Normale mennesker

På hvor mange måder kan man erklære sin kærlighed til en anden? Jeg tør vædde på, at ingen før har valgt de ord, som Marianne siger til Connell i Normale mennesker, da de ligger hud mod hud under plakaterne på hans teenageværelse:

”Kan du huske den der fodboldkamp? Jeg så på dig, mens du spillede. Og du var helt ærligt så smuk. Jeg tænkte på, hvor meget jeg havde lyst til at se dig have sex. Det behøvede ikke engang være med mig. Bare hvem som helst.”

Hun spørger, om det er helt vildt mærkeligt. Det er det, smiler han. ”Men jeg tror godt, jeg forstår det.”

Marianne og Connell er begge lynende intelligente. Ellers har de ikke meget tilfælles.

Hun er klassens særling, som holder sig på afstand, hvis hun da ikke starter et skænderi med læreren. Han er klassens flotteste fyr, fodboldkongen med sølvkæde om halsen. Han er den, som alle pigerne er ude efter, især fordi han næsten ikke siger noget, og derfor ikke siger det forkerte.

Hendes familie har røven fuld af penge. Hans er en enlig mor, der fik ham lidt for ung, og som tilfældigvis er Mariannes rengøringsdame.

Marianne har det med at skræmme verden væk med sin ærlighed. Sådan kan man blive af at vokse op i et hus styret af vold og tavshed. Connell har tit svært ved at finde de ord, som kan lukke andre ind i hans rige, indre verden.

De kan lære så meget af hinanden.

Alt dette mærker vi i øjeblikket på sengen. En scene, som ikke findes i Sally Rooneys enestående romanforlæg, men som viser, præcis hvorfor BBC og Hulus serie – instrueret af Lenny Abrahamson og Hettie Macdonald – mod alle odds lever op til bogen. Og er en af de bedste kærlighedsserier på tv i dette årtusinde.

Intet kunne være mere oplagt end at filmatisere nyklassikeren med originaltitlen Normal People fra 2018, som er elsket lige højt af anmeldere og unge fans i tusindvis. I dag 29-årige Sally Rooney slog sit navn fast som litterær wunder-millennial med historien om ung kærlighed, der ikke falder i young adult-grøften.

Bogen er endda delt op i nette, korte kapitler. Replikkerne fylder meget på siderne, og de lyder godt hver gang. Lige til at gå til. I serien er det blevet til tolv afsnit af en halv time hver, som kommer to ad gangen hver uge på DR.

Problemet er, at det er alt det usagte, der igen og igen tager vejret fra én. At forsøge at sætte levende billeder på den skrøbelige magi mellem ordene, er modigt. Måske endda overmodigt.

Det opdagede Sally Rooney åbenbart også selv, da hun gik i gang med at skrive manuskriptet sammen med Alice Birch. Som hun siger til The Hollywood Reporter: ”Oh my God, de her karakterer siger aldrig, hvad de mener.”

Sally Rooney og Alice Birch har løst problemet på den bedst mulige måde. De holder fast i bogens skrøbelige forelskelsesfortælling, der må være et af de mest minimalistiske plot på tv lige nu. Men de tør også ændre, når det bliver livsnødvendigt. Ikke for at holde seeren fanget, men for at komme længere ind under huden på Marianne og Connell (åh, al den hud).

Det gælder også øjeblikket i sengen. I bogen tænker Marianne for sig selv, at hun har lyst til at se Connell have sex, også selv om det ikke er med hende selv. I serien får hun lov at sige det højt til ham. Og vi får lov til at se, hvordan han tager imod det.

Hvis ikke, var vi gået glip af det første tegn på, at Mariannes kærlighed også har en selvdestruktiv side, som giver hendes partner magt til at gøre ved hende, hvad han vil. Den magt vil Connell ikke have.

Som to magneter skiftevis tiltrækker og frastøder Marianne og Connell hinanden gennem high school og college. Det fine er, at det aldrig handler om romancens udsving på X og Y-aksen i takt med ensomhed, pengemangel, forfatterdrømme, masochisme, klasseforskelle og vinaftener med lige-ved-og-næsten-intellektuelle.

Det handler om to mennesker, der konstant former og forfiner hinanden, som den første store kærlighed har det med at gøre.

Serien var kollapset, hvis man ikke havde fundet de rigtige skuespillere. Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones kan spalte atomkerner med den usagte energi mellem Marianne og Connell.

Ikke mindst i parrets ”første gang”-scene, som også kun fylder et par linjer i bogen. I serien varer den otte minutter. Mens vi venter på, om Danmark skal have en ny voldtægtslovgivning, så kan alle, der har svært ved at forestille sig samtykke som andet end en underskrift på en formular, passende se Marianne og Connell demonstrere, hvordan det kan gøres.