Only God Forgives

For dem, der havde håbet, at Nicolas Winding Refns karriere efter succesen med Drive ville fortsætte ad mainstream-sporet, vil Only God Forgives være en stor skuffelse. 

Hans nye film, der havde verdenspremiere i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival, er i virkeligheden et skridt tilbage – til stemningsbårne film som Fear X (2003), Valhalla Rising (2009) og Bronson (2008).

Det er ikke handlingen eller karaktererne, som driver filmen frem. Det er derimod den stemning, som hver enkelt scene sætter publikum i. Og scenerne er ikke scener i traditionel forstand, men tableauer, hvor karaktererne udfylder en plads i billedet – en slags marionetter. Deres replikker er få og ofte monologer.

Only God Forgives er et forsøg på at skabe et subliminalt filmværk, der ligesom musik henvender sig direkte til underbevidstheden uden om rationalitetens kedsommelige opfindelser såsom plot og dialog. Problemet er bare, at netop fraværet af handling og karakterer, man kan engagere sig i, gør én endnu mere bevidst om skaberintentionen bag værket.

Man kan i hvert fald ikke slå sin bevidsthed fra i den halvanden time, filmen varer. Slet ikke, når filmen er så insisterende i sin hypnotiske fortællestil. 

Noget handling er der dog.

Amerikanske Julian driver en thaiboksning-klub i Bangkok som dække for lyssky handel med stoffer. Da hans bror – efter at have voldtaget og dræbt en prostitueret teenager for sin egen sadistiske fornøjelses skyld – ender sine dage på grund af den myteomgærdede politimand Chang, flyver hans iskolde mor til Bangkok fra USA og presser ham til at tage blodig hævn.

Det er Julians forhold til Chang og til sin mor, som er filmens kardinalpunkter. I symbolsk forstand (de taler kun meget lidt sammen) er det Chang, der som en moralsk overdommer får Julian til at indse, at han må bryde båndet til moren. Hun er en af filmhistoriens ondeste moderdyr, som får Norman Bates’ mor i Psycho til at fremstå som uskylden selv.

I en af filmens bedste scener fortæller hun en kvinde, som Julian har præsenteret som sin kæreste, at Julian altid har været misundelig over sin storebrors meget større penis. Og tidligt i filmen bliver det antydet, at magtforholdet mellem mor og søn også har en seksuel karakter.

I det hele taget er den overraskende modcastede Kristin Scott Thomas en gave for filmen. Hendes blotte tilstedeværelse puster liv i de kontrollerede og kontemplative tableauer, hun har temperament, og som den eneste skuespiller i filmen får hun mulighed for at spille sig helt ud.

Den karismatiske thailænder Vithaya Pansringarm optræder med stoisk ro, og man tror på ham som en Gud i sin egen verden.

Derimod er Ryan Gosling som Julian reduceret til en søvngængeragtig karakter, der går igennem filmen med et tomt stirrende blik og kun har sytten replikker. Det er selvfølgelig bevidst, og Gosling er kendt for sit sørgmodigt udtryksløse ansigt, men det er næppe meningen, at hans spil er blottet for den nerve, som har gjort ham til en af verdens førende skuespillere.

Stilistisk er filmen blændende, og næsten hver eneste indstilling kunne stå for sig selv som et lille stykke kunst. 

Rummene er forrygende visuelle – fra den store bokseklub over de lange, klaustrofobiske gange til karaoke-baren – og asiaternes sans for ornamentik udnyttes optimalt. 

Lyset bruges gennemført som en farvepensel og skifter mellem en kraftig blå, rød og grøn. Den dristige klipning skaber overraskende kontraster og små drømmeagtige montageforløb. Lyden skifter mellem følelsesladede strygerarrangementer og mørke, rungende toner.

Musikken er endnu engang et kapitel for sig. Vi får mere af den melankolske electropop, som Drive gjorde til et verdenshit, men Refn og hans faste komponist, Cliff Martinez (tidligere trommeslager i Red Hot Chili Peppers), har tillige opdaget thai-popmusikken og skaber et perverst kick ved at lade den brutale politichef synge følsom, melankolsk karaoke. 

Og så er der volden, der også er et stærkt virkemiddel. Only God Forgives er den grafisk mest brutale film, der er blevet vist på årets Cannes-festival. Loyalt viderefører Refn voldsæstetikken fra de splatter-, samurai- og giallo-film, han dyrkede som en meget ung filmnørd.

Særlig pinefuld – og fantastisk nervepirrende! – er en scene på en bar, hvor en lejemorder bliver tortureret og får stukket øjnene ud. Kvinderne bliver bedt om at lukke øjnene gennem hele seancen, hvilket man også selv har lyst til at gøre i biografen, hvis man ikke vidste, at lyden af smerteskrig kombineret med ens egen forestillingsevne ville gøre det endnu mere uudholdeligt. 

Men formen overskygger desværre indholdet. Man sidder og beundrer de udsøgt komponerede billeder frem for at blive involveret i fortællingen om Julians søgen efter et moralsk kompas. Og den fjernøstlige åndelighed, som filmen kredser om, bliver undermineret af en til tider bastant, freudiansk symbolik og de relativt jordnære voldssekvenser.

Af Refns tidligere film minder den mest om Bronson, der skildrer en af de mest voldelige fanger i England. Bronson er også en meget ekvilibristisk film, men her er der en anderledes kærlighed til og nysgerrighed på hovedkarakteren samt en bedre balance mellem det brutale og blide. Til sammenligning fremstår den nye film kold og macho-monoton.

Only God Forgives er i sidste ende et grænseoverskridende stemningsfilmdigt, hvor han er gået linen ud som voldsfilmens Tarkovskij. Men filmen vil ikke udvide Nicolas Winding Refns fanskare. Den burde til gengæld være sikret kultstatus – ligesom nogle af de film, Refn selv beundrer og er inspireret af.