No

Den imødesete chilenske film No er en kompakt og effektiv, forholdsvis tør lille sag, om nøjagtig hvorledes en reklamemand vinder det chilenske valg i 1988, hverken mere eller mindre. Et langt stykke hen ad vejen er det lutter fryd og gammen, dygtigt skruet sammen, fint spillet og visuelt finurligt tænkt. Det er, som om alle brikkerne passer. Hvad kan gå galt? Både det meget og det lidt mindre kræsne publikum får deres.

Men det, der går galt, er, at den i længden savner en historie at fortælle. Eller rettere: at den ikke evner at trænge ned i sit stof.

Udgangspunktet er forførende simpelt. I 1988 føler den chilenske diktator Pinochet sig presset af omverdenen til at foregive, at det forestående præsidentvalg er yderst demokratisk, og han tillader oppositionen at komme til orde i femten minutter dagligt over 27 dage på statsligt tv – vel vidende at han selv ejer hele resten af sendetiden, og at folk vil være tilbøjelige til at vælge det, de kender, når de står over for valget mellem et velkendt onde og et helt ubeskrevet kort.

Så vi følger den unge reklamemand René (Gael García Bernal), der hverves til at forestå oppositionens ”Nej”-kampagne, tilsat popmusik og bløde, positive budskaber. Vi ser kampagnens forløb på tv og systemets forsøg på intimidering, og vi oplever, hvordan den gamle oberst taber magten, selv om han et øjeblik desperat prøver at lyve sig fra det. De gode vinder, de onde tabte. En klassisk historie – og No var da også nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og den vandt kunstfilmprisen ved Quinzaine des réalisateurs i Cannes.

Men hvad er No for en film? Ud over den konkrete historie om manden, der laver en reklamekampagne og vinder valget, hvad vil den så? Har den noget dybsindigt at sige om demokratiets væsen? Om diktaturets? Åbner den for nye indsigter i, hvordan massemedier og politik spiller sammen? Problematiserer den, at en mand, der har levet af at fremstille læskedrikskampagner efter laveste fællesnævner, nu 1:1 overfører sin metodik til politisk branding? Er den i sit hjerte en satire?

Pablo Larraín har fyret alle sine godt nok ret få kanoner af, inden der er gået en halv time. Første over-askelse er under forteksterne, da vi præsenteres for et gammelt udlevet, næsten kvadratisk billedfremvisningsformat, og kort efter duperes vi over, så nøjagtigt filmen har kopieret det visuelle udtryk fra datidens gulnede hjemmevideoer. 30 procent af filmen består faktisk af autentiske optagelser af for eksempel tidens demonstrationer, som integreres fuldstændig sømløst i rammehistorien, som i øvrigt er en filmatisering af et hidtil uopført chilensk teaterstykke.

I nylige film som Kelly Reichardts indie-western Meek’s Cutoff gav det perfekt mening at bruge det afgrænsede billedformat for at signalere, at det her, modsat alle andre westerns i 50 år, drejede sig om det nære og ikke det episke, men hvad vil det egentlig signalere i No? Er det andet end en gimmick at optage den på Sony U-matic-magnetbånd, som de brugte på chilensk tv i 80’erne? Hvad er faktisk og inderst inde pointen med ikke at kunne skelne rammehistorien fra de bedagede dokumentariske klip? Hvad tilfører det historien? Intet.

I stedet indbygger man et filter mellem afsender og modtager, for ikke alene er billederne grimme – de giver heller ingen mening. I Chile i slut-80’erne var det virkelige liv, som det oplevedes på gaden og i husene, næppe grynet og gulnet. Det er bare manér. I film som Spielbergs Munich eller Tomas Alfredsons Dame Konge Es Spion valgte man at parafrasere den visuelle stil fra 70’ernes store mesterfotografer som Gordon Willis, men i en ny tids bredformat, hvilket straks giver bedre mening.