på en storgravid mave og en masse uforløst tankegods, en patologisk blanding af usikkerhed og bebrejdelser.

Scenen, hvor Nina afbryder kærestens fyraftensøl med kollegerne ved demonstrativt at gøre det hyggeligt med hjemmebagte muffins er så umotiveret passiv-aggressiv, at det er svært ikke at grine.

Instruktør og manusforfatter Maria Winther Olsen imponerede på Ekko Shortlist med det religiøse drama Som engle vi falder, der også foregår på Færøerne. I Nina flirter hun pirrende med færøsk mytologi, men det forbliver uforløst, fordi hun aldrig rigtigt får greb om sin hovedkarakter.

Marie Tourell Søderberg lider så stærkt og så inderligt i uroligt flakkende, tusmørkegrå nærbilleder, men man forstår aldrig helt hvorfor. Og stærke følelser er ikke lig med stærkt drama.

Søvn

Det er de heller ikke i Oliver Tonnings Søvn, hvor en ung studerende bliver delvist presset af sin langt ældre kæreste ud i en graviditet, der gør hende bims.

Filmen byder på et gensyn med Sonia Suhl, der besynderligt nok ikke har haft en spillefilmrolle, siden hun gjorde stort indtryk i Jonas Alexander Arnbys grumme Når dyrene drømmer.

Suhl giver los med graviditetsgråd og manisk selvbebrejdelse som hovedpersonen Anna. Hun bakser med et vingeskudt selvværd efter en hård opvækst med en psykisk syg mor og en omklamrende far, der drak sig fra virkeligheden.

Anna slår sig i stykker på den faste klippe, der er hendes tålmodige, fornuftige og fortvivlede kæreste. Kvinder er hysteriske, mænd er rationelle, men ikke specielt behjælpsomme!

Mens hun forsøger at kurere sin angst over at blive forælder ved at kaste sig ud i eksperimenter med lucid dreaming, der slører grænsen mellem virkelighed og angstfuld fantasi, forsøger han at tale hendes maniodepressivitet til ro med søde floskler.

”Jeg er et dårligt menneske!” klynker hun. ”Det er du jo ikke,” siger han fornuftigt og fortsætter håbløst banalt: ”Du er det mest begavede og stærke og dejligste menneske …”

Søvn er en klassisk lavbudgetfilm om et kærestepar, der græder i en lejlighed. Men både Sonia Suhl og Ole Ellersgaard leverer dybfølte præstationer, og man får et frustrerende klart indtryk af, at Oliver Tonning har mere at byde på.

As Good a Day as Any

Hvor både Nina og Søvn føles, som om de har pint historien ud til spillefilmlængde, er Amalie Gregers depressionsdrama As Good a Day as Any med sine 69 minutter en langt skarpere, mere tilfredsstillende oplevelse.

Her er det heller ikke helt klart, hvad der får den unge hovedperson til at gå i sort. Men hendes ubestemmelige udlængsel er lettere at forholde sig til end Anna og Ninas ustyrlige følelsesudbrud.

Da vi møder hende, har hun hugget forældrenes bil og ladt kæresten, livet og forpligtelserne blive hjemme. ”Jeg er ok,” sms’er hun som svar på forældrenes bekymrede beskeder. Og hvem i tyverne kan ikke nikke genkendende til den længsel?

På en rasteplads i Tyskland samler hun en spansk blaffer op og beslutter sig for at køre ham hele vejen til Bilbao, inden længe i følgeskab med en af hendes gamle veninder.

As Good a Day as Any har måske ikke helt dramatik nok til en spillefilm, men Amalie Greger imponerer som både instruktør, forfatter, skuespiller og klipper på filmen. Hun prikker klogt til trekløveret og tegner deres halsløse flugt og dybe længsel med menneskeligt overskud og en blid humor, som aldrig er på bekostning af den uklare smerte, der sender dem afsted hjemmefra.

Og så har filmens billeder – leveret af fotograferne Jonathan Puntervold og Ibon Joseba Herreros – en flagrende poesi, som komplementerer historiens rodløshed.

Charlotte Uldall emmer i hovedrollen af en hjerteskærende, men udefinerbar weltschmerz. Den skubber hende bort fra mennesker, men den kan fra tid til anden lettes, manes bort med venner og dans og en delt flaske vodka i sommernatten.

Og det har også en vis skønhed.

Lad de døde hvile

Den fjerde af seriens syv film er et forsøg i en helt anden boldgade. Sohail A. Hassan brænder for genrefilm, og han har flittigt rekrutteret unge filmfolk fra ungdomsuddannelsen Station Next for at skabe sin debutfilm.

Når man kæmper af et ærligt genrehjerte mod halvdårligt skuespil, skrabede effekter og et uinspireret manuskript er det lettest at søge tilflugt i en ironiserende tone – at signalere, at man jo heller ikke mener det hele så seriøst.

Så det er ganske modigt at gå planken fuldt ud, og ildsjælen Sohail A. Hassan fortjener ros for at tro fuldt og fast på sin drøm om at skabe en spændende, sjov og rørende gymnasiegyser.

Lad de døde hvile handler om outsideren Jimmy, der søger tilflugt i heavy metal, tegneserier og en hjemmeflikket okkultisme. Med runer i fjæset og foran stearinlys lykkes det ham at tale med sin døde mor på kirkegården.

Men piger og fester og sjov i gaden er fremmede fænomener for enspænderen, lige indtil hormonbomben Amir finder på, at de sammen skal uddrive den onde ånd, der får klassens hotteste babe til at ligge søvnløs.

”Du bliver redet af en mare,” siger Jimmy gravalvorligt. ”Det er derfor, det hedder mareridt.”

Den rapkæftede Amir over for den selvhøjtidelige Jimmy er på papiret en skæg dynamik, men ofte griner man ikke med filmen. Der er bare noget ufrivilligt morsomt over en teenager i læderjakke og metaltrøje, der råber ud i et tomt lokale: ”Vi hidkalder dig fra det hinsides!”

Al mulig respekt for projektet, men manuskriptet er højstemt, billederne komplet anonyme, skuespillet uslebent – og tonen føles, som om Shaky Gonzales’ halvbagte 90’er-gyser Nattens dæmoner har været den store inspiration.

Og selv om det er helt efter genren at dvæle ved afklædte piger i omklædningsrummet, virker det noget konservativt, at fyrene får lov at beholde tøjet på. Der gælder de samme regler for eye candy i biografen som for slik i folkeskolen: Hvis man vil have det med, skal der være noget til alle.

Da vi her på siden bragte et interview med Sohail A. Hassan i forbindelse med hans Shortlist-film No Good Deed, blev han døbt Danmarks Ed Wood. Det klinger stadig godt, nu hvor han er spillefilmdebuteret.

De sidste tre film i Cph Pix-serien med nye talenter vil blive anmeldt senere her på siden.