The North Water

For en overfladisk betragtning er The North Water bare endnu en hyggelig Moby Dick-light.

Det ligner nemlig en ordinær hvalfangerhistorie med al den sømandskitsch fra 1800-tallet, man kunne ønske sig af den perfekte serie til efterårsferien.

Men går man lidt i dybden – omtrent som en dykkende hval, når den prøver at forsvare sig imod aggressive mennesker – bliver der hurtigt meget mørkt. Og meget uhyggeligt.

Forfatteren Ian McGuire, som har skrevet romanen bag serien, er født i søfartsbyen Hull i det østlige Yorkshire. Det er her historien om den irsk-fødte skibslæge Patrick Sumner, følsomt spillet af Jack O’Connell, snart lægger fra.

Vi følger besætningen, da den på hvalfangerskibet The Volunteer stævner ud. Officielt er det for at fange hvaler, så bagmændene kan indkassere penge for det fedt, der lyser Londons gader op. Uofficielt for at sænke skibet, så ejerne kan score forsikringsgevinsten.

Men snart står det klart, at dramaet er et helt andet.

Med ombord er harpuneren og præmiepsykopaten Henry Drax, der spilles decideret skræmmende af Colin Farrell.

I serien flankeres han af flere gode navne og ikke mindst af danske Roland Møller, der ofte har været castet som bandit, og som kun på dansk grund har fået lov til rigtig at folde karakterer lidt mere ud, for eksempel i Under sandet.

Spørgsmålet er, om ikke The North Water bliver Møllers egentlige internationale gennembrud som dybere karakterskuespiller. Som den stærkt troende og Swedenborg-læsende danske harpuner Otto tegner han nemlig en fuld figur præget af lige dele ømhed, omsorg, varme og så den kantede maskulinitet, skuespilleren normalt er kendt for.

BBC har tidligere jagtet successen i det iskolde vand, ikke mindst med serien The Terror, som har mange lighedstræk med The North Water.

Men en af forskellene er, at førstnævnte serie er funderet i et overnaturligt plot, mens den seneste er helt igennem realistisk. Det betyder, at man fanges mere ind og rives mere med, fordi der også er et pædagogisk og historisk element.

Hvem anede, at hvalfangerne også slog et hav af sæler ihjel? Hvem vidste, at fortidens apotekere også udstoppede dyr? Hvorfor lider søfolk så slemt af hæmorroider?

The North Water er overraskende, fordi den på en gang tager ret hårdt fat i ligestillingsproblematikker og forholder sig konkret til kolonialistiske overvejelser, men samtidig ikke forfalder til at blive politisk korrekt.

At vi ser sejlskibsepokens formentlig ret udbredte bestialske seksuelle overgreb på kahytsdrenge – og disses voldsomme konsekvenser – udfoldet over hele afsnit, må vel være første gang i hele filmhistorien?

Og at vi samtidig ser homofobien ombord udfoldet som et storblafrende regnbuesejl, men uden at forfalde til en eller anden for samtiden komplet urealistisk frihedskamp for bøsser, er næsten lige så enestående.

Når prostitutionen af kvinder samtidig til dels skildres som kvinders udnyttelse af ensomme og kronisk isolerede mænds hårde vilkår, er ligestillingen faktisk fuldbyrdet.

Man behøver nemlig ikke at udpensle prostitueredes elendighed på lærredet, for at beskueren får helt ondt i maven over tidligere tiders ulækre kvindesyn.

Det kommer af sig selv.

Som noget meget uvant skildres både indere og eskimoer, som inuitterne konsekvent kaldes i filmens samtidige sprogbrug, uden nogen som helst form for patriarkalsk eller kolonialistisk nedladenhed.

De er bare ligestillede mennesker, der sommetider bliver myrdet i koldt blod, omtrent som var de døde ting. Andre gange er de selv beregnende handelsmænd, der udnytter andres hjerteskærende ulykke, mens de griner højt.

Her er ingen ædle vilde, bare en moral, der er holdt helt i vater – alt sammen i forlængelse af den iskolde realisme, som romanforlæggets forfatter er kendt for.

Flere skuespillere vender nærmest vrangen ud på sig selv. Charmøren Colin Farrell, der spiller en modbydelig satan, har taget kraftigt på i vægt og er desuden udstyret med en udspilet og hængende underlæbe.

Men også en skuespiller som Tom Courtenay forbløffer totalt i rollen som pengepsykopat. Han plejer at spille grådlabil, men her er han hård og mekanisk i al sin ondskab som den lede bagmand Baxter.

The North Water både fremragende underholdning og en skarp analyse af en splintret og traumatiseret personlighed, der først fuldbyrdes i allersidste billede.