Oppenheimer

Jeg mødte efter pressevisningen i Imperial-biografen to anmelderkolleger ved udgangen, som var helt lange i ansigterne af mødet med tre timers Oppenheimer. Det nærmest så ud, som om de havde fået biografisk helvedesild. 

Christopher Nolans film er lang og detaljerig. Som en ny JFK. 

Men den er også monumental på den fede måde: svimlende ambitiøs, rig, kompleks. 

Det er genialt og grandiost udført. 

Nolan genfinder noget af sit eget tabte dna. Gennem Inception, Dunkirk og Tenet har man fornemmet en vigende interesse for personpsykologi. Det har i de film været konceptet, the grand idea og det majestætiske schwung i udførelsen, der har fyldt. 

Personerne blev til ludobrikker. Nu svinger pendulet tilbage i retning af Memento, den forkætrede Insomnia og Nolans lille debutperle Following: mennesket i centrum. 

Og hvilket menneske. 

J. Robert Oppenheimer (1904-1967) er ifølge Nolans eget udsagn det vigtigste menneske i historien. Fysikeren, der ledede Manhattan-projektet og derigennem gav de allierede atombomben, aksemagterne røvfuld og menneskeheden magten til at udslette os selv. 

Han gav os dilemmaer, vi ikke før har haft. Han skrev os ind i en ny æra – militært, moralsk og filosofisk. 

Alt det får Nolan pointeret med både hidsige svirp med replikpennen og med nogle mageløst flotte visuelle greb. De spænder fra elektronernes hvirvlen til planeten i flammer, fra mikro til makro. 

Men det, der står tydeligst tilbage, når arsenalet efter tre timer er drænet, og Ludwig Göranssons symfoniske buldren er klinget af, er billedet af en mand, som har skullet bære vægten af sin historiske betydning. 

Fordi han var den første til at forstå implikationerne. Og fordi han var projektlederen, indpiskeren, maestroen, idolet ”Oppie”. Gennem livet omgærdet af beundring og misundelse, spionage og sabotage. 

Ingen af reaktionerne var uden grund. 

Oppenheimer var jøde af æt, socialistisk af sind, globalist af navn, ærkepatriot af gavn. Splittet som et atom i en fissionsreaktor. Vægelsindet. Letpåvirkelig af sine nærmeste. 

Han var et grundlæggende sympatisk menneske, men også ét, der perfekt illustrerer menneskehedens skisma: Kernekraft og dømmekraft går ikke nødvendigvis hånd i hånd. 

Oppenheimer ledede det mest hemmelighedsfulde projekt, nemlig udviklingen af atombomben i en barakby i New Mexicos ørken i kapløb med Hitler. Imens knaldede han sin ekskæreste og kollegernes koner, gik til solidaritetsmøder, fik spiontips fra venner og løj om det. 

Cillian Murphy, der efter fem biroller her får sin første hovedrolle i en Nolan-film, fremstiller også i sit spil Oppenheimer som mere menneske end myte. 

Stålblikket flakker, når han forlader fysikken og træder ind i politikken. Hustruen Kitty (Emily Blunt) skælder ham behørigt ud for ikke at slå tilbage, når nogen prøver af miskreditere ham. 

Han gennemskuer slet ikke de rævekager, han bliver bagt ind i. 

Nolan får fortalt om det hele. Om Oppenheimers personlige tilknytning til netop denne ørken. Om hans studietid og forbillederne Einstein og Bohr (inkarneret af Tom Conti og Kenneth Branagh). Om bulletiner fra Europa, der ændrer spillets regler. Om Los Alamos-forskernes mirakuløse samarbejde og interne dramaer. Om magtkampen med militærets general Groves (Matt Damon) og efter krigen de forhør, der reelt havde karakter af spionageanklager mod Oppenheimer. 

Groft sagt årene fra 1939 til 1954. 

Nolan kunne godt have fortalt det hele kortere, men man fornemmer, hvordan ansvaret for historien, den med stort H, taler gennem instruktøren. 

Der skal ikke skæres hjørner, når det gælder et monument over historiens måske vigtigste menneske. Så tager man alle de vigtige bifigurer med uden at sammenskrive dem. 

Det gør hverken filmen dokumentarisk eller sanddru. Det er Oliver Stones JFK som bekendt heller ikke. Men det er qua de greb, at filmen bliver troværdig. Livfuld. Giver én lyst til at vide mere om Oppenheimer. 

Substansen i filmen kommer fra den Pulitzer-belønnede biografi American Prometheus. Det skinner tydeligt igennem allerede fra åbningscitatet om den græske gud, der gav menneskeheden en gave, den ikke kunne håndtere: ilden. 

Christopher Nolan har tappet mange citater (og enkelte karaktermord) fra bogen, men til gengæld skåret dens kronologiske standardforløb i tusind stykker. 

Han spejler nutid i fortid, fylder fortællemæssige huller overlegent ud og er en mester i at orkestrere komplekst stof, så det fremstår, ja, mindst lige så komplekst. Nolan ønsker, at vi skal slås for sammenhængen, måske endda forvilde os. 

Resultatet er en film, der hæver sig langt over gennemsnittet af periodefilm, videnskabsdramaer og biografiske film. Den er ægte tankevækkende, inciterende, oplysende og oprørende. 

Oppenheimer er et øresønderrivende brag af en biopic.